It-chefer holder fast i Linux på IBM's mainframes

Stort set alle mainframe-kunder, som kører Linux på IBM's mainframes, har tænkt sig at udvide eller fastholde kapaciteten ifølge undersøgelse fra CA.

IBM har gennem de seneste par år forsøgt at køre mainframen tilbage i rampelyset som både en grønnere platform og en platform, som er velegnet til virtualisering. Og der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at de eksisterende mainframe-kunder har tænkt sig at springe fra.

Tværtimod ser de ud til at være godt tilfredse med IBM's tilbud om at kunne køre Linux på IBM's System z mainframes.

93 procent af it-cheferne i store virksomheder fra hele verden, som kører Linux på deres mainframes, oplyser, at de har tænkt sig enten at fastholde den nuværende kapacitet eller udvide inden for de næste par år.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget for softwarefirmaet CA, som er storleverandør af software til blandt andet IBM's mainframe-platform.

Normalt kører IBM's mainframes med IBM's særlige styresystem, som i dag hedder z/OS. Man har forsøgt at gøre Linux til et alternativ ved blandt andet at introducere de særlige processorer IFL eller Integrated Facility for Linux.

Fordelen ved IFL er, at de skal give en lavere pris ved at køre Linux end ved at køre z/OS på IBM's normale processorer.

Ifølge undersøgelsen fra CA ville et flertal af it-cheferne bruge Linux til først og fremmest at udnytte ekstra kapacitet i form af flere IFL eller almindelige processorer.

Linux på mainframen er interessant, fordi det kan give en mere direkte sammenligning af prisen for at køre et antal virtuelle Linux-servere på eksempelvis en IBM z9 mainframe med et x86-baseret bladeserversystem. Netop derfor lancerede IBM IFL-processorerne for at gøre Linux på mainframen mere attraktiv i direkte sammenligninger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere