It-fejl på udrejsecenter får advokat til at frygte justitsmord

Illustration: LuMaxArt, BigStock
Der har været fejl i et it-system, der bruges til at registerere, om beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård overholder den såkaldte oplysningspligt. Det skaber bekymringer om mulige justitsmord hos en forsvarsadvokat.

Beboere på Udrejsecenter Kærshovedgard kan være blevet udsat for justitsmord på grund af en it-fejl. Sådan lyder bekymringen fra Jakob Fastrup, der er forsvarsadvokat hos advokatfirmaet Midtadvokaterne.

Det skriver DR.

Udrejsecenter Kærshovedgård fungerer som bosted for afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og udviste kriminelle. Personerne er forpligtet til at bo på udrejsecentret, og derfor bliver der hver dag lavet registreringer af, om beboerne lever op til deres såkaldte opholds- og meldepligt.

Men tidligere i år kom det frem, at der har været fejl i det it-system, der bruges til at lave registreringerne. Siden da har alle anmeldelser og retssager om overtrædelser af pligterne været sat i bero, og Udlændingestyrelsen er gået i gang med at undersøge sagen.

Imens fejlen bliver undersøgt, har situationen skabt bekymring for, at der er beboere på centret, der er blevet dømt for at overtræde deres pligter, selvom personerne rent faktisk har levet op til dem.

»Jeg frygter, at der kan være mennesker, som er blevet idømt ret strenge straffe for overtrædelse af opholds- og meldepligten, og som er dømt på et forkert grundlag, så der er tale om justitsmord, siger forsvarsadvokaten Jakob Fastrup til DR.

Fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) pointerer overfor DR, at »det er dybt beklageligt, at der er sket fejl.« Han forventer, at den kommende undersøgelse kan kaste mere lys over problemets omfang.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere