It-giganter fokuserer på privacy

Microsoft, Google og Apple har fokus på privacy, men der er plads til forbedring, påpeger eksperter.

De store it-virksomheder er begyndt at gå mere op i privacy. Men der er plads til forbedring, mener eksperter. Det har Berlingske Business en historie om.

Både Microsoft og Google har således udvidet mulighederne for selv at bestemme, hvilke oplysninger der samles ind og bruges. Microsoft har i denne uge ændret brugerbetingelserne for Skype, så de svarer til Microsofts øvrige brugerbetingelser, og lancerede samtidig et digitalt instrumentbræt, hvor man kan styre, hvordan nogle personlige oplysninger beskyttes.

Og Google har øget muligheden for at styre indsamlingen af data gennem Googles tjenester og i Android. Til efteråret skulle en kommende Android give mulighed for eksempelvis at vælge, hvilke programmer der ikke skal kunne gå på nettet eller have adgang til ens placering, kontaktbog og så fremdeles.

Det er allerede muligt i Apples iOS, skriver Business, der citerer fra softwaredirektør Craig Federighis præsentationen i mandags af opdateringer til Apples styresystemer.

»Hvis vi slår noget op på dine vegne, for eksempel trafik, er det anonymt. Du bevarer kontrollen.«

Seniorjurist Anette Høyrup fra Forbrugerrådet Tænk synes, det er en god udvikling med fokus på privacy, men hun så langt hellere, at databeskyttelse var standard i forhold til at give brugeren kontrol over, hvad han eller hun ønsker at dele.

»I den fysiske verden kontrollerer jeg selv, hvem jeg vil fortælle hvad til. I den digitale verden er det omvendt: Man indsamler automatisk alt som standard, og så kan forbrugerne vælge til eller fra. Og det er der faktisk forslag om at få ændret i den nye dataforordning for EU, hvor vi har kritiseret den danske regering for at være noget fodslæbende,« siger hun til Berlingske Business.

Pernille Tranberg er dataetisk rådgiver i firmaet Digital Identitet, og hun advarer mod at tro, at data-styreredskaberne hos for eksempel Google og Microsoft løser alt.

»Når Facebook har privatlivsindstillinger, skal man ikke tro, at man får, hvad man forventer: privatliv og kontrol over sine data. Når Google og Facebook lover dig privatliv, handler det typisk om privatlivet mellem én selv og en anden bruger, ikke mellem én selv og Facebook og alle Facebooks betalende parter. Her har jeg mere tillid til Apple end til Facebook og Google, for Apple lever ikke af data, men af at sælge hardware – om end det kan ændre sig i fremtiden,« siger Pernille Tranberg til Berlingske Business.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Jensen

For 10-15 år siden havde vi alle mobiltelefoner med kalender og kontakter der kun lå på telefon.
Så kom iPhone og Android, og vupti blev alle aftaler og kontakter lagt i hænderne på Apple og Google.
Alle begyndte at bruge Facebook, og vi fandt ud af at Facebook sælger data til 3'de part.
Senere kom Edward Snowden og fortalte hvordan NSA har fingeren nede i data hos flere større IT selskaber.

Spørgsmålet er hvor meget vi som forbruger tør stole på Apple, Google og Facebook.
Vi har lært ikke at fortælle alt til Facebook, da data sælges videre.
Vi ved at google analyserer data, selv fra offentlige web sider, så de dermed kan målrette reklamer mod dig.
Spørgsmålet er hvor farligt det er at bruge iPhone eller Android til alle dine aftaler.

Vi mangler en seriøs ny IT leverandør, der sætter sikkerhed meget højt og som holder data indenfor landets grænser.

Et alternativ kan være at lave sin egen private "cloud", det kræver at du har egen server på Internettet.
På en Linux kan du installere owncloud.
Og med et par apps på Android, kan du fravælge google og bruge din egen "cloud" til kontakter, kalender, filer og musik.
Jeg har netop afprøvet det og det virker.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize