Topledelser: It-chefer forsømmer at bidrage med forretningsudvikling

Undersøgelsen IT i praksis 2016 viser, at CIO'erne i landets virksomheder i højere grad skal bidrage til forretningsudviklingen. Først skal driften sikres, mener it-chef.

Det er ikke nogen hemmelighed, at it fylder meget i rigtigt mange virksomheder. Her fungerer it faktisk som kroppens vitale organer og er ud over at være den brummende motor, der holder maskinen i gang, også et punkt, hvor man kan udvikle sin forretning signifikant.

Grønne lamper er essentielle

Undersøgelsen, der er lavet af Rambøll og DANSK IT, viser, at topledelsen i danske virksomheder i langt højere grad end tidligere efterspørger it-chefernes deltagelse, når der tales forretningsudvikling. Ofte har de danske CIO's dog helt andre prioriteter, og det er et problem.

»Topledelsen i danske virksomheder ønsker oprigtigt at forstå, hvad it i virkeligheden kan, og de står med åbne arme for at modtage it's bidrag til forretningen,« siger Steen Christensen, der er direktør i Rambøll Management Consulting, i en pressemeddelelse.

Steen Christensen synes, at det er en skam, at danske CIO's ikke er klar over, at topledelsen gerne ser, at de bidrager med en indsigt i kundernes behov.

»Hvis CIO'erne ikke udnytter muligheden nu og takker ja til forretningsledelsens invitation til at være strategisk sparringspartner, er løbet kørt, og alternativ it-sourcing vil igen komme på forretningens agenda,« fortæller Steen Christensen.

Jens Maagøe, der er CTO hos NNIT, mener ikke, at det er helt så simpelt.

»Ser vi alene på de CIO's, vi arbejder med, så er de enormt nysgerrige og langt mere forretningsuddannede end tidligere, hvor man typisk hentede en op fra it, der var uddannet med de klassiske dyder,« siger han til Version2 og fortsætter:

»For at få lov til at agere i forretningsudviklingen og få den her ’license-to-operate’, så kræver det først og fremmest, at man har styr på driften, og lamperne lyser grønt i maskinrummet.«

Forskellige prioriteter

IT i praksis-undersøgelsen viser, at driften er CIO'ermes næsthøjeste prioritering, hvorimod forretningsudviklingen er bundskraber. Jens Maagøe understreger, at driften langt hen ad vejen også skal være første prioritet.

»De CIO's, vi arbejder med, har allerede en eksisterende forretning, det handler om, at alle kæderne står stærkt, og hvis man vil være med til at score målene på forretningsniveau, ja, så skal man altså have en solid defensiv i driften – man får slet og ret ikke taletid på forretningsniveauet, hvis driften bimler og bamler,« forklarer han.

Samme vurdering har man også hos DANSK IT.

»Jeg forstår godt, at CIO’en stadig har meget fokus på daglig it-drift og -udvikling. Deres erfaring siger dem, at den mindste driftsforstyrrelse får stor opmærksomhed i virksomhedens topledelse,« siger administrerende direktør i DANSK IT Rikke Hvilshøj i en pressemeddelelse.

Alvorlige konsekvenser

Rikke Hvilshøj mener endvidere, at undersøgelsens resultat også er et stærkt fingerpeg om, at tiden nu er inde til, at CIO'erne begynder at sadle om og i højere grad påtager sig en rolle som bidragsyder, når det handler om forretningsinnovation.

En undersøgelse blandt europæiske CIO's fra Cognizants tyder også på, at it-bosserne er enige i ambitionen langt hen ad vejen.

Omkring tre fjerdedele af de adspurgte erkender, at samarbejdet med topledelsen er essentielt, hvis virksomheden skal have digital succes. Omkring samme andel mener, at der er brug for, at CIO'en kan indtage rollen som digital strateg og frontfigur.

Og hvis CIO'en mangler forretningsforståelsen, skal der skoles om, fastslår Jens Maagø.

»De CIO's, der ikke har den nødvendige forretningsmæssige baggrund og er uddannet med de klassiske dyder, dem skal vi have på skolebænken, og så skal de opgraderes, så de kan bistå med innovation og forretningsudvikling,« fortæller han.

Jens Maagøe mener, at man skal tage det meget seriøst, når CEO'en melder ud, at CIO'en skal være tæt knyttet til forretningsudviklingen.

»CIO-rollen har aldrig været vigtigere, end den er i dag. Med den indflydelse, som it har på vores kunder og på vores produkter, så skal vi have CIO'en i spil på topledelsesniveau, ellers vil virksomhederne få store problemer,« slutter Jens Maagøe.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Bobjerg Juul

Topledelsen i danske virksomheder ønsker oprigtigt at forstå, hvad it i virkeligheden kan, og de står med åbne arme, for at modtage its bidrag til forretningen

Konklusion: Topledelsen har valgt den forkerte til jobbet, eller topledelsen har ikke brugt nok på chefudviklings budgettet.

en skam, at danske CIOs ikke er klar over, at topledelsen gerne ser de bidrager med en indsigt i kundernes behov

Konklusion: CIO er den der har det bedste kundekendskab, da han/hun til daglig arbejder/høre på kundernes behov. (sarkasme kan forekomme)

Jens Maagøe understreger, at driften langt hen af vejen også skal være første prioritet.

Konklusion: Der er mange ildebrande der skal slukkes, hvilket er årsag til at driften er vigtigst for CIOs arbejde.

  • 3
  • 0
Mikkel AB

Ja og det er vel næppe nogen overraskelse at en IT chef fokuserer på de områder han (ofte) bliver målt direkte på.
Men det er da betryggende at høre at der er kommet mere fokus på IT chefen som en værdifuld ressource i de mere overordnede beslutninger omkring forretningsprocesser.

  • 1
  • 0
Jesper Frimann

Eller også er det fordi, at man som Dansk CEO tænker for traditionelt og har en forventning om at den arkaiske 'bestemme' kultur man har i virksomheden, versus en mere morderne 'ledelses' kultur, faktisk virker.

At have en forventning om at en CIO kan komme med Forretnings strategiske input på egen hånd, er cirka lige så sandsynligt at CEO kan gøre ditto på egen hånd.
Hvis man som CIO skal kunne gøre dette, kræver det at CIO'en har folk, der forstår sig på sådan noget.

Så måske skulle CEO'en tage sin CIO i hånden og læse lidt TOGAF eller et andet Enterprise Architecture framework.

// Jesper

  • 2
  • 0
Peter Merrild Hammerich

Der er ikke noget nyt i problemstillingen. Vores erfaring er, at IT-chefen/CIO'en er fanget i et krydspres mellem budgetoptimering og driftsopgaver, som ikke efterlader plads til at drive med digital innovation og transformation. Vi lavede på et tidspunkt en lille video om emnet – se her http://eg.dk/services/infrastruktur-services-(ims)/overblik

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere