It-chef efter møde med gammelt system: »Som at sidde på en tikkende bombe«

Illustration: aucklander/Bigstock
En nytiltrådt it-chef troede han skulle opgradere gamle servere. Hele forretningssystemet endte med blive udskiftet.

»Det var som at sidde på en tikkende bombe.«

Sådan mindes it-chef Frank Jumppanen Andersen hos Missionpharma tiden, da han for omkring 10 år siden som nytiltrådt it-chef begyndte at dykke ned i et gammelt XAL-system (se boks, red.), som var helt centralt for Missionpharma.

Frank Jumppanen Andersen troede, at han blot skulle omlægge Missionpharma fra at køre Suse Linux og Oracle til en Microsoft-platform, men det stod hurtigt klart, at den væsentligste udfordring var det gamle XAL-system.

Eksterne konsulenter, ingen dokumentation

»Det var forskellige eksterne konsulenter, der havde udviklet det over tid. Vi havde en enkelt meget dygtig XAL-mand, der havde indsigt i systemets nyere funktionalitet, men ikke nok til at gennemskue, hvis der gik noget galt i den ældre kode,« siger Frank.

Det var ikke muligt at finde frem til de eksterne konsulenter, der havde udviklet XAL-systemet over en årrække, og da der heller ikke var nogen dokumentation, var det en yderst prekær situation som den lille it-afdeling med Frank og to andre it-medarbejdere var sat i.

»Vi kunne restore systemet, som det så ud i går. Det var udgangspunktet, hvis noget gik galt,« fortæller Frank Jumppanen Andersen, hvilket var en uholdbar situation.

Vi kørte på et dødt produkt

»Vi kunne selvfølgelig hyre folk ind og prøve at dokumentere hvad systemet gjorde, men versionen af XAL vi havde på det tidspunkt var så gammel, at vi ikke kunne lægge nye XAL-opgraderinger på,« siger Frank Jumppanen Andersen.

XAL var i mellemtiden blevet til Dynamics AX 2009, og Microsoft havde indstillet videreudviklingen og supporten af XAL-systemer.

»Det var et dødt produkt vi kørte på,« som Frank Jumppanen Andersen udtrykker det.

Den nystartede it-chef stod over for den problemstilling, som Version2 har beskrevet i en række
artikler: Skulle han starte en modernisering af det gamle system eller starte forfra med et nyt system?(https://www.version2.dk/artikel/centralt-spoergsmaal-skal-vi-rydde-it-systemet-eller-udvikle-nyt-1088283)

For it-chefen var svaret indlysende:

»Platformen var i sig selv allerede forældet, så der var intet alternativ til at starte forfra,« siger Frank Jumppanen Andersen.

Planen var at bygge et nyt system med funktionalitet som det gamle system og så migrere data fra det gamle system.

Udfordringen var selvfølgelig, at ingen vidste hvad det gamle system egentlig havde af forretningsregler, da der ikke var nogen dokumentation.

Reddet af velstruktureret forretning

Missionpharma leverer hospitalsudstyr, lægemidler, og andre farmaceutiske produkter til Afrika og er derfor underlagt en række krav om eksempelvis sporbarhed af lægemidlernes supply chain. Det betyder, at Missionpharma har veldokumenterede forretningsprocesser, hvilket var en stor hjælp for it-chefen.

»Vi blev reddet af, at forretningen var velstruktureret og processerne godt dokumenteret. Det gav os et solidt fundament for kravspecifikationen til det nye system,« siger Frank Jumppanen Andersen.

Kravspecifikationen til det nye system blev således udarbejdet i tæt samspil mellem it og forretningen, hvor fokus var på hvad systemet skulle kunne, ikke hvordan systemet skulle gøre det.

»I kravspecifikationen skal man holde sig fri fra at definere løsninger. Hvis man ikke gør det rigtigt, så risikerer man at låse byderen fast i nogle løsninger,« siger Frank Jumppannen Andersen, der dermed gengiver et af professor Søren Lauesens argumenter for en problemorienteret kravspecifikation..

Flowtest udføres af forretning

Udover at forretningssiden var en vigtig sparringspartner i udskiftningen af det gamle XAL-system, så er forretningssiden af Missionpharma også en vigtig partner for it-afdelingen, når ny funktionalitet tages i brug.

»Vi har superbrugere, der laver modultests og checker at funktionaliteten virker selvstændigt set.
Så har vi flowtest, hvor de tager udgangspunkt i et typisk scenarie med en kunde,« siger Frank Jumppannen Andersen, der understreger vigtigheden af at inddrage forretningen, så det checkes, at systemerne også passer til virkelighedens verden.

»Vi har et helt flowtest-setup som vi kan hive ned af hylden, og så kan vi køre drejebogen igennem, så vi sikrer at der ikke er gået noget i stykker. Der er nogle ligeud-af-landevejen test, og så er superbrugerne gode til at være kreative med cases, hvor de virkelig kommer ud i krogene af systemet,« siger Frank Jumppannen Andersen.

Han supporterer i dag supporterer 180 brugere fordelt på 60 i Danmark og resten af brugerne i Indien, Afrika og Shanghai. De anvender alle et Dynamics AX 2012-system, som ikke er en black box med en tikkende bombe indeni som det var for 10 år siden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere