To it-direktører forlader Skat

19. november 2014 kl. 13:391
To underdirektører stopper i Skats it-afdeling. Skat vil ikke kommentere, om det hænger sammen med den nylige kritik fra Rigsrevisionen og myndighedens flere problemfyldte it-projekter.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

It-udviklingsdirektør Kristian Vengsgaard og it-driftsdirektør Karsten Reichstein stopper begge hos Skat.

»Kristian Vengsgaard har valgt at søge nye udfordringer uden for Skat, og Karsten Reichstein er blevet fritstillet. Derudover har Skat ikke yderligere kommentarer til personaleforhold,« meddeler Skats it-direktør, Jan Topp Rasmussen, til Version2 i en mail.

Kristian Vengsgaard, der har været ansat hos Skat i ti år, stopper den 1. december. Samtidig starter han i en ny stilling hos Rambøll, oplyser han.

Aftrædelserne kommer i kølvandet på en række dårlige sager for myndighedens it-ansvarlige. Senest har Rigsrevisionen i en rapport kritiseret Skat for ikke at have styr på sine databehandleraftaler. Men det er ikke sagerne, der har fået Kristian Vengsgaard til at søge væk fra Skats it-afdeling, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Der er en masse ting, der er kommet i mål, og der er noget, der hænger. Sådan er det jo tit med projekter,« forklarer han.

It-skandaler koster millioner

Version2 har gennem årene beskrevet flere af de projekter, der har hængt. Eksempelvis Et Fælles Inddrivningssystem (EFI), der skal bruges til at inddrive gæld. Systemet kom sidste år i drift seks år for sent og det har resulteret i tabte gældskroner. Skat har måtte afskrive 902 millioner kroner, fordi gælden blev forældet.

Søster-systemet Skattekonto, har ikke haft en bedre tur ind i den offentlige it-verden. Forsinkelser på systemet gjorde det umuligt for Skat at sende rykkere for vægtafgiften ud til borgerne, og myndigheden måtte i år ty til et midlertidigt system til at håndtere de ophobede regninger. En fejl i det midlertidige system betød, at flere borgere fik rykkere med rykkergebyr uden i første omgang at have fået en regning.

Flere forsinkede projekter

Både Skattekonto og EFI blev søsat i 2006 med IBM som leverandør og et budget på 149 millioner. Skat valgte helt usædvanligt at ophæve kontrakten med IBM i slutningen af 2008, da selskabet ikke var nået ret langt. Senere vandt CSC opgaven, men løb også ind i problemer. I september 2013 blev Skattekonto endelig taget i brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På det tidspunkt havde systemet kostet minimum 334 millioner.

Skattekonto og EFI-systemet er tilsyneladende ikke enden på rækken af forsinkede it-projekter hos Skat. I den seneste rapport fra it-projektrådet, hvor der gøres status over offentlige it-projekter, fremgår det, at fire af ti forsinkede offentlige it-projekter er knyttet til Skat.

Det drejer sig for eksempel om en videreudvikling af værdipapirsystemet, der lige nu er 12 måneder forsinket.

Artiklen er opdateret 20/11 kl 10:30

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
20. november 2014 kl. 08:48

Altid interessant at undersøge på Linkeid hvad en it-driftsdirektør har som uddannelse...