It-koks i Folketinget: Afstemningssystem brød sammen

Folketingets nyinstallerede afstemningsanlæg stod af under formiddagens møde. I stedet måtte politikerne stemme ved at rejse sig op.

Folketingspolitikerne fik i formiddags indlagt en ufrivillig pausegymnastik i dagsordenen.

Folketingssalens nye afstemningssystem stod nemlig af, hvilket medførte, at afstemningerne ikke længere kunne gennemføres elektronisk.

»Vi havde så valget mellem at udskyde mødet eller at foretage afstemningerne på gammeldags maner, og vi valgte det sidste. Formanden siger så 'dem, der stemmer for, bedes rejse sig', 'dem, der stemmer imod, bedes rejse sig' og 'dem, der hverken stemmer for eller imod, bedes rejse sig',« forklarer projektleder på Folketingets afstemningssystem Ole Ødegaard Christensen.

Årsagen til fejlen er endnu ikke fundet, men Ole Ødegaard hælder lige nu mest til en forbigående hardwarefejl.

»Vi har genstartet serveren, og nu virker systemet igen,« siger han.

Læs også: Folketinget integrerer nyt afstemningssystem med web, lydsystem og tv

Systemet fik sin debut ved Folketingsårets start i oktober, og politikerne har nu vænnet sig til den 8,3 tommer store touchskærm, der ud over at fungere som 'stemmeboks' også dublerer som informationskanal til medlemmerne.

»Skærmen giver os mulighed for blandt andet at vise den resterende dagsorden, hvilke ordførere der er på talerlisten, hvilke afstemninger, der forventes og meget mere. Det er et komplet mødestyringssystem, og blandt andet har skærmen nu også en 'bed om ordet'-knap,« har Ole Ødegaard tidligere forklaret Version2.

Udskiftningen har samlet kostet 17 millioner kroner, hvoraf de 15 millioner er it-relaterede. For de penge får Folketinget et system, der nu er tæt integreret med blandt andet hjemmesiden, lydsystemet og Folketingets tv-kanal.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize