IT Fyn: Facebook-datacenter betyder nye job

It netværkene ser mange nye job i de kommende datacentre. Version2s blogger Poul-Henning Kamp er noget mere skeptisk.

Et kommende Facebook-datacenter i Tietgenbyen ved Odense kan betyde en lang række nye job til Fyn. Det mener det faglige netværk IT Fyn ifølge TV2 Fyn.

På tilsvarende centre i Sverige er der omkring 150 ansatte, angiver Julie Kowal Kristiansen, der er projekt- og netværkskoordinator ved IT Fyn.

»Det giver nogle arbejdspladser inden for teknikere, ingeniører og it-specialister. Altså nogle højtuddannede folk, som arbejder på deres datacenter,« siger Julie Kowal Kristiansen til TV2 Fyn.

Version2 blogger Poul-Henning Kamp er mere skeptisk.

Han mener at det angivne forbillede for datacenterbyer, svenske Luleå, som er fremhævet i forbindelse med Apples kommende datacentret i Viborg, primært har mange tekniske arbejdspladser pga. det tekniske universitet.

»Borgmesterens (i Viborg, red.) primære argument synes at være "Se blot Luleå". Men man skal være utrolig svagtsynet for at overse at Luleå, udover nogle ligegyldige datacentre, har et stort og kompetent teknisk universitet,« skrev Poul-Henning Kamp i et blogindlæg i december.

Til Politiken har Poul-Henning Kamp udtalt om forhåbninger om stor jobskabelse:

»Det har intet med virkeligheden at gøre. Vi taler storhedsvanvid, der nærmer sig det behandlingskrævende«, udtaler han i en mail til Politiken.

»Datacentret skal slet og ret være et sted, hvor man kan opbevare og drive så mange computere så billigt som muligt. Der kommer ikke til at foregå noget udviklingsarbejde, og de få jobs der vil være, er tæt på at være ufaglærte maskinpasser jobs«, fortsætter han.

Højst bliver der ifølge ham tale om at lokale firmaer lov til at skifte luftfiltre og termografere el-installationen.

Afledte effekter?

Udover de nye arbejdspladser på datacentret, så håber IT Fyn også på, at der opstår nye arbejdspladser i kølvandet på centret.

»Vi håber på, at Facebook kan være med til at række andre investeringer og andre store virksomheder til. Vi har en unik infrastruktur her på Fyn, og der er jo også derfor at Facebook har valgt det her sted,« siger Julie Kowal Kristiansen.

Michael Lundorff-Hansen, der er bestyrelsesmedlem i IF Fyn og uddannelseschef ved Erhvervsakademi Lillebælt, forudser, at der i opbygningen vil være rigtig mange job i projektet.

»I starten vil de også være mange job i at opbygge datacentret. Måske omkring 1100 job. Og derefter vil de få en bølgevirkning, og trække endnu flere til,« siger Michael Lundorff-Hansen til TV2.

Planen er ifølge finans.dk at bygge to store serverhaller med et samlet areal på 56.500 kvadratmeter. Al strøm skal komme fra vedvarende energi.

Dermed bliver Danmark det tredje land uden for USA, hvor Facebook bygger et datacenter, skriver mediet.

Lige nu er Facebooks datacenter i Luleå i det nordlige Sverige det eneste i drift uden for hjemlandet, mens Facebook er ved at bygge et nyt i Irland også.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Finn Thøgersen

VVM planen taler om 115 personer, og deter nok endda på den høje side da det er max belastningen [guaranteed not to exceed] Fx omtaler den personer istedet for årsværk, ligesom den løbende udvikling formodentligt vil reducere antallet af personer til installation & pasning af serverparken

Et hurtigt overslag: - Vagter mv 3-4 mand i 24/7 skiftehold, 1 i vagt center/portvagt/tlf passer, 1-2 rondering og 1 til div småvedligeholdelse, alm rengøring osv. Håndterer også nødslukning af container/rack/... under fjernkommando Da de er i 24/7 skiftehold skal der ganges med 6, dvs 20-25 årsværk - administration 5-10 årsværk afh af hvor meget der kører ude i byen (løn/personale/...) - Salg, marketing/..osv - 0 (NUL) årsværk - "daghold" til bygnings & udvendig vedligeholdelse, rengøring mv ca 5 mand ( x 2 pga ferier, weekend osv) = 10 årsværk - installatører der i dagtimerne henter nye containere/racks ind fra lager og tilslutter, og fjerner defekte/uddaterede racks/containere. så der altid er overkapacitet. fx 5 teams a 2 mand = 10 årsværk - Elektrikere & HVAC teknikere. Fx 1 af hver til det daglige og externe i tilkald. ca 5 årsværk - Chauffører der kører nye engheder fra nærmeste havn og el skrot til genbrug, formodentligt externt, fx 5-10 årsværk afh af afstande og udskiftningsrate Med lidt margin når vi op på 75 årsværk, dertil kommer så de afledte effekter af 75-100 ansatte, max 25 årsværk

Så 100 ansatte (årsværk) inkl afledte effekter lyder ganske rimeligt

Og med den mulige undtagelse af administrationen er højeste uddannelsesniveau: Elektriker, HVAC tekniker, truckcertifikat og stort kørekort Og det er kun ca en snes der falder i den gruppe, resten er reelt ufaglært arbejde

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere