It-fejl sender københavnske ambulancer på vildspor

Region Hovedstadens nyindkøbte it-system til ambulancerne har i flere tilfælde vist forkerte adresser under udrykning. Redderne har fået at vide, at de ikke kan stole på systemet.

Nye computere og mobilapplikationer med indbygget GPS-funktionalitet skulle have hjulpet ambulancerne i Region Hovedstaden hurtigt og sikkert rundt i storbyen og omegn under udrykning.

Men en fejl i de nye mobilapplikationer har i en række tilfælde sendt ambulancerne ud til den forkerte adresse, skriver beredskabsinfo.dk.

»Der arbejdes på en løsning, men indtil videre har ambulanceredderne fået besked på, at de ikke skal stole på systemets rutevejledning,« oplyses det på beredskabsinfo.dk

I stedet for den rigtige adresse vises typisk en position på en nærliggende vej.

Det kan være et stort problem i Region Hovedstaden, hvor ambulanceredderne tit ikke er lokalkendte i det område, de rykker ud i.

Andre regioner med lignende løsning

Automatisk rutevejledning med GPS og GIS (Geografisk Informationssystem) har i mange år været fast inventar i Falcks ambulancer, men Region Hovedstaden har som den første region indført egne computere og mobilapplikationer i regionens ambulancer og sygetransporter.

I tilfælde af udrykning bliver adresseoplysningerne sendt til ambulancen, og ruten til adressen bliver vist på en skærm i køretøjet.

De øvrige fire regioner valgte for nylig en tilsvarende løsning, som udrulles i 450 ambulancer frem til maj 2011.

Læs også: 450 danske ambulancer får nye pc'er og software for 40 mio. kr.

Der arbejdes lige nu på at finde en teknisk løsning, men foreløbig er der altså risiko for, at fejlen forsinker udrykningerne.

Derfor har ambulanceredderne fået besked om, at de skal foretage en sammenligning mellem den adresse, som er oplyst i alarmmeldingen, og den adresse, som vises på skærmens kort.

Læs også: It-bommert i alarmcentralerne sendte brandvæsenet til gal adresse

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Michael Olesen

Mener du et mellem/stort system der virker, bliver leveret til tiden, og til den aftalte pris? Nej, for det kan jo ikke hamle op med BT-overskrifter :)

(Hermed en udfordring til redaktionen på V2. Tag den positive hat på, og gå på jagt efter den store succeshistorie vi alle venter på)

  • 0
  • 0
#3 Lars Christensen

Der vil forhåbentlig altid være projekter der lykkes og budgetter der overholdes.

Problemet er at hver gang et offentligt projekt kikser eller et budget overskrides, så har det konsekvenser for mange mennesker.

Dem der har fulgt med omkring Rejsekortet, hørte måske forleden dag, at nu skulle der sørme indføres milesten (milestones) - hvem har dog hørt om et projekt uden krav om milestones?

Der kan nævnes et utal af andre højtprofilerede offentlige projekter der "slingrer ned af Vestergade.."

Det virker altså lidt somom især offentligt betalt/finansierede projekter har en tendens til at kikse, primært pga. manglende styring, kontrol og realitetssans.

Mvh Lars plbrake.dk

  • 0
  • 0
#4 Steen Andersen

Uden at have mere end almindelig forstand på hverken GIS eller GPS, kan jeg ikke lade være med at undre mig over at man for kort tid siden måtte lægge øre til et ramaskrig fra ingeniører og ledere i branchen over at trafikministeren tog roadpricing af bordet for en ti-tolv år, formentlig i erkendelse af at der sikkert (også) går ged i det. Argumentet fra udviklerne var, at teknikken til roadpricing forlængst er på plads og at man blot ventede på grønt lys. På den anden side præsenteres vi her for et spritnyudviklet system til at dirigere Hovedstadens ambulancer rundt, som åbenbart ikke kan det, det er konstrueret til. Hvor er det lige at realitetssansen går fløjten?

Mvh Steen

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere