Bliver Umbraco v5 open source-hadernes yndlingshistorie?

Umbracos beslutning om at droppe udviklingen af version 5 af CMS'et kan skade open source-branchens ry. Det mener den danske konkurrent Composite.

Historien handler om et dansk it-firma, der har haft alvorlige problemer med sin organisation og derfor nu har lagt et dødssygt stykke software i graven.

Men den vil blive genfortalt som en skrækhistorie om, hvor galt det kan gå, hvis man vælger at satse på open source-software.

Sådan lyder bekymringen hos danske Composite, der står bag content managementsystemet C1 og ligesom den kriseramte konkurrent Umbraco har bekendt sig til open source-tankegangen.

»Vi frygter, at det bliver gjort til en open source-problemstilling, når nyheden om Umbraco rammer de slutkunder, der skal til at investere i et nyt CMS. Det vil jo være en oplagt case, hvis der er nogle closed source-leverandører derude, som vil fremstille det sådan,« siger produktchef i Composite, Marcus Wendt, til Version2.

Som beskrevet i en række artikler på Version2 måtte folkene bag Umbraco onsdag i sidste uge gøre det klart for brugere og kunder, at udviklingen af den nye version 5 af CMS'et Umbraco ville stoppe øjeblikkeligt. Umbraco-stifter Niels Hartvig bekendtgjorde nyheden på udviklerkonferencen Codegarden 2012 i København.

Læs også: Umbraco skrotter 4 måneder gammelt CMS

Læs også: Dansk udvikler: Rigtigt at droppe Umbraco v5 nu

Læs også: CMS-ekspert raser over Umbraco-kaos: Fuldstændig uhørt

Umbraco 5.0 blev lanceret i begyndelsen af året, men content managementsystemet var efter en komplet omskrivning fra bunden af blevet alt for komplekst at bruge for kernemålgruppen - webudviklerne.

Umbraco bruges til at håndtere og offentliggøre hjemmesideindhold på sites verden over - nogle af de største kunder er BBC, Peogeut, Heinz og Vogue - og derfor vakte nyheden stor opsigt i CMS-miljøet herhjemme og i udlandet.

Marcus Wendt mener dog ikke, at open source som filosofi kan klandres for Umbraco-krisen:

»Det, der er sket med Umbraco v5, er ikke en open source-ting. Det er mit indtryk, at det er noget helt andet internt i deres organisation, som har været galt,« siger Marcus Wendt.

Så hos Composite frygter man, at Umbraco-krisen kommer til at skade ryet for open source-software?

»Ja, vi er bange for, at det bliver en historie om, at man ikke kan stole på open source. Vi mener, at konklusionen burde være den stik omvendte. Det, der er gået galt her, har ikke noget med open source at gøre,« siger Marcus Wendt.

Men ville man se et 'closed source'-firma gå ud og trække stikket til et softwareprodukt få måneder efter lancering?

»Jeg har ikke lige forberedt nogle eksempler, men jeg tror, at antallet af closed source-systemer, som virksomheder har udviklet og forladt igennem tiden, er utallige. Vi hører bare ikke om dem,« siger Marcus Wendt.

»Åbenheden har netop været en styrke ved den måde, Umbraco har håndteret sagen på. Men eksemplet med Umbraco viser jo også, at open source er en god forsikring mod en organisation, der ikke har styr på sine ting. Hvis det går galt, er der som regel nogen, der kan tage over. Det kan vi se med Rebel CMS (nyt projekt, der vil fortsætte v5-udviklingen uden om Umbraco, red.), som nu tager fat i kildekoden. Det ville være umuligt med et closed source-system,« siger Marcus Wendt.

Men et fork (forgrening af det oprindelige projekt, red.) som Rebel CMS beroliger vel ikke nogen af kunderne på den korte bane?

»Det er helt korrekt. Der er ikke nogen, der lige nu vil satse på Rebel CMS, hvis de skal vælge nyt CMS nu. Men hvis du allerede har investeret over 1.000 mandetimer i et projekt baseret på Umbraco v5, så kan Rebel CMS godt gå hen og vise sig at kunne bruges til noget,« siger produktchefen.

Hvad kan I gøre nu for at forhindre, at Umbraco-krisen bliver gjort til at open source-problem og dermed kan gå ud over jeres forretning?

»Vi kan jo blandt andet oplyse folk gennem blogposts, som vi allerede har gjort. Vi skal sørge for, at dagsordenen omkring open source vender sig fra at være noget, man ikke kan stole på, til i stedet at handle om dårlige organisationer,« siger Marcus Wendt.

»Ulemperne ved closed source er den manglende gennemsigtighed, og at der er ikke en gruppe af brugere eller kunder, der kan forke produkter, hvis de synes retningen er forkert. Men det også vigtigt at slå fast, at hverken open source eller closed source har patent på, hvordan man laver god software.«

Kommer argumenter omkring gennemsigtighed og forgrening af softwaren ikke let til at virke som ideologiske grunde for den gennemsnitlige kunde?

»Der er ingen tvivl om, at vi ikke ville gå ud og bruge open source som argument i en salgssituation. Over for kunden vil det selvfølgelig handle om funktionalitet. Men hvis usikkerheden kommer op, så vil det give mening for os at sige, at det ikke er på grund af open source, men på grund af problemer i organisationen,« siger Marcus Wendt

I 2007 gennemgik Composite også en omskrivning fra bunden af for at flytte CMS'et over på .NET-platformen. Processen var lang og hård, fortæller Marcus Wendt, men Composite endte som et bedre produkt på den anden side.

»Vi har jo stået i samme situation som Umbraco, og det kan gå rigtig galt. Vi holdt fast, fordi vi havde et produkt i forvejen, som vi ikke kunne falde tilbage på. Og dernæst var vi ikke i tvivl om, at udfordringerne kunne løses med hårdt arbejde,« siger Marcus Wendt.

Kunne man forestille sig, at I havde valgt samme løsning som Umbraco og droppet den videre udvikling af den nye version?

»Nej. Det er så ekstrem en situation, at jeg faktisk ikke kan forestille mig at stå i den,« siger produktchefen.

Composite har i dag flere end 20.000 installationer på verdensplan.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Brian Rønnow

Jeg kan ikke se det skulle kunne skade Open Source projektet i helhed. Det er uheldigt for firmaet at de har fået sendt en dårlig version ud af deres cms.

Der er mange cms løsninger der er kommet ud med uheldige versioner hvor kritikken er havlet ned over dem. Det gælder både OpenSource og licens løsninger.

Der vil blive snakket om det der er sket ved Umbraco i lang tid men ligefrem en skræk historie tror jeg ikke på. Jeg vil dig ret i at der har været noget der har slået organisationen ud af kurs på et plan. Vi som arbejder med OpenSource vil aldrig kunne komme uden om kritikere af OpenSource.

Det hele handler om hvad den enkelte er tryk ved.

  • 4
  • 0
#2 Steen Eugen Poulsen

Selvom alle i open source miljøet var perfekte, så lyver Microsoft og vennerne jo aligevæld. Det er totalt spild af tid at gå rundt og være bange for F.U.D. firmaerne.

Det du siger er jo at vi i open source miljøet skal stoppe med at tage chancer fordi vi engang imellem begår fejl. Det vil jo være totalt innovation dræbene.

  • 2
  • 1
#4 Peter Makholm Blogger

Jeg synes lidt det er noget juks Composites produktchef får rodet sig ud i gennem dette interview. Hvis man ikke mener at der er hold i den frygt-historie jounalisten forsøger at få en til at bekræfte, så må man da absolut ikke gå med på jounalistens forudsætninger og bygge videre på historien.

Hvis nogen stiller dig et kritisk spørgsmål så er det rigtige svar aldrig "Johhh, sådan kan det godt udlægges og man kan godt frygte at denne udlægning bliver hovedhistorien >gaaabbb og så falder jounalisten i søvn>, men jeg mener nu at det er mere korrekt at sige ...".

Det korrekte svar er: "Nej, dette viser netop styrken ved open sourcer og yadda yadda yadda , men selvfølgelig skal vi se på den negative udlægning og sige den imod."

Dernæst er det selvfølgelig altid direkte uskønt direkte at angribe en konkurrent for at fremhæve sig selv. Hvis den slags retorik er nødvendig så er det måske et dårligt valg at gå til afsenderen af udtalelsen.

  • 3
  • 0
#5 Henrik B Clausen

Markus, tror du ikke at det er på tide du holder op med at opføre dig som ordfører for open source? du har en eneste interesse i det her, og det er at fremhæve dit eget software fremfor konkurrenten, det er jo tydeligt og pinligt at se.

Du nævner jo selv den svære udvikling af C1, jeg husker jeres lancering af 1.0 som en revolution (i 2008-09 ikke?) , og jeg husker også hvordan alle jeres kunder og partnere som hoppede med, flygtede i hobbetal bagefter, og som du selv siger, det tog enormt lang tid for jer at komme med noget brugbart, hvor var jeres moral og ansvarsfølelse dengang?

I var closed source dengang, og skifter så til en open source model, løb i tør for kunder eller troværdighed?

Held og lykke fremover CompoSite, hvis det her er den eneste måde i kan komme i medierne på, har i vist selv masser at kæmpe med.

  • 3
  • 0
#6 Morten Jensen

Hvad er der galt i at en organisation har store ambitioner, og saa efterfoelgende aerligt siger at de ikke mener at deres produkt levede op til deres amitioner??

Det kraever da en del mandsmod, modsat konkurrenter der proever at profilere sig paa historien. At haefte det paa Open Source er vist rimeligt soegt. -Kunne godt lide sammenligningen med Vista, he sikke noget bras!

  • 1
  • 0
#7 Michael Nielsen

Jeg vil faktisk mene at opensource burde komme ud af det her styrket.

Fordele med opensource, er hvis den originale leverandør holder op med at supportere, uagtet grunden, så kan kunderne, eller andre grupper genoptage udviklingen og bringe det videre (så længe licensen tillader det)..

Så jeg kan ikke rigtig se hvad der er af en negativ vinkel i det her.. Havde det været et closed source projekt, skulle kunderne bare acceptere at det var slut... Beklager i spildte pengene... Men da det er opensource - som Rebel CMS viser, så kan det blive drevet videre, og de gamle brugere (kunder) kan selv præge udviklingen hvis de ønsker det - ved at hjælpe med at bære systemet...

I den closed source verden, så siger producenten det er slut, og så er det slut, prut finale!.

  • 3
  • 0
#8 Deleted User

100% enig og egentligt det jeg prøvede at sige under interviewet. Overskriften er jeg specielt ked af - det misser helt min pointe.

Nogle closed source CMS konkurrenter vil prøve at koble en negativ vinkel på det her, men transparens og forks som Rebel CMS viser jo perfekt hvad det er open source kan.

Open source har her vist at det faktisk virker. Hvis vi så kan få løftet den pointe ud over version 2's meget it-kyndige læserskare ville det være alle tiders.

  • 2
  • 0
#9 Peter Makholm Blogger

Open source har her vist at det faktisk virker. Hvis vi så kan få løftet den pointe ud over version 2's meget it-kyndige læserskare ville det være alle tiders.

Jeg har rystet lidt i ærmet og forsøgt at lavet et udkast til hvordan det muligvis kunne se ud: http://www.version2.dk/blog/open-source-i-praksis-46138

... men det er altså ikke mere end lige rystet ud ad ærmet. Der er sikkert rigelig plads til forbedringer.

  • 1
  • 0
#10 Deleted User

Jo, vi havde en ufærdig version 1.0 tilbage i 2008 - den historie er kort beskrevet hvis du følger blog linket der er i artiklen ovenfor. I bloggen lægger jeg vist ikke skjult på at vores 1.0 reelt var en beta, men jeg erindrer nu ingen der flygtede (vi holdt folk meget i hånden i starten) og vi startede kun få projekter op, så der var heller ingen hobetal. Jeg erindrer mange der kikkede på sagerne og takkede nej til at bygge på vores 1.0'er, trods tilbud om tæt support.

hvor var jeres moral og ansvarsfølelse dengang.

Vi startede få projekter op i begyndelsen, fulgte projekterne meget tæt og stillede ubegrænset gratis support og fejlrettelser til rådighed så løsningerne kunne komme helt i mål og alle involverede til sidst kunne acceptere leverancen. En lang beta periode om du vil, med rigtig god support. Efterfølgende trak vi Composite C1 helt der op hvor det er i dag.

Man er nødt til at gå sådan en beta-test periode igennem - det er meget få forundt at levere en perfekt 1.0 frisk fra udviklingsafdelingen. Og den pointe gælder upåagtet software licens.

Men læs da lige min blog, der er lidt flere nuancer med der.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere