It-chef efter møde med gammelt system: »Som at sidde på en tikkende bombe«

22. juli 2019 kl. 05:11
It-chef efter møde med gammelt system: »Som at sidde på en tikkende bombe«
Illustration: aucklander/Bigstock.
En nytiltrådt it-chef troede han skulle opgradere gamle servere. Hele forretningssystemet endte med blive udskiftet.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

»Det var som at sidde på en tikkende bombe.«

Sådan mindes it-chef Frank Jumppanen Andersen hos Missionpharma tiden, da han for omkring 10 år siden som nytiltrådt it-chef begyndte at dykke ned i et gammelt XAL-system (se boks, red.), som var helt centralt for Missionpharma.

Om XAL

Concorde XAL (eXtended Application Language) blev lanceret af brødrene Erik og Preben Damgaard via deres virksomhed Damgaard A/S i 1991.

XAL frigives med fuld adgang til kildekoden, så leverandører og partnere kan udvikle og tilpasse specifikke ERP-løsninger til forskellige brancher og industrier.

I 1999 bliver Concorde XAL omdøbt til Damgaard XAL og der er strategiske alliancer med Microsoft, IBM, Oracle og Compaq.

Damgaard fusionerer med ERP-leverandøren Navision i 2000 først under navnet NavisionDamgaard, senere Navision.

I 2002 opkøber Microsoft Navision og dermed også Damgaard XAL-produktet.

I 2009 indstiller Microsoft videreudvikling af XAL.


Frank Jumppanen Andersen troede, at han blot skulle omlægge Missionpharma fra at køre Suse Linux og Oracle til en Microsoft-platform, men det stod hurtigt klart, at den væsentligste udfordring var det gamle XAL-system.

Eksterne konsulenter, ingen dokumentation

»Det var forskellige eksterne konsulenter, der havde udviklet det over tid. Vi havde en enkelt meget dygtig XAL-mand, der havde indsigt i systemets nyere funktionalitet, men ikke nok til at gennemskue, hvis der gik noget galt i den ældre kode,« siger Frank.

Det var ikke muligt at finde frem til de eksterne konsulenter, der havde udviklet XAL-systemet over en årrække, og da der heller ikke var nogen dokumentation, var det en yderst prekær situation som den lille it-afdeling med Frank og to andre it-medarbejdere var sat i.

»Vi kunne restore systemet, som det så ud i går. Det var udgangspunktet, hvis noget gik galt,« fortæller Frank Jumppanen Andersen, hvilket var en uholdbar situation.

Vi kørte på et dødt produkt

»Vi kunne selvfølgelig hyre folk ind og prøve at dokumentere hvad systemet gjorde, men versionen af XAL vi havde på det tidspunkt var så gammel, at vi ikke kunne lægge nye XAL-opgraderinger på,« siger Frank Jumppanen Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

XAL var i mellemtiden blevet til Dynamics AX 2009, og Microsoft havde indstillet videreudviklingen og supporten af XAL-systemer.

Modernisering kontra nyudvikling

Version2 ser i en række artikler nærmere på modernisering kontra nyudvikling af it-systemer.

Det er en kompleks problemstilling hvor en række faktorer har indflydelse på, hvilket valg der er det 'rigtige'.

Læs evt. oversigtsartiklen og giv gerne dit besyv med i kommentarerne eller kontakt redaktionen, hvis du har erfaringer og kommentarer, som du gerne vil dele med Version2-læserne - eventuelt anonymt.


»Det var et dødt produkt vi kørte på,« som Frank Jumppanen Andersen udtrykker det.

Den nystartede it-chef stod over for den problemstilling, som Version2 har beskrevet i en række
artikler: Skulle han starte en modernisering af det gamle system eller starte forfra med et nyt system?(https://www.version2.dk/artikel/centralt-spoergsmaal-skal-vi-rydde-it-systemet-eller-udvikle-nyt-1088283)

For it-chefen var svaret indlysende:

»Platformen var i sig selv allerede forældet, så der var intet alternativ til at starte forfra,« siger Frank Jumppanen Andersen.

Planen var at bygge et nyt system med funktionalitet som det gamle system og så migrere data fra det gamle system.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfordringen var selvfølgelig, at ingen vidste hvad det gamle system egentlig havde af forretningsregler, da der ikke var nogen dokumentation.

Reddet af velstruktureret forretning

Missionpharma leverer hospitalsudstyr, lægemidler, og andre farmaceutiske produkter til Afrika og er derfor underlagt en række krav om eksempelvis sporbarhed af lægemidlernes supply chain. Det betyder, at Missionpharma har veldokumenterede forretningsprocesser, hvilket var en stor hjælp for it-chefen.

»Vi blev reddet af, at forretningen var velstruktureret og processerne godt dokumenteret. Det gav os et solidt fundament for kravspecifikationen til det nye system,« siger Frank Jumppanen Andersen.

Kravspecifikationen til det nye system blev således udarbejdet i tæt samspil mellem it og forretningen, hvor fokus var på hvad systemet skulle kunne, ikke hvordan systemet skulle gøre det.

»I kravspecifikationen skal man holde sig fri fra at definere løsninger. Hvis man ikke gør det rigtigt, så risikerer man at låse byderen fast i nogle løsninger,« siger Frank Jumppannen Andersen, der dermed gengiver et af professor Søren Lauesens argumenter for en problemorienteret kravspecifikation..

Flowtest udføres af forretning

Udover at forretningssiden var en vigtig sparringspartner i udskiftningen af det gamle XAL-system, så er forretningssiden af Missionpharma også en vigtig partner for it-afdelingen, når ny funktionalitet tages i brug.

»Vi har superbrugere, der laver modultests og checker at funktionaliteten virker selvstændigt set.
Så har vi flowtest, hvor de tager udgangspunkt i et typisk scenarie med en kunde,« siger Frank Jumppannen Andersen, der understreger vigtigheden af at inddrage forretningen, så det checkes, at systemerne også passer til virkelighedens verden.

»Vi har et helt flowtest-setup som vi kan hive ned af hylden, og så kan vi køre drejebogen igennem, så vi sikrer at der ikke er gået noget i stykker. Der er nogle ligeud-af-landevejen test, og så er superbrugerne gode til at være kreative med cases, hvor de virkelig kommer ud i krogene af systemet,« siger Frank Jumppannen Andersen.

Han supporterer i dag supporterer 180 brugere fordelt på 60 i Danmark og resten af brugerne i Indien, Afrika og Shanghai. De anvender alle et Dynamics AX 2012-system, som ikke er en black box med en tikkende bombe indeni som det var for 10 år siden.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger