It-kaos på jobcentrene fortsætter

Den er fortsat gal med integrationen af statslige og kommunale it-systemer på landets jobcentre, viser en undersøgelse, som HK har foretaget blandt de ansatte.

Driften af it-systemerne er langt fra på plads i landets 91 jobcentre. Det viser en undersøgelse som HK/Kommunal har foretaget blandt sine medlemmer på centrene. Det skriver Ritzau.

»Halvdelen af svarene bekræfter vores bange anelser. Systemerne taler stadig ikke sammen, journaliseringen må tit foregå på papir, registreringerne bliver ikke gemt, og der er jævnligt nedbrud. Vi fik at vide, at en del af det ville blive ordnet i løbet af et par dage. Der kom endda en konsulent fra USA, men det har ikke ændret det store,« siger formand for HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg og fællestillidsmand i København Christian Grønnemark til Ritzau.

Problemerne skyldes blandt andet, at det har vist sig sværere at få de hidtidige statslige og kommunale systemer til at spille sammen, hvilket betyder, at der mange steder stadig køres med to adskilte systemer.

Kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Andreas Nikolajsen er opmærksom på problemerne, selvom driftsproblemerne ikke er så aktuelle, som HK prøver at få det til at lyde som om.

»Driften er stabiliseret. Derudover vil der i slutningen af november være en plan for, hvornår forudsætningerne for en fuld integration er til stede,« siger han til Ritzau.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere