Virksomhederne står magtesløse over for avancerede hackerangreb, også kendt som Advanced Persistent Threat eller APT-hackerangreb.
Det viser IBM's årlige undersøgelse blandt it-sikkerhedschefer, hvor 60 procent mener, at de reelt ikke kan gøre noget for at forhindre hackerne i at komme ind i virksomhedens systemer.
»Den tekniske snak er gået fra it-specialist til it-specialist – til at være noget der er på dagsordenen når bestyrelsen mødes,« siger IBM Danmarks repræsentant for Center for Cyber-Sikkerhed, Direktør Keld Rasmussen, til erhvervsmediet Ugens Erhverv.
Til trods for at it-sikkerhedscheferne oplever at stå magtesløse over for de avancerede hackertrusler, så mener 70 procent i undersøgelsen alligevel, at de råder over modne, traditionelle teknologier, der sørger for network intrusion prevention, avanceret malware-opdagelse og scanning af netværket efter sårbarheder, helt automatisk.
80 procent af de adspurgte it-sikkerhedschefer mener desuden, at udfordringerne ved eksterne trusler er stigende, og at de forventer, at det bliver endnu værre i fremtiden.