It-firma i Thisted har afskaffet KPI'er: Vi har ingen problemer med at rekruttere folk

Ifølge Lars Frelle, direktør i DI Digital, er der massiv efterspørgsel på medarbejdere med it-kompetencer og særligt specialister, fordi mange virksomheder omstiller sig til digitale kompetencer. Illustration: Bigstock/RossHelen
Virksomheders overlevelse er på spil uden de eftertragtede it-folk, mener Dansk IT. Et it-firma i Thisted har knækket nødden og mere end fordoblet staben på to år.

»Om vi har vanskeligt ved at rekruttere medarbejdere? Nej, ikke når du spørger på den måde,« lyder det fra adm. direktør i it-virksomheden netIP Carsten Hedemann, inden han uddyber:

»Jeg kan sagtens genkende, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Vi fisker i et akvarium, hvor der er flere fiskekroge end fisk, men når jeg med stolthed i stemmen siger, at vi ikke har problemer med at rekruttere folk, så er det sådan, at vi kun kan gøre det ved at tage fra andre virksomheder – og på den måde er vi jo med til at gøre det værre i branchen.«

Direktøren for den 150 mand store virksomhed med hovedsæde i Thisted er ingenlunde blind over for de rekrutteringsudfordringer, it-branchen kæmper med, men faktum er, at det inden for de seneste to år er lykkedes at udvide medarbejderstaben fra 70 til 150 ved at hyre nye folk. Kun syv er kommet til via et opkøb.

Mangel på medarbejdere med viden om kunstig intelligens kan blive en bremse på væksten i mange virksomheder, advarer Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i Dansk IT: »Man kan godt have store visioner og skarpe koncepter, men de kan kun realiseres med de rette medarbejdere.« Illustration: Dansk IT

Når det lykkes at rekruttere og fastholde medarbejdere, skyldes det ikke lønnen, som ligger nogenlunde midt i feltet, ej heller frynsegoderne, fastslår Carsten Hedemann:

»Det, der virkelig batter, er det gamle udsagn om, at folk søger ind til en virksomhed og forlader en chef. Vores helt store tiltrækningskraft er vores ledelsesfilosofi, der handler om, at hvis du skal udvikle andre, skal du kunne udvikle dig selv.«

Hver måned bliver alle ledere hos netIP således coachet af en psykoterapeut, også den adm. direktør, som tog ideen med sig, da han startede i virksomheden for seks år siden:

»Den adfærd, der er i organisationen, kommer kun et sted fra, og det er fra ledelsen. Hvis man arbejder med tillid og tryghed, sker der mirakler i en organisation. Derfor har vi afskaffet alle KPI’er og målinger på personer, for vi kan kun flytte folk ved at snakke med dem. Det er baggrunden for, at vi ikke har problemer med at tiltrække folk.«

Firmaets overlevelse er på spil

Sådan lyder den generelle melding bestemt ikke i branchen. Ifølge en opgørelse fra arbejdsgiverorganisationen DI Digital oplever hver anden it-virksomhed vanskeligheder med at skaffe de it-kompetencer, de har brug for – og blandt de største af slagsen, dem med over 250 medarbejdere, kæmper 77 procent med problemet, fortæller Lars Frelle, der er direktør i DI Digital:

»Der er massiv efterspørgsel på medarbejdere med it-kompetencer og særligt specialister, fordi mange virksomheder omstiller sig til digitale kompetencer.«

Ifølge Lars Frelle give det arbejdsgiverne flere udfordringer.

»Mange må potentielt set sige nej til opgaver og ordrer, fordi de er i det dilemma, at de ikke kan rekruttere sig til det, de har brug for, og har svært ved at fastholde folk,« siger han.

Og problemet er større end som så, for uden de folk, der kan gentænke virksomheden i en digital tidsalder, risikerer det at gå helt galt, advarer Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i inter­esse­organisationen Dansk IT:

»Set fra arbejdsgiversynsvinklen kan man godt have store visioner og skarpe koncepter, men de kan kun realiseres med de rette medarbejdere. Hvis man mangler de folk, der kan se, hvad kunstig intelligens præcist kan gøre i forhold til at redefinere virksomhedens produkter til den digitale tidsalder, er det værre end at sige nej til opgaver, fordi det fundamentalt set er virksomhedens fremtid, der står på spil.«

Skab flere studiepladser

Ifølge en fremskrivning, som Erhvervsstyrelsen fik foretaget i 2016, vil der i 2030 mangle 19.000 it-specialister, heraf 13.000 med en lang videregående uddannelse.

Derfor kan det forekomme paradoksalt, at 773 unge, der ellers levede op til it-uddannelsernes adgangskrav, ikke blev optaget på grund af manglende studiepladser ved studiestart i august i år, som en opgørelse fra Styrelsen for forskning og uddannelse viser.

Lars Frelle pointerer da også, at det er et problem, der bør tages hånd om hurtigst muligt:

(Artiklen fortsætter under illustrationen)

Illustration: Version2

»Behovet går ikke væk, og når så mange råber på mere arbejdskraft, er det klart, at vi må åbne op for flere studiepladser, som vi med sikkerhed ved bliver efterspurgt.«

Allerede i dag kan mange it-specialister vælge og vrage mellem jobtilbuddene. Vel at mærke, hvis de besidder de mest ­efterspurgte færdigheder, siger Kim Stensdal:

»Nogle er sindssygt eftertragtede og kunne skifte job hver måned, f.eks. data scientists og folk med viden om kunstig intelligens og blockchain. Det er dejligt for dem, men der er også et ‘men’, for nogle har sværere ved at skifte.«

Kompetencer med udløbsdato

Ifølge Kim Stensdal er det en udfordring ved it-verdenen, at der hele tiden kommer nye teknologier, systemer og programmeringssprog. Det, der var attraktivt i slutningen af 1990’erne, dur måske ikke i dag, fordi kompetencerne har en udløbsdato.

»Andre fag som f.eks. frisørfaget er grundlæggende det samme som for 20 år siden. It-faget har meget fart over feltet, og derfor gælder det om hele tiden at opkvalificere sine kompetencer,« siger han.

På det punkt lader it-specialisterne noget tilbage at ønske, fremgår det af en ny undersøgelse fra IDA. 35 procent af dem har ikke deltaget i kompetenceudvikling i det forgangne år. For de flestes vedkommende fordi de ‘ikke selv har taget initiativ til det’.

Formand for Ansattes Råd i IDA Morten Thiessen tøver ikke med at kalde det et »karrieremæssigt selvmål«.

»Det tyder på, at nogle medlemmer skal have en velmenende påmindelse om, at de bør interessere sig mere for dette tema,« konstaterer han.

Som Erhvervsfremmestyrelsens opgørelse viser, vil it-arbejdsmarkedet vokse i de kommende år, og det vil smitte af på medarbejderne. Hvordan man vælger at udnytte den situation, vil afhænge af den enkelte, mener Kim Stensdal fra Dansk IT:

»Nogle vil gå efter at få den højest mulige løn, andre vil vælge præcis det arbejde eller de projekter, de brænder for, mens andre igen vil gå efter at arbejde med noget, hvor de kan gøre en forskel.«

Artiklen stammer fra magasinet IT Company Rank. Læs mere om IT Company Rank her i magasinet:

 

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Gert Madsen

Jeg er også ramt af KPI'er, som ikke kan stå for en nærmere granskning.
Dvs. der skal laves diverse krumspring, for at undgå at blive af KPI'erne, selvom man forsøger at arbejde optimalt. Det er en kedelig måde at spilde sin tid.

  • 2
  • 0
Lars Christensen

KPI, Lean samt alle de styreformer, som svage eller ignorante ledere indfører i virksomhederne, er først og fremmest et symptom på total manglende indsigt i hvad virksomheden egentlig har brug for.

For mange år siden, væltede Jubii stifterne Martin Thorborg alle de stædige konservative ledere omkuld med sin softicemaskine til sine IT udviklere.

For få år siden kunne vi igen opleve en rigmand med sit lille legeprojekt, som var harm over at hans højtbetalte og superuddannede IT-udviklere ikke kunne finde ud af, at stille den tomme colaflaske på plads, før de tog en ny.

Hvis Danmark virkelig skal i bare top 10 mht, innovation og performance, så skal pisken lægges væk og bondesamfundsideologien skal brændes af!

Mvh Lars
PL Brake

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere