It-fagforening vil hjælpe Red Barnet med nyt børneporno-filter

Red Barnets DNS-blokering af børneporno-sider giver ingen mening, mener it-fagforeningen Prosa. Nyt samarbejde skal finde en bedre løsning.

It-fagforeningen Prosa går nu sammen med børnerettighedsorganisationen Red Barnet om at forbedre indsatsen mod børneporno på nettet.

Det sker efter kritik af den tekniske løsning, som Red Barnet indtil videre har benyttet sig af. Kritikken har først og fremmest været fremført af Version2-blogger Henrik Kramshøj, der i et indlæg opfordrer til, at man lukker det såkaldte børnepornofilter, da det efter hans overbevisning ikke virker efter hensigten.

Læs også: Boykott Red Barnets indsamling

»Problemet er, at løsningen i dag er baseret på en DNS-blokering. Det giver ingen mening, for det er ret nemt at omgå den,« siger Prosas formand Niels Bertelsen til Version2.

Derfor vil Prosa nu aktivere medlemmernes it-faglige ekspertise til at udtænke en løsning, der virker bedre end den eksisterende.

»Hvis man gerne vil have noget ,der er effektivt, bør man kigge på, om der findes andre tekniske muligheder. En domæneserver-blokering giver i sig selv ingen garanti for, at indholdet bliver blokeret,« siger Niels Bertelsen til Version2.

Domænenavne-servere er dem, der oversætter webadresser som for eksempel Version2.dk til de IP-adresser, som serveren med selve indholdet har. Derfor bliver de ofte betegnet som internettets telefonbøger - hvilket netop er grunden til, at Prosa nu vil finde en alternativ løsning.

»DNS er jo bare et opslagsværk. At blokere den svarer til at rive en telefonbog i stykker. Filteret blokerer ikke selve adressen og indholdet, men bare et opslag, der leder derhen. Og det er ikke effektivt nok for dem, der gerne vil omgå det. De ihærdige forstår også at udnytte teknologiens muligheder,« siger Niels Bertelsen til Version2.

Hvad kunne man konkret forestille sig som alternativ til en DNS-blokering?

»Det er det, vi nu skal vi kigge på. Vi ved, at man godt kan godt identificere de servere, hvor udbredelsen sker fra, så spørgsmålet er, om man så kan lave mere effektive stop-metoder, eventuelt ved at inddrage politiet på andre måder end i dag.«

Prosa er kendt for at forsvare ytringsfriheden og det frie, åbne internet. Hvad hvis de løsninger, I kommer frem til, samtidig er på kollissionskurs med de værdier?

»Vi forsvarer ytringsfriheden og adgangen til det frie, åbne internet lige så meget, som vi er imod børneporno. Så det er selvfølgelig vigtigt at lave en løsning, der ikke som bieffekt indskrænker den generelle åbenhed på nettet.

Kan det lade sig gøre?

»Det ved jeg ikke, men jeg er sikker på, vores medlemmer kan hjælpe med svaret.

Red Barnet og Prosa mødes første gang den 28. august for at diskutere fremtidens børnepornofilter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (26)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Johan Bruun

Sig mig, er de fagforeninger gået i selvsving ? (ref: http://www.version2.dk/artikel/fagforening-dansk-cybermur-mod-billetfusk...)

Det minder mest af alt om at score billige point blandt sine medlemmer og potentielle ditto.

Ellers ville man vel ikke gå ud og fortælle om et tiltag der ikke har noget som helst med fagforeningsarbejde at gøre - eller hvad ?

Men jeg skal da huske at sige at det er prisværdigt at nogen vil stille deres tekniske ekspertise til rådighed, for at løse et problem der tydeligvis kan få sindene i kog.

/Peter J. Bruun

  • 6
  • 5
Henrik Kramselund Jereminsen Blogger

Ellers ville man vel ikke gå ud og fortælle om et tiltag der ikke har noget som helst med fagforeningsarbejde at gøre - eller hvad ?

PROSA har gjort det i mange år og det er dejligt at HK Samdata med Pia Brade tager fat på emner der berører netop det fagområde hvor de er eksperter. Eller skal vi sige medlemmerne er eksperter.

En del af en fagforenings pligt idag er at tale medlemmernes sag og jeg er sikker på at der er mange IT-folk der har det skidt med at skulle logge og gemme så mange data som der gemmes idag. Ligeså er det forrykt at når disse har forsøgt at tale imod de tåbeligheder som indføres - så fejes kritikken af bordet. Når indsamlede data ligeledes ikke altid sikres godt nok, registre misbruges, osv. så er vi ligeledes i min optik helt sikkert indenfor fagforeningens område. Alternativet er så vidt jeg kan se at føre enkeltsager om de pågældende emner, som kun langsomt ville have samme virkningsgrad.

Med PROSA som samlingspunkt og tovholder sikres fremdrift og glæden ved at vi i samlet flok kunne smide ACTA på porten gavner både medlemmerne, og ikke mindst det danske internetsamfund og samfundet generelt. Når PROSA således medvirker til at vi får evalueret erfaringerne fra de sidste seks års indsats med børnepornofilter gavner det os allesammen.

Specielt et så følsomt emne som børneporno trumfer jo typisk al rationel tankevirksomhed, og det er nemt at blive hængt ud hvis man står frem som enkeltperson med navns nævnelse. Jeg er personligt glad for den sobre tone der har været i de fleste debatindlæg om emnet på Version2.dk, tak.

  • 12
  • 0
Jens Schumacher

Siden hvornår er prosa begyndt at gå ind for censur og hvorfor vil de aktivt arbejde på at gøre censuren mere effektiv? Der kan vel ikke være mange som stadig er i tvivl om at BP filteret var begyndelsen på en lang glidebane. BP filter -> pirat sider -> udenlandske spil sites -> billet fusk? Hvad bliver det næste?

  • 19
  • 1
Jesper Utoft

Ville det ikke være mere effektivt at tilbyde filtrering gennem isp'en så f.eks. forældre kan få filtreret ikke kun børneporno, men også de andre ting de mener deres børn ikke skal gå ind på?

Ved hjælp af OpenDNS's løsning kan du filtrere på en lang række ting.

Men det vil selvfølgelig ikke fungere mod voksne der søger børneporno. Det vil blokering af hjemmesider sikkert heller ikke. Ligemeget om de så filtrerer dem med Deep Packet Inspection. Netværks som f.eks. FreeNet og Tor giver rig mulighed for at sikre anonym adgang der så vidt jeg ved ikke er mulighed for at blokere.

  • 1
  • 6
Jacob Larsen

Problemet er, at løsningen i dag er baseret på en DNS-blokering. Det giver ingen mening, for det er ret nemt at omgå den

NEJ! Problemet er at det er en blokering. Det er jo kommet frem at det ikke er et problem at få lukket de sites det drejer sig om, så løsningen må være at bruge resourcerne der. Evt. gå et skridt videre og forsøge at ramme produktionen, men det vil jo hovedsagligt være usynligt arbejde så det dur ikke politisk.

  • 22
  • 0
Søren Mikkelsen

Et site kan den dag i dag ikke lukkes da det vil tage enhver 2 min at skifte IP, Domæne og evt rette i indhold på site så en person kan ikke forhindres i at tilgå et site lige meget hvad i så end gør. Hvis det var noget man kunne så ville sites som The Pirate Bay være lukket for længe siden hvilket ikke er sket.

Sådan skifter man til Google DNS i WIndows 7 og omgår alle blokeringer den danske stat har bestemt sig for at presse vores ISP'er til at lave som de så har lavet så tyndt som det er muligt bare for at vise hvor latterlige disse domme er: http://blogs.fagbladet.dk/it/brug-google-som-dns-udbyder-i-windows-7/

  • 2
  • 1
Mads Buch

Der er en forskel på TPB og børneporno.

Det er rent faktisk muligt at finde steder hvor du kan sætte serverne i asyl, når det handler om en torrent tracker (Da det jo som sådan ikke er ulovligt).

Bagmændene bag en børneporno-side vil ligeledes have meget store problemer med at drive den på samme niveau, da de skal holde si 100% anonyme, for ikke at komme ind og blive voldtaget i fængslerne

  • 2
  • 0
Georg Sluyterman

Et af de argumenter man jævnligt hører (bl.a. fra NITEC selv for nogle år siden) er at børnepornofilteret (BP-filteret) i høj grad er til for at borgere ikke uforvarent lander på en børnepornoside, og dermed er det primære formål ikke at forhindre pædefile i at tilgå børneporno (BP), da det er almen kendt viden at man kan bruge en anden DNS-recurser, proxy-services osv. (f.eks. Tor) (et battle der er svært at vinde).

Mit forslag er flg.:

  1. Forsøg rent faktisk at løse problemet (ved roden). Dvs. forsøg at få lukket siderne. Forsøg fra bl.a. Tyskland viser at man med minimal indsats (fra civile endda) kan få lukket størstedelen af de problematiske sider alene ved f.eks. at sende abuse-e-mails. Tidligere statistikker viser at langt hovedparten af hjemmesider med BP ligger i vestlige lande mv.

  2. Lav en løsning hvor borgere, ved opt-in, kan benytte en filtreringsløsning. Det kan f.eks. være et simpelt browserplugin til de mest populære browsere. Derved løser man problemet ved at borgere ikke ikke uforvarent lander på en BP-side. Vælger man plugin-løsningen kan listen f.eks. være distribueret til browseren som en liste af hashes over domæner der skal blokeres for. Derved er listen over domæner ikke direkte tilgængelig, og dermed "skjult" tilsvarende til den måde listen er tilgængelig på i dag (forsøge at finde hashes, evt. med et salt, må være at sidestille med at hælde en masse forespørgsler imod en DNS-recurser). Man kunne også lave en knap "anmeld børneporno", hvor man kan foreslå indhold tilføjet til listen. Løsningen kan man så gøre lidt reklame for, f.eks. på Red Barnets hjemmeside og ISP'er kan gøre det samme hvis de har lyst. Man undgår dermed også, som nu, at skulle kaste tid og ressourcer efter at skulle indlede samarbejde med alle mulige små ISP'er og den administration der følger deraf.

Med få midler kan vi altså nå rigtig langt med rent faktisk at løse problemet - og de borgere der gerne, opt-in, vil forsøge at undgå at lande på en BP-side kan så bruge den løsning man laver der - f.eks. et browser-plugin - og censurproblematikken er løst.

  • 12
  • 0
Simon Shine

Det minder mest af alt om at score billige point blandt sine medlemmer

Det er mit indtryk at PROSA's medlemmer har en udbredt holdning til it-politik, så der er snarere tale om at en fagforening også fungerer som interesseorganisation. Det har PROSA gjort i årtier.

Med PROSA som samlingspunkt og tovholder sikres fremdrift og glæden ved at vi i samlet flok kunne smide ACTA på porten gavner både medlemmerne, og ikke mindst det danske internetsamfund og samfundet generelt.

Jeg ville ikke undervurdere indsatsen fra Bitbureauet og andre aktører mod ACTA i Danmark.

Specielt et så følsomt emne som børneporno trumfer jo typisk al rationel tankevirksomhed, og det er nemt at blive hængt ud hvis man står frem som enkeltperson med navns nævnelse.

Ja. Jeg synes til gengæld, det er ærgerligt at her faktisk ikke bliver nævnt nogen alternativer til blokering, foruden at inddrage politiet på andre måder. Det er mit indtryk at PET har afdelinger som arbejder mod børneporno.

  • 7
  • 0
Søren Mikkelsen

Der er lande hvor folk skære "ting" af kvinder så de ikke kan fodre deres børn, mon ikke der er lande hvor man kan stille en server og holde den hellig lige meget hvad der så er på den og igen kan man skifte IP som det passer en. Man kan prøve at besværliggøre det for folk at tilgå denne slags sider men at forhindre det er ren ønsketænkning.

Det er måske værd lige at tilføje at jeg mener børneporno er noget snavs jeg ikke helt forstår hvorfor folk laver og der er ingen tvivl om disse folk skal fanges og straffes for hvad de gør mod de stakkels børn, jeg mener bare ikke det er muligt at forhindre denne slags ulovligheder pt.

  • 1
  • 0
Claus Petersen

Ja det er hvad jeg allerede ser på væggen. Når brugerene kan omgå et fuldstændigt ligegyldigt filter, der er implementeret primitivt må vi atter en gang bruge Red Barnet som pilot for et nyt ligegyldigt filter, med samme mangel på effekt, men dennegang med en teknologisk løsning som de åbenbart børnepornofikserede danskere IKKE kan omgå. Samme nye løsning kan jo så også sikre man nemt og billigt kan skærme samme danskere mod alt muligt andet som den næste regering finder skadeligt.

  • 5
  • 0
Jesper Svarre

Hej Simon Jeg er overbevist om at der ikke nævnes konkrete løsninger, da det er dem, PROSA og Red Barnet skal mødes og tale om. PROSA ville ikke gå ind i det her, hvis de ikke var kritiske overfor, hvordan det foregår i dag, og derfor er det helt naturligt, at man mødes før man melder løsninger ud i pressen.

Da jeg har min daglige gang i PROSA, kan jeg dog med stor sikkerhed love, at det ikke bliver PROSA, der foreslår mere indgribende censur. Fordi PROSA altid har været og forhåbentligt altid vil være imod censur og fordi PROSA som sagt er kritiske overfor censurløsningen fra start af.

  • 12
  • 0
Glen Madsen

At der kommer en mere brugbar løsning på bordet, men er det så svært at lukke ned for de servere ? om ikk andet kunne man så ikke inficere denne BP server med en form for trojan for at lokalisere gerningsmanden/kvinden, så man kunne anholde ham/hende og smide dem for retten?

Det er total ligegyldigt at blokere forbrugeren fra at kunne se det, det vigtigste er da at nedlæg serveren og få den skyldige drabt.. hov ...retsforfulgt

  • 0
  • 3
Jakob Damkjær

at lave packetsniffing der kan bryde kryptering af pakkerne og det er umuligt at bryde krypteringen på al trafik som er krypteret (fordi der er alt alt for meget af den)...

Så der er ingen måde der vil kunne blokere for at man laver en krypteret IP tunnel til en gratis sshd server i Australien der forbinder til et TOR netværk som så laver en zombie net SSL tunel til Euquador som laver et IP opslag på en DNS i en tilfældigt bananland eller forbinder direkte til en IP addresse der blev fundet på et chatsite.

Så problemet er at man ikke kan blokere kriminelle fra at nå det materiale som de gerne vil - punktum. MM man blokere for routen fuldstændigt.

DNS løsningen gør folk opmærksomme på at det de er ved at gøre er i strid med dansk lovgivning og generelt meget forkert. Men eftersom der ikke findes en måde fuldstændigt at lukke for alle hullerne så vil der altid etableres forbindelse til en specifik site og hvis både site og den der tilgår sitet ved lidt om hvordan man kan fugde ting så det som ville lade sporing være muligt vil det ikke være det fordi der er hændt en konfigurationsfejl... eller skiftende IP addresser fordi man har lagt et relay i et tredieverdensland hvor ISPer godt kan finde på at lægge hele deres netværk bag ved en NAT... der har en ikke loggende DHCP server med en kort ticket time der altid skifter ip best of luck med at finde den IP addr...

Så DNS løsningen er ikke en måde at fuldstændigt forhindre nogen i at nå noget for det er ikke muligt på en generaliseret måde. Ellers ville medie industrien allerede ha fået det vedtaget for bootleg sites

Men hvis man krydser den linje at man efter at ha fået "stop" siden så er det svært at hævde uskyld og den del vil nok være nok afskrækkelse for nogen til at omgå den blokering.

og det er så smukt når folk foreslår ulovligheder som "løsning" lad os gi dem virus eller DDOSe dem... Hvem er det lige der tar erstatningsansvaret når systemet bliver gamet til (fx. via en lille DNS cache poisoning eller server hack) til at nuke en kommerciel site som fx. VISA...

  • 1
  • 8
Jan Christensen

Kunne man ikke lave en masse BP honey trap sites hvor man kunne se hvilke søgeord "pervoen" har brugt for at finde sitet og derefter sende en BP alert til IP blok ejeren (børnelokkerens ISP) for at slukke for hans internet adgang? Det ville ramme meget mere præcist og personligt end de brede filter forsøg.

Bare en ide!

/Jan

  • 0
  • 5
Jesper Lund

DNS løsningen gør folk opmærksomme på at det de er ved at gøre er i strid med dansk lovgivning og generelt meget forkert.

Det kunne jo også være at de bare ville se en af de mange websider som ved en fejl er blevet klassificeret som børneporno. Der har tidligere være image hosting sites i filteret, og STOP siden kan ikke skelne mellem om du ville se det mulige børneporno billede (der sikkert for længst er blevet fjernet) eller et af de mange andre billeder.

En andet rigtigt utiltalende aspekt ved børnepornofilteret er den totale ansvarsfraskrivelse som der finder sted når der sker fejl. Politiet mener at de blot yder en "service" til ISP'erne (via den "frivillige" aftale), så politiet kan per definition ikke klandres for fejl.

Jeg er ikke engang sikkert på at politiet kom med en officiel undskyldning efter forårets stunt hvor de blokerede 8000 domæner ved en fejl http://itpol.dk/notater/google-blokeret-af-boerneporno-filter

Udover at være censur er børnepornofilteret også et single point of failure, der ved tilpas meget inkompetence eller sløseri hos politiet kan virke som en kill switch for internettet.

  • 10
  • 0
Jesper Lund

Men hvis man krydser den linje at man efter at ha fået "stop" siden så er det svært at hævde uskyld og den del vil nok være nok afskrækkelse for nogen til at omgå den blokering.

Sådan fungerer det jo ikke i praksis. Jeg ser aldrig nogen STOP side fordi jeg bruger Censurfridns som DNS resolver. Det skyldes ikke at jeg ønsker at se børneporno, men en principiel holdning om at jeg ikke vil acceptere statslig censur af internettet. Og i parentes bemærket har jeg i øvrigt aldrig set et børneporno billede på internettet, trods min censur-frie DNS resolver.

Den danske DNS censur omfatter som bekendt et hastigt voksende antal områder, herunder websites med påståede ophavsretslige krænkelser, medicinsalg (der er fuldt lovligt i de lande hvor websitet hostes), spilleudbydere (der er fuldt lovlige i de lande hvor spilleudbyderen holder til), og seneste absurde forslag er at blokere billetsælgere (i lande hvor det er fuldt lovligt at videresælge billetter med fortjeneste). Gælder dansk lov i hele verden?

En dag vil danske politikere formentlig foreslå en eskalering af internetcensuren, så det ikke blot er totalt ineffektiv DNS censur, men IP blokering ved URL match ala UK's Cleanfeed. Meget apropos samarbejder Red Barnet med en virksomhed som leverer udstyr til den slags (Netclean), og de har for nyligt haft et fælles foretræde for Folketingets retsudvalg http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/REU/bilag/103/index.htm

Red Barnet har spillet, og vil formentlig fortsat spille, en yderst central rolle i den danske internetcensur.

  • 12
  • 0
Hans Schou

Ja det er helt forrykt at Prosa vil være med til at lave et filter, men endnu mere uforståeligt er det at Red Barnet er med til at lave filtret, når de tidligere har sagt at de intet har med filtret at gøre "det er Rigspolitiet og ISP'erne der står for filtret, vi er bare budbringer". Så, nu ikke mere snak om at Red Barnet ikke står bag censurfiltret, de deltager aktivt i det, og profitere på det økonomisk.

Derfor: Fortsat boykott af Red Barnets indsamling d. 2.

  • 7
  • 0
Michael Zedeler

Når netop egn fagforening går ind i så betændt et problemfelt, forventer man at der ikke alene bliver tager stilling til hvor effektive de forskellige løsninger vil være, men også at de bliver vurderet i en større sammenhæng. Det er direkte pinligt at se en fagforening hjælpe med at indføre censur uden at reflektere videre over det. Hvilke værdier er det lige at Prosa bygger på?

  • 3
  • 3
Torben Mogensen Blogger

Den bedste løsning er, som flere har påpeget, at få lukket serverne og smidt de skyldige i fængsel.

Det er blevet indvendt, at de skyldige sikkert kan finde lande, hvor der bliver set gennem fingre med den slags ting, og så stille serverne der. Men så synes jeg, at man bør lægge pres på disse lande i stedet for bare at opgive.

  • 9
  • 0
Mikkel Hammer Nonboe

Hverken i pressemeddelelsen eller i PROSA-formandens citater kan man finde noget der siger at PROSA støtter et nyt filter.

Det er nok snarere en vinkling fra journalisten.

For jeg kan godt forstå at det ville være mystisk, hvis lige netop PROSA ønskede filtre, censur og et lukket internet.

PROSA er dybt kritisk overfor børneporno-filtret. Det virker ikke efter hensigten og det har skabt en glidebane imod et censureret og ufrit internet.

Mødet på tirsdag handler om at mødes og udveksler ideer til hvordan vi bedst kan bekæmpe misbrug af børn.

At PROSA så hele tiden vil pege på løsninger der IKKE omhandler blokeringer, censur eller ufrit internet er en selvfølgelighed, som vi set i bagspejlet skulle have meldt ud.

Kampen for det frie internet har længe været en kamp vi var ved at tabe. Men efter at vi kunne få den folkelige opinion med os under afvisningen af ACTA, er situationen ved at ændre sig. Jeg syntes vi skal tage imod alle tilbud om konstruktive møder med kyshånd, og tale med folk i en åben tone for at kunne rykke udviklingen. Ellers kan vi komme til at tabe kampen for det frie internet.

vh Mikkel Hammer Nonboe - forbundssekretær PROSA

Pressemeddelsen: https://www.prosa.dk/aktuelt/nyhed/artikel/bedre-bekaempelse-af-boernepo...

  • 11
  • 1
Martin Seebach

Hej Mikkel,

Er din formand fejlciteret?

»Problemet er, at løsningen i dag er baseret på en DNS-blokering. Det giver ingen mening, for det er ret nemt at omgå den,« siger Prosas formand Niels Bertelsen til Version2.

»Hvis man gerne vil have noget ,der er effektivt, bør man kigge på, om der findes andre tekniske muligheder. En domæneserver-blokering giver i sig selv ingen garanti for, at indholdet bliver blokeret,« siger Niels Bertelsen til Version2.

Det han er citeret for og det du siger står i direkte modsætning til hinanden.

Det som PROSA har gang i er temmeligt velkendt. I er det der hedder "nyttige idioter". Et gratis råd: Gør jer absolut ingen illusioner: Hjælper I Red Barnet med "andre tekniske muligheder" VIL disse "andre tekniske muligheder" blive brugt til at lukke torrent-sider, gambling sider og andet godt.

Omvendt gør jeg mig heller ikke nogen illusioner om at hvis I ikke gør det, så er det nok nogle andre der skal gøre det, og slut-resultatet bliver det samme. Men derfor kan man jo godt prøve at holde sin egen sti ren.

mvh Martin

  • 4
  • 1
Johnnie Hougaard Nielsen

Et af de argumenter man jævnligt hører (bl.a. fra NITEC selv for nogle år siden) er at børnepornofilteret (BP-filteret) i høj grad er til for at borgere ikke uforvarent lander på en børnepornoside, og dermed er det primære formål ikke at forhindre pædefile i at tilgå børneporno

Lad os se nogle argumenter for at det i det hele taget er en god ide med censur for at skærme "pæne borgere" mod at se det, hvis der skulle være problematisk indhold. Anyone?

Min holdning er at synlighed snarere ville fremme indsatsen for at få nakket dem som lægger børneporno offentligt (det er dog nok kun en yderst lille del af de "seriøse" børneporno-fans). Filtret giver mere mening i forhold til andre censur-aktørers ønske om at spærre for copyright-overtrædelser.

  • 3
  • 0
Sune Marcher

Jeg håber virkeligt ikke der kommer en "mere effektiv" filtrering - det kunne betyde at man bliver nødt til at benytte VPN-løsninger for at få adgang til ting der ikke har det fjerneste med CP at gøre (jeg har ingen illusioner om at en "mere effektiv" løsning lige pludseligt vil betyde at ikke-CP ting bliver fjernet fra filtret).

Har lidt ondt af de naive fjolser der tror at CP kan blokeres på nogen som helst måde. Det er ikke normale "websites" den slags ting foregår på, tag et kig på http://mirror.wikileaks.info/wiki/An_insight_into_child_porn/index.html . Det er gennemtænkt anonymiseret p2p med brug af zombie-maskiner. En smule fascinerede fra det tekniske perspektiv, men dybt ulækkert og foruroligende.

  • 1
  • 0
Michael Zedeler

Michael, du har tydeligvis ikke sat dig ind i hvad Prosa egentlig har af holdning til den her problemstilling.

Nu har PROSA også selv dementeret hvad man kunne opfatte som støtte til censur, men Niels Bertelsen bliver stadig citeret for at de vægter hensynet til ytringsfriheden lige så højt som at bekæmpe børneporno. I bedste fald tager de reelt ikke stilling.

Men ja - mit første indlæg var måske lige skingert nok.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere