It-direktør: Udviklers personlighed slår nørdfaktor

Virksomheder stiller større krav til udvikleres kundetække og forretningstæft. Personlighed slår nørdfaktor, når udviklere hyres, siger it-direktør.

‘Ud over dine faglige kompetencer forventer vi, at du er forretningsorienteret’

Formuleringen er sakset fra et jobopslag fra byggekoncernen Brødrene A & O Johansen, men kan genfindes i stadig flere jobbeskrivelser inden for it. Udviklere skal kunne mere end kodning og tale andre sprog end teknik, lyder beskeden fra en rekrutteringsekspert og en it-direktør.

»Det er folk, der kan sige kunderne i mod,« indleder Per Kirchner, der er administrerende direktør i it-virksomheden Novicell.

Læs også: Men nogen skal jo for dælen få det til at virke

Virksomheden leder efter udviklere til et kontor i København, der skal komplementere basen i Aarhus. Og jobbet kommer ikke nødvendigvis til at tilfalde den bedste programmør i ansøgningspuljen.

»Der er intet i vejen med at være specialist. Men hvis jeg skal vælge mellem nørdfaktor og personlighed, så ved jeg, hvad jeg vælger,« siger Per Kirchner og tilføjer:

»Det er nemmere at lære en person at programmere de sidste tyve procent, end det er at ændre måden, hvorpå han interagere med mennesker.«

Udviklere skal kunne sætte sig i kundens sted, mener Novicell-direktør Per Kirchner Foto: Novicell

Udviklere skal forstå kunden

It-direktøren anerkender behovet og værdien af den tekniske ekspertise, understreger han. Og forretningsorienteret betyder heller ikke, at man som udvikler skal have taget en bachelor på CBS, forklarer Per Kirchner.

»Vi mener folk, der kan forstå kunden som både menneske og professionel, og har evnen til at sætte sig ind i, hvad kunden vil - og være i stand til at modsige det om nødvendigt,« siger han til Version2.

Læs også: It-branchens Ryanair-model: Halv pris på at flytte hele it-afdelingen ud til servicepartner

Novicell står ikke alene i jagten på udviklere, der har kompetencer inden for felter, der ikke foregår ved tastaturet. Hos rekrutterings- og rådgivningsvirksomheden Bloom ser man, at virksomhedernes profil på en ønske-udvikler har ændret sig.

»Det er mit indtryk, at kravene til udviklere er blevet mere forretningsorienterede,« siger direktør for Bloom, Sara Juhl og fortsætter:

»Noget af kodearbejdet kan måske outsources, men kundekontakten befinder sig stadig her i landet.«

Diplomatiske talegaver

Sara Juhl mener endnu, at den meget udadvendte udvikler er en sjældenhed.

»I så fald var de nok gået mere projektleder-retningen,« vurderer hun.

Ikke desto mindre er det blevet et industri-krav, at man skal kunne samarbejde, ligesom det kræver kommunikationsfærdigheder at forklare en idé for andre.

Læs også: Socialt startup lærer fattige at kode: På markedsvilkår kan vi gøre mere end som velgørenhedsorganisation

»De udviklere, der skal have kundekontakt, skal også have diplomatiske evner og ikke kun kunne tale teknik,« forklarer Sara Juhl, der mener, at særligt mindre virksomheder kræver udviklere, som kan det hele.

»Det er blevet mere vigtigt i takt med, at mange virksomheder nu arbejder agilt, fordi du er nødt til at have en forståelse af, hvordan arbejdet er tilpasset markedet. Selv i udviklingen af interne systemer skal du have en hvis forretningsforståelse,« mener direktøren.

Behov for begge typer

Jørn Johansen, der er partner i rådgivningsfirmaet WhiteBox, har i 20 år analyseret virksomheders udviklingsarbejde. I hans optik gør uddannelserne ikke nok for at løfte de studerende ud af det meget kode-orienterede arbejde.

»På universiteterne er de meget nede i den nørdede ende af v-modellen, som netop handler meget om kodning. Jeg så gerne, at uddannelserne var mere orienteret mod en holistisk it-tænkning, som inkluderer elementer som forretningsforståelse og kravspecifikationer.«

Læs også: 'Bløde' it-uddannelser i kraftig tilbagegang

Jørn Johansen mener dog stadig, at it-branchen både har plads og brug for den meget teknisk orienterede medarbejder, der sætter fuld fokus på programmeringsarbejdet.

»Der er udviklere, som skal tale med kunder og udarbejde kravspecifikationer. De må meget gerne være udadvendte og holistisk orienterede. Men der er behov for begge typer udviklere. De processer, som findes i virksomheden, skal holde styr på hvem, der kan hvad, og sikre, at kompetencerne udnyttes optimalt,« understreger han.

Kommentarer (16)

Kristian Mandrup

Der er jo bare nogle mennesker der er super nørdede af natur, ofte pga. omstændigheder de ikke er herre over. F.ex at de så kiksede ud, ikke gik med det rigtige tøj eller var cool og med på den sidste mode osv. Når de bliver udstødt i skolen osv. trækker de sig stadigt mere ind under skjoldet... introverte.

De fleste nørder ville sikkert rigtig gerne være langt mere sociale, men er bare for usikre og føler sig kun sikre og hjemme i deres tekniske speciale... men efterhånden vil outsourcing og automatisering ofte overtrumfe deres evner.

Vi burde som samfund gøre en indsats for at hjælpe disse nørder blive mere "menneskelige" og bedre til at integrere med andre end bare at overlade dem til deres nørderi. Det hjælper ikke at håne eller beskylde dem for at være nørder.

Jeg var selv bange for overhovedet at beskæftige mig med IT, fordi jeg så ville blive stemplet som "nørd" (IT = nørd i 80erne og 90erne). Jeg har dog altid anstrengt mig for ikke at udvikle en nørdet personlighed.

Det hjælper desuden meget at rejse ud i verden og stå på egne ben i nye situationer og skulle agere i kulturer man ikke kender osv.

Leave your comfort zone!

Men nørder vil oftest netop ikke ud over deres "comfort zone", nu de endelig har fundet tryghed og sikkerhed. Jeg vil dog udfra personlig erfaring mene, at det er de færreste "moderne" IT specialister der er rigtige "nørder" i klassisk forstand. Måske 10% hvis ikke langt færre? PS: Jeg er selv Datalog fra DIKU.

Ditlev Petersen

Trine Bramsen laver måske en rådgivning? ;-)

Jeg har ikke rigtigt nogen ide om, hvad en "rigtig nørd" er. Ud over Trine Bramsens ævl. Man må jo nok konstatere, at folk ikke er ens og ikke med djævelens vold og magt kan tvinges til at være det. Nogle er bare bedre til at snakke med kunder og brugere, andre er bedre til f.eks. at debugge noget stinkende JavaScript. Man kan ikke undvære nogen af dem. Så må man fordele opgaverne, så man får mest muligt ud af de kræfter, man råder over.

At tvinge folk til at "leave their comfort zones" kan have skrækkelige konsekvenser.

Henrik Mikael Kristensen

Det hjælper desuden meget at rejse ud i verden og stå på egne ben i nye situationer og skulle agere i kulturer man ikke kender osv.

Leave your comfort zone!

Men nørder vil oftest netop ikke ud over deres "comfort zone", nu de endelig har fundet tryghed og sikkerhed.

Fej for egen dør.

Mennesker er forskellige, og nogle kan være meget svære at komme i kontakt med, fordi de er ikke interesserede i sociale interaktioner, som du er. Nogle er bedre til tekst end tale, som f.eks. mig selv, og det sociale er ofte forbistret, nej, forbistret udmattende.

Da du ikke er interesseret i at blive stemplet som "nørd", så har du heller ikke forladt din "comfort zone" for at udforske, hvad det er "nørden" tækkes af, for det kan være en meget fascinerende verden, der også er meget anderledes defineret.

Det handler tilsyneladende altid om, at nørder skal tilpasse sig de sociale væsner, og derfor er det heller ikke så underligt, at de foretrækker at være for sig selv.

Lars Christensen

Når vi alle skal være gode til både det faglige og til ledelsesopgaver - så mister vi rigtig mange af de særlige menneskelige evner/finesser der bl.a. gør os i stand til den indre fordybelses i svære faglige eller ledelsesmæssige problematikker.
F.eks. ses det ofte hos mennesker, der er meget dygtige til kerne programmering, at de løber døde i krav om selvledelse, kommunikation etc
Det ses også meget ofte, at ledere brænder ud, når de både skal være ledere og udøvere i et projektrelateret fag.
Jeg mener det er bevist utallige gange, at både projektledere og projektkoordinatorer er essentielle for et projekts fremdrift og succes. Vi kan også sparer os ihjel - det ser vi mange tilfælde af i vort sparefikserede samfund.
Mvh Lars

Brian Hansen

At tvinge folk til at "leave their comfort zones" kan have skrækkelige konsekvenser.


100 gange bedre at sørge for at folk, uanset speciale, får udfordringer indenfor det de kan finde ud af og brænder for.
Jeg ville da aldrig drømme om at sende en seriøs hardware PLC nørd ud og snakke med kunder. Det rager ham da en papand.
Mens han sidder der og (måske) får forbedret sine sociale evner, kunne han have programmeret den dims kunden havde brug for, ud fra en grundig kravspecifikation.
Man sætter jo heller ikke en sælger eller servicemedarbejder til at programmere.

Ditlev Petersen

Man sætter jo heller ikke en sælger eller servicemedarbejder til at programmere.


Med mindre personen OGSÅ er god til det. Vi havde engang sådan en. Hans fordel var, at han vidste, at det han solgte, også kunne laves. Den slags er vist sjældne.
Men ellers helt enig. Jeg kunne godt forestille mig et firma bestående af "storsnakkende" sælgere, der producerede varm luft. Hmm. - har vi ikke set sådan et engang.

Johnnie Hougaard Nielsen

Mon ikke de fleste steder (ud over måske de mindre) har plads til "ultra-nørder", hvor de sociale færdigheder ikke er så veludviklede. Her tænker jeg ikke kun på de vellykkede tiltag med at finde arbejde til nogen indenfor autisme-spektret (fx Aspergers syndrom), der kan være særdeles velkvalificerede når de ikke skal belastes for meget med at have med andre mennesker at gøre.

Yoel Caspersen Blogger

Mon ikke de fleste steder (ud over måske de mindre) har plads til "ultra-nørder", hvor de sociale færdigheder ikke er så veludviklede. Her tænker jeg ikke kun på de vellykkede tiltag med at finde arbejde til nogen indenfor autisme-spektret (fx Aspergers syndrom), der kan være særdeles velkvalificerede når de ikke skal belastes for meget med at have med andre mennesker at gøre.

Det handler som altid om at finde de rette mennesker til den type opgaver, virksomheden har. Og det er min personlige erfaring, at man kan få rigtig gode medarbejdere ud af stille, introverte typer, hvis man giver dem de rigtige rammer at vokse i.

Hvis vi ser bort fra enkeltmands-virksomheder, hvor indehaveren er nødt til både at være tekniker, sælger og bogholder, handler det nok i lige så høj grad om, hvilken kultur der hersker i virksomheden, om der er plads til introverte typer eller ej.

Morten Faurholt

Hej Kristian

Det var dog et på én gang trist og også utrolig selvhævdende indlæg. Men jeg gætter på du er et produkt af de tidlige 90'ernes ungdomskultur hvor "nørd" nok var det allerværste man overhovedet kunne være, måske bortset fra pædofil og lignende. Og det er nok derfor du "altid har anstrengt" dig for ikke at blive opfattet som nørd (hvilket er det jeg opfatter som det triste).

Men i virkeligheden er hele diskussionen dybt forældret og gammeldags, og måske mere udtryk for skribenternes alder. Hvis du tager de unge i dag - "millenial" generatonen - er "nørd" ikke et skældsord, og det er måske endda lidt cool at være nørd, hvis man arbejder med noget spændende. Det kommer selvfølgelig an på hvordan man definerer nørd - den klassiske med firkantede briller og skovmandsskjorte er jo - som du selv skriver - uhyre sjældent og er nok heller ikke scorekongen i dag. Slidte jeans/t-shirt og måske uglet hår, er måske den mere realistiske nørd på arbejdsmarkedet, og det er nok mere accepteret i millenial-generationen. Se fx en hipsterfest :-)

Men én ting er hvad ungdomskulturen synes - hvordan er det for kunderne? Det kommer nok an på branchen. Er man "management consultant" eller lign. skal man nok helst ikke ligne en nørd - der handler det mere om at være med på den nyeste mode eller i det mindste være MacKenzie casual. Man skal se "dyr" ud. For hvis man ikke har det med sig, hvad er man så værd når det hele er varm luft (i hvert fald noget af de) ;-)

Men jeg har også set det omvendte - kunder der er blevet irriteret fordi en leverandør har sendt for mange jakkesæt ind og for få teknikere, især hvis kunden måske har siddet med et komplekst problem og egentlig bare gerne har villet have leverandøren sendte den skarpeste tekniker ind for at løse det ASAP, og ikke var interesseret i snak og bortforklaringer. Eller hvis de gerne vil diskutere nogle detaljer i en kommende løsning med en kvalificeret tekniker, og der så kommer salgsfolk ind der spiser dem af med varm luft, og ikke kan forstå deres problemstilling. Selvfølgelig er alt det med påklædning funderet i fordomme, uanset om det går i den ene eller anden retning, men diskussionen handler jo om den umiddelbare signalværdi.

Når alt kommer til alt, er det selvfølgelig noget begrænsende hvis en tekniker ikke kan sætte sig ind i kundens behov. Men det er jo et helt separat issue fra mange af de andre nørd-attributter. Og hvor hyppigt er det egentligt? Jovist, jeg har også mødt teknikere - og iøvrigt også ikke-teknikere - der aldrig skulle kommunikere med kunder, for man vidste aldrig hvad de kunne finde på at sige. Og ja, der er nogle der har svært ved at sætte sig ind i kundens behov. Men de fleste udviklere der pt. er i beskæftigelse har nu efter min erfaring en god forståelse af kundebehov og at de skal retfærdiggøre deres værdi, og kommunikere hvad de laver osv. En virkelig enspænder kun kan nogle få tekniske ting tror jeg er nærmest ikke-eksisterende på dagens arbejdsmarked. Ved ikke om det kan være anderledes i forskermiljøerne, men tvivler.

Og skulle man skyde nogle fordomme den modsatte vej, kunne man sige at "sælgertyper" måske har en interesse i at udstille nørderne. De skal jo retfærdiggøre deres egen værdi og forklare deres ledere, at nok kan de ikke det tekniske, men så kan de tale kundens sprog osv. Og det er måske noget nemmere for sælgeren at tale "kundens sprog" (= sproget hos ikke-teknikerne hos kunden) sprog, når det heller ikke forlanges at de skal gå i nogle detaljer eller substans, endsige at det de siger skal være sandt :-) Men kunden ville nok heller ikke være tilfreds i længden, hvis diskussionerne forblev på dette niveau, for så ville der næppe blive realiseret en løsning.

Min holdning har altid været - alle roller, personlighedstyper m.m. (både i og udenfor arbejdsmarkedet) har både gode og negative konsekvenser, om ikke andet så i form af "hver ting til sin tid". Man kan ikke samtidigt være teknisk og ikke-teknisk, eller detaljeret og ikke-detaljeret samtidigt, og hver eneste attribut man kan have vil i nogle scenarier være en fordel og i andre scenarier en hæmsko. Man kan ikke finde en måde at være på som er optimal i alle situationer, og man kan ikke please alle til enhver tid. Og gudske tak og lov for det!

Claus Jensen

Når de bliver udstødt i skolen osv. trækker de sig stadigt mere ind under skjoldet... introverte.


Vi burde som samfund gøre en indsats for at hjælpe disse nørder blive mere "menneskelige"


Jeg er fuldkommen chokeret over hvor snæversynet og fordomsfuldt dit indlæg er!

Introvert er ikke noget, man bliver fordi man bliver udstødt og trækker sig ind i sig selv. Introvert er bare noget man er. Du får det jo til at lyde som en sygdom - og at introverte ofte bliver anset som socialt akavede er da klart, hvis de ekstroverte møder dem med dine hånlige holdninger! Hvis bare det ekstroverte samfund kunne acceptere, at der er forskel på mennesker, så ville forskellen ikke være et problem. Men hvis du kommer med en forudindtaget holdning om, at ethvert introvert menneske er udstødt og asocial, så er det da klart, at disse personer bliver det.

At samfundet skal hjælpe os med at blive "menneskelige" gør ondt i mine øjne. Jeg er altså ikke menneskelig? Og jeg skal kureres? Det lyder jo som forgangne tiders syn på homoseksuelle, der også var nogle stakler, der skulle kureres og hjælpes. Kan du ikke selv se, hvor ondt det må gøre for en lykkelig introvert at læse, at man skal have samfundets hjælp til at blive "menneskelig"???

Jeg er dybt, dybt rystet. Men jeg har da heldigvis erfaring nok med denne verdens snæversynede mennesker til at vide, at det er dem, der trænger til hjælp og ikke mig. Jeg kan fx anbefale at læse et par bøger om mennesker, start her:
https://www.saxo.com/dk/introvert_anna-skyggebjerg_haeftet_9788763827164
https://www.saxo.com/dk/ro_susan-cain_paperback_9788793166677

Brian Hansen

virkelig enspænder kun kan nogle få tekniske ting tror jeg er nærmest ikke-eksisterende på dagens arbejdsmarked.


Pudsigt, det er faktisk mit indtryk at specielt større virksomheder med 20000-30000 ansatte har mange af slagsen :)
Moderselvskabet vi hører under er et glimrende eksempel, hvor IT afdelingen typisk alle har en basal viden om de Windows servere de arbejder med, men derudover er så specialiseret på selve applikationslaget at man tit oplevet at skulle vente flere dage på at få et brugbart svar, fordi manden enten har meget travlt, rejser, ferie, syg, osv.

Nikolaj Brinch Jørgensen

@Claus Jensen & Morten Faurholt,

Jeg synes I læser det Kristian siger helt forkert. Kristian bruger muligvis nogle uhedige vendinger, men han mener det godt - og det udgangspunkt burde i starte med (det kan også godt være i gjorde det).
Det der er problemet er, at i angriber det Kristian siger, og gør nøjagtigt det i anklager ham for. I er fordømmende i en utrolig hård grad - hvilket Kristian ikke er.

Jeg synes faktisk at Kristians indlæg er det eneste der bare er en smule relevant. Da det stiller et udemærket spørgsmål - hvad skal der ske med de nørder som virksomhederne ikke kan bruge.
Resten er navlepilleri i forsvar for nørden, der mere eller mindre slår på at arbejdsgiverne der har udtalt sig, ikke ved hvad de taler om, deres alder og alt muligt andet. Det er vås, for selvfølgelig ved de det.
For det er altså sandt, det der bliver sagt af arbejdsgiverne, og det viser alle arbejdsmarkedstrends også for fremtiden, at der er brug for meget store mængder af fleksibel arbejdskraft, dvs. vi alle bliver mere eller mindre konsulenter.
I fremtiden er sociale kompetencer bare i højsædet, og de sidste 20% faglige kompetencer er så ikke nødvendige (for den med at vi lære dem det - den køber jeg heller ikke - det er for dyrt, og det vil ikke ske).

Man kan vælge at tro at arbejdsgiverne tager fejl, og lade som ingenting, men det vil i mine øjne være en fejl. Arbejdsgiverne vælge hvem de vil dele løn ud til, og kunderne fortæller arbejdsgiverne hvem de vil have til at løse deres opgaver.

Claus Jensen

Jeg synes I læser det Kristian siger helt forkert. Kristian bruger muligvis nogle uhedige vendinger, men han mener det godt - og det udgangspunkt burde i starte med


Jeg kan ikke rigtigt starte med andet udgangspunkt end det, han skriver. Og hvis han mener det godt, så har han i hvert fald i meget høj grad misforstået det emne, han udtaler sig om. Lad mig tage de 3 store misforståelser, der fik mig op i det røde felt:

1) Han skriver som om at det at være introvert er noget man bliver pga. "omstændigheder de ikke er herre over". Det er ikke korrekt. At være introvert er en egenskab rigtigt mange mennesker har - undersøgelser tyder på, at introversion er fremherskende hos mellem 30 og 50 procent af befolkningen. Som så mange andre karaktertræk er det naturligvis en blanding af kultur og arv, men der er intet, der tyder på, at det specielt skulle være noget, der kommer af at være udstødt i sin skoletid. Det er en fordom.

2) Han skriver som om introversion er noget, man kan "kurere". Det kan man ikke - mange introverte lærer i høj grad at lade som om, at de er mere ekstroverte, netop fordi det kræves mange steder i vores samfund. Men det ændrer kun sjældent på, at de som personer stadig er introverte.

3) Han skriver som om, at det er ønskeligt at ændre introverte til at være mere ekstroverte. Det kan jeg jo kun se som en person, der ikke forstår at andre er anderledes end ham, der går ud fra, at de naturligvis har lyst til at være lige som han er. De fleste introverte har ikke lyst til at være ekstroverte og ser ofte ekstroverte (generaliseret) som mere overfladiske og absolut ikke som noget, der er ønskværdigt at opnå.

Vi lever i et samfund, der ikke værdsætter fordybelse og ro. Det er i mine øjne det, der er problemet. Der er opgaver, der egner sig til introverte, ligesom der er opgaver, der egner sig til ekstroverte. Når vi i disse tider har fået så meget fokus på det attråværdige ved at være ekstrovert er det en ekstrem i tidens svingninger, og det pendul vender nok igen. For man kan ikke ændre mennesker til at tilpasse sig samfundet, men samfundet skal nok over tid tilpasse sig de mennesker, der bor i det.

Thomas Daugaard

Der er jo bare nogle mennesker, der er super overfladiske af natur, ofte pga. omstændigheder de ikke er herre over. F.ex at de udelukkende oplevede positiv respons og succes ved den måde de klædte sig på og opførte sig smart i skolen. Når de bliver populære blandt kammeraterne, bliver disse overfladiskheder endnu mere fremtrængende ... extroverte.

De fleste smarte mennesker ville sikkert rigtig gerne være langt mere interesseret i detaljer og teknik, men er bare for usikre og føler sig kun hjemme, der hvor de har mulighed for at tale sig ud af tingene, men efterhånden vil deres bluff blive afsløret af stigende krav til kvaliteten i IT-systemer.

Vi burde som samfund gøre en indsats for at hjælpe disse smarte mennesker til at blive mere dybsindige og tankefulde og bedre til at fordybe sig end bare overlade dem til deres snakkerier. Det hjælper ikke at håne eller beskylde dem for at være overfladiske.

Jeg var selv bange for overhovedet at beskæftige mig med IT, fordi jeg så ville blive stemplet som en "overfladisk, smart projektledertype". Jeg har dog altid anstrengt mig for ikke at udvikle en personlighed med for store armbevægelser, som jeg ikke kunne leve op til.

Det hjælper desuden meget at sætte sig ind i tingene og prøve at grave sig ned i detaljerne og løse komplekse, konkrete problemer og ikke bare snakke om dem.

Leave your comfort zone!

Men de smarte og hurtige vil oftest netop ikke ud over deres "comfort zone", nu de endelig har fået andre til at tro, at de kan en masse ud over at snakke fantastisk meget. Jeg vil dog udfra personlig erfaring mene, at det er de færreste "moderne" IT specialister der er smartsnakkende i klassisk forstand. Måske 10% hvis ikke langt færre?

[Stavefejl og grammatiske fejl er båret igennem fra originalværket til ovenstående parodi]

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen