It-afdelinger kæmper for at leve op til krav om recovery- og nedetid i virksomheder, der i stigende grad er afhængige af aldrig at være offline.
Ofte lever den reelle recovery-tid ikke op til forretningens forventninger, lyder vurderingen fra 8 ud af 10 it-ansvarlige i en international undersøgelse foretaget af analysehuset Vanson Bourne på vegne af Veeam, der laver backup-løsninger.
Resultatet af det mismatch er et såkaldt availability gap, fortæller Martin Plesner-Jacobsen, der er System Engineer i Veeam.
»Forretningen skruer hele tiden forventninger til oppetid i vejret,« indleder han og fortsætter:
»Der er komme større afstand mellem, hvad forretningen forventer i forhold til oppetid og recovery time, og hvad it-chefen er i stand til at levere. Det er det, vi kalder et availability gap,« siger Martin Plesner-Jacobsen til Version2. Undersøgelsen er lavet af Vanson Bourne på vegne af it-leverandøren Veeam. Datamaterialet består af interviews med 1.140 it-ansvarlige fra større virksomheder foretaget i slutningen af sidste år. De interviewede kommer fra USA, Kina, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Argentina, Australien/New Zealand, Brasilien, Tjekkiet, Hong Kong, Italien, Japan, Malaysia, Mexico, Holland, Polen, Rusland, Saudi-Arabien, Singapore, Sydafrika, Spanien, Schweiz, Forenede Arabiske Emirater og Norden (ikke nærmere specificeret).Availability Report
Flere og længere nedbrud
Næsten samtlige 1.140 respondenter, der har indgået i undersøgelsen, fortæller, at virksomheden har forstærket krav til oppetid og generel datatilgængelighed.
Men udviklingen går i flere tilfælde den forkerte vej, hvis man sammenligner Veeams såkaldte Availability Report med tal fra virksomhedens tilsvarende undersøgelse i 2014.
Mellem de to undersøgelser er gennemsnitstiden for ‘ikke-planlagt nedetid’ hos kritiske systemer gået fra under halvanden time til næsten to timer. Samtidig er antallet af hændelserne steget fra 13 til 15 i gennemsnit over året, skriver Veeam i rapporten.
Undersøgelsen, der tæller virksomheder fra hele verden, viser, at virksomheder investerer i datacenter-kapacitet, men ofte med det formål at spare på driftsomkostninger. I det hele taget er it-afdelingerne presset på budgetterne, lyder det i rapporten.
På grund af den øgede nedetid sætter virksomhederne også flere penge til. I snit koster nedetiden de deltagende virksomheder 16 millioner dollars årligt - seks millioner mere end i 2014. På dette punkt er der dog dramatisk forskel fra land til land. I Sydafrika kan prisen toppe 30 millioner dollars, mens Schweiz i undersøgelsen slipper med 'blot' 1,1 million dollars.
It-chefens mavefornemmelse
Udviklingen for disaster recovery er mere positiv. Her er recovery-tid for kritiske systemer faldet fra 3,9 timer til 2,8 timer siden undersøgelsen i 2014. Tiden ligger dog stadig bagude i forhold til, hvad der skal til, for at leve op til pres fra forretningen, som er afhængig af at være oppe og køre hele tiden. Ideelt burde recovery-tiden være på omkring 1,6 timer, lyder det i svarene fra de adspurgte it-ansvarlige.
Ofte er de interne SLA’er ikke baseret på reel viden om, hvor lang tid processerne tager, påpeger Martin Plesner-Jacobsen.
»Alt for ofte er målene i de interne SLA’er baseret på gæt og mavefornemmelser hos it-chefen, fordi han eller hun ikke har værktøjerne til at teste, om det holder stik,« forklarer han.
Problemet forstærkes af, at mindre end halvdelen af virksomhederne tester backup på månedlig basis eller oftere. Ud af dem, der tester deres backups, tester omkring en fjerdedel mere end fem procent af deres backups.
»Hvis it-chefen går til sine tekniske folk for at få lavet en test, vil det for mange være forbundet med betydelige omkostninger,« siger Martin Plesner-Jacobsen og tilføjer:
»Og så kommer mavefornemmelsen til at råde i stedet.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.