It-ansvarlig for Danmarks el-net: »Folk spørger mig, om jeg overhovedet kan sove om natten«

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Version2 Sommertour 2015: Energinet.dk er igang med at opruste på it-sikkerhedsfronten, hvilket inkluderer test af medarbejdernes awareness via fingerede phishing-mails.

Cybertruslerne lurer konstant, også mod det danske elnet. I et forsøg på at være på forkant er Energinet.dk derfor i fuld sving med at opgradere på sikkerhedsfronten.

Organisationen har ansvaret for den del af det danske elnet, der i transport-terminologi svarer til motorveje. Det vil sige, at Energinet.dk står for transport til og fra udlandet og mellem de danske byer og landsdele.

Energinet.dk, der ligger i Fredericia, er et af flere stop på Version2’s årligt tilbagevendende Sommertour, hvor redaktionen besøger forskellige aktører, der beskæftiger sig med it i det daglige.

I november 2014 var Energinet.dk i DR’s søgelys, hvad it-sikkerheden angår. Udgangspunktet var en intern rapport, der pegede på, at der var behov for en forbedring af it-sikkerheden i organisationen, som har ansvaret for vitale dele af den samfundskritiske infrastruktur.

Rapporten var udarbejdet af revisionsfirmaet PWC og bestilt af Energinet.dk, blandt andet for at få en vurdering af, om de tiltag, organisationen havde sat i søen, var den rette vej at gå.

Et af tiltagene er et nyt SCADA-system, som skal være taget i drift inden udgangen af i år. Det skal erstatte det nuværende industristyringssystem, som ifølge It-direktør i Energinet.dk Morten Gade Christensen trænger til en opdatering. Det nye system koster 109 mio. kroner - en investering, der blev foretaget sidste år.

Udskiftningen af SCADA-softwaren, som kontrollerer, hvordan strømmen sendes rundt i el-nettet, handler ikke kun om it-sikkerhed, men også om generel modernisering.

»Og så er vi derudover ved at investere massivt i nogle meget sofistikerede tekniske sikkerhedsløsninger,« siger Morten Gade Christensen.

De 'tekniske sikkerhedsløsninger' ønsker it-direktøren ikke at gå i specifikke detaljer om. Heller ikke i forhold til, hvad de koster. Han nævner dog, at der er tale om et større tocifret millionbeløb.

»Det er en form for kunstig intelligens, der kan spore, hvis der sker et eller andet, og selv agere på det,« lyder den kortfattede beskrivelse fra Morten Gade Christensen.

Hvad den generelle driftsstabilitet angår, så forsøger Energinet.dk at gå med livrem og seler. Det vil sige spejlede datacentre og et nød-datacenter, hvor fallover til de forskellige centre løbende bliver testet. Både via planlagte tests, men også når der bliver rullet patches og ændringer ud i organisationens systemer.

For at undgå nedetid og driftsforstyrrelser bliver patches og ændringer først rullet ud i testmiljøer og datacentrene trinvis, mens driften kører via de øvrige centre.

Phishing mod medarbejdere

Ud over det driftsmæssige fokus arbejder Energinet.dk på at skabe awareness blandt medarbejderne. Det betyder eksempelvis, at organisationen har fået eksterne it-sikkerhedsfolk til at sende phishing-mails til medarbejdere for at teste, i hvor høj grad medarbejderne er tilbøjelige til at åbne de potentielt farlige mails.

Ifølge Morten Gade Christensen er det generelle awareness-niveau blandt de ansatte højt, viser de foreløbige phishing-forsøg. Og det glæder it-direktøren, for medarbejdernes ageren - også når det går galt - er nøglen til god it- og driftssikkerhed.

»Skulle der komme et hackerangreb, eller når der gør, så er det vigtigste for mig at vi kan finde ud af at håndtere det. At medarbejderne ved, hvad de skal gøre,« siger han og tilføjer:

»Jeg går ikke efter at kunne beskytte mig så meget, at der aldrig vil kunne ske et angreb hos os. Det kan ikke lade sig gøre. Vi er afhængige af millioner af komponenter, alt er flettet sammen. Det vil man aldrig kunne beskytte 100 pct.«

Selvom it-direktøren for den vitale samfundsinfrastruktur i Danmark nærmest forventer, at Energinet.dk før eller siden bliver mål for et større, koordineret hackerangreb, så tager han det roligt.

»Cybertrusler bliver vildere og vildere. Folk spørger mig, om jeg overhovedet kan sove om natten. Jeg sover trygt om natten, og jeg arbejder relativt hårdt om dagen,« siger Morten Gade Christensen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere