It-chef afviser livsfarlige EPJ-fejl: Lægerne skal bare bruge systemet

26 gange har patienters liv været i fare det sidste kvartal, fordi lægerne manglede oplysninger. Det er ikke fordi EPJ-systemerne ikke kan kommunikere, vi bruger dem bare ikke nok, siger Region Hovedstaden.

På tre måneder har patienter på hospitaler over hele landet været i fare for at dø 26 gange, fordi lægerne, der skulle behandle den syge, ikke havde oplysninger om for eksempel hvad for en medicin den patienten tager og hvad han eller hun tidligere har været indlagt for.

Læs også: Hospitaler i EPJ-panik: 26 livsfarlige it-fejl på et kvartal

Men det skyldes ikke kun, at regionernes mange forskellige elektroniske patientjournalsystemer (EPJ) ikke taler sammen, men derimod også, at lægerne og sygeplejerskerne ikke bruger systemerne nok.

Det siger Jan Kold, der er it-direktør i Region Hovedstaden og står for driften af it-systemerne på alle regionens hospitaler.

»Det, vi kunne læse i søndags, var blandt andet konsekvenserne af, at der ikke er en tilstrækkelig god udnyttelse af al den teknologi, der rent faktisk er til stede på hospitalerne,« siger Jan Kold og henviser til en artikel i Jyllands-Posten, hvor det fremgik, at situationerne opstår, fordi de forskellige EPJ-systemer i de forskellige regioner ikke er kompatible med hinanden.

»Når man dykker ned i, hvad det er, der ikke virker, så er det noget helt andet, der kommer frem, end at systemerne ikke kan tale sammen,« siger Jan Kold.

Læs også: DF udfritter Bertel Haarder: Hvornår kommer de patientjournaler?

Blandt andet peger it-direktøren på, at det er sjældent, at patienter bliver flyttet fra region til region.

Han mener at problemet ligger også ligger i, at lægerne og sygeplejerskerne ikke bruger systemerne nok. Han mener, at det er for få procent af regionernes potentielle brugere, der logger ind hver dag.

Problemet er både, at læger og sygeplejerskerne skal være bedre trænede i at bruge systemerne, og at det skal være nemmere for dem at komme til at bruge systemerne.

»Vi skal lave rammerne om. Der skal være computere nok, de skal virke. Vi skal ud og undervise folk i, hvordan de bruger systemerne, og hvad det er for en glæde, de kan have af dem, og al den slags ting,« siger Jan Kold.

For eksempel forsøger Jan Kolds egen region, Region Hovedstaden, at gøre det nemmere for personalet at bruge hospitalets it-systemer ved for eksempel at lave en ´fortsæt hvor du slap´ funktion, hvor brugeren kan logge af på en pc, foretage sig noget andet, og derefter logge på en anden pc og starte præcis, hvor brugeren sluttede.

Derudover vil Jan Kold og hans folk også arbejde på at gøre arbejdet på hospitalerne papirløst.

EPJ-systemer i Region Hovedstaden har været i brug længe. Hvorfor har man overhovedet stadigt papir?
 
»Vi er stadigvæk i en situation, hvor it-systemerne ikke har kunnet præstere tilstrækkeligt effektive arbejdsgange til at understøtte kravene fra klinikkerne i deres hverdag. Systemerne har været så fragmenterede, så man har været nødt til at sammensætte patientjournalerne på papiret,« siger Jan Kold.

Han tilføjer at regionerne heller ikke helt kan pensionere papiret, fordi man skal være helt sikker på, at systemerne altid fungerer.

»Hvis man skal gå papirløs på hospitaler, så skal man være 180 procent sikker på, at man altid har oplysningerne tilgængelige. Og det er ikke bare næsten altid, det er altid,« siger han.

Hvordan kan det være, at der ikke allerede er rigeligt med computere og rigelig mulighed for at få adgang til systemerne for lægerne?
 
»Blandt andet fordi, at vi de seneste år har koncentreret os om at konsolidere vores systemer. I stedet at have 7-8 forskellige journalsystemer, så har vi i dag et. Vi har prioriteret at danne et fælles grundlag for det hele først,« siger han.

Han kan også godt forstå, at nogen undrer sig over, at det er så besværligt gøre sundheds-it-systemerne mere brugervenlige.

»Det er ikke helt trivielt at integrere. Jeg ved godt, at der er mange, der siger single sign-on og så videre - hvor svært kan det være at få det lavet? Men vi bliver også nødt til at sige, at alle de selskaber, der har været inde og se på vores konkrete installationer, de kommer jo til kort, fordi der er så mange forskellige systemer, og de er baserede på så forskellige teknologier,« siger Jan Kold.

Der er i dag 18 forskellige EPJ-systemer på landets sygehuse, men det er ambitionen, at der skal skæres ned på det antal.
Regeringen og regionerne aftale en plan for, hvordan de elektroniske patientjournaler skal sammenkøres. Senest ved udgangen af 2013 skal regionerne have sammenkørt deres systemer, så hver af de fem regioner kun har ét system. Yderligere skal de fem systemer kunne overføre data til hinanden uden problemer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jakob Damkjær

at EPJ leverandørene ikke formår at levere et beslutningsstøtte system der beskytter brugeren mod at lave potentielt livstruende fejl kan beskrives med et ord...

Uambitiøst.

At beskylde brugerene for at systemet ikke virker og specielt ved at brugeren ikke logger ind nok er ikke en bruger fejl... Det er en design fejl at antage at brugerene altid er logget ind og har tid til at side og våge over deres skærm som små høge. Lav et system der er designet til at ha flere tiers af overvågnings mekanismer så når (ikke hvis) brugeren laver en fejl så fanger systemet det og følger op på det ved at eskalere patienten til den bliver håndteret. Ultimativt med besked til sundhedsstyrelsen om at der er en patient på en afdeling der er blevet ignoreret i for lang tid. De fleste afdelinger reagere ret prompte når overlægen har fået et opkald fra sundhedsstyrelsen eller regionen.

Det er et patient og behandlingsforløb orienteret system og er fuldt muligt med vores nuværende teknologi niveau, men det starter med et design der har som første, anden og tredie design priotet at "Der er ALDRIG en patient der falder gennem sprækkerne og diagnoser bliver ALTID opfulgt"

  • 0
  • 0
#2 Finn Frogne

Der findes en åben standard for udveksling af kørselsinformationer imellem taxi-selskaber og de regionale trafikselskaber, samt offentlige institutioner. Standardens hjemmeside er: www.suti.se Der er mindst 10 vidt forskellige systemer som uden problemer udveksler 100-vis af forskellige data. Stort set alle leverandører og mange offentlige institutioner i skandinavien benytter systemet. SUTI kan bruges som inspiration til EPJ-udveksling Hvis det allerede eksisterer burde vi læsere informeres, så vi kan undre os på et højere niveau! Venlig hilsen Finn Frogne

  • 0
  • 0
#3 Preben Bille Brahe

VistA = Veterans Health Information System and Technology Architecture. Open Source - og med over 5 millioner patienter (og svjh over 200 hospitaler i dag) - så skalerer det vist fint til selv danske forhold.

WikiPedia: http://en.wikipedia.org/wiki/VistA Dansk forsøg: http://digitaliser.dk/resource/406836

Da det jo trods alt skal oversættes til Dansk, og tillempes danske formularer - så burde der være rig lejlighed til indtjening for danske IT-firmaer/konsulenter. Og det uden at hælde alle pengene i kloakken ved at udvikle 18 systemer, koge dem ned til 5 overlevende - og så til sidst prøve om de 5 kan udveksle data...

BR Preben

  • 0
  • 0
#4 Rene Madsen

VistA = Veterans Health Information System and Technology Architecture. Open Source - og med over 5 millioner patienter (og svjh over 200 hospitaler i dag) - så skalerer det vist fint til selv danske forhold.

Du glemmer en vigtig faktor i det her - det har ikke været igennem en stor undersøgelse i Danmark og vi har ikke brugt 20+ udvalg på at finde ud af om det er en god løsning, så det kan man ikke "bare" lige gøre.

Ironi kan forekomme..

Syntes det lyder som et fantastiks forslag og det er da noget staten burde få fingeren ud og gjort noget ved.

  • 0
  • 0
#6 Tom Arleth

VistA er sikkert et fint system, men det er eet system med een ejer og kan derfor fint udveksle data med sig selv. I Danmark har vi ca 20+ systemer med en masse ejere og så er det ulige sværere at blive enige om hvad der skal udveksles og i hvilket format.

  • 0
  • 0
#8 Finn Dalgård

Det er værd at huske, at det var en bevidst, overordnet strategi at lade amterne udvikle forskellige systemer, frem for at satse på et enkelt, nationalt system. Sporene fra fiaskoer i andre sektorer har sikkert skræmt.

Meningen var så, at der skulle ske det, som sker nu, at de forskellige systemer samordnes og udskilles, så der til sidst er så få og så gode som muligt tilbage.

Det er og var selvfølgelig de centrale myndigheders ansvar at sørge for, at der blev udarbejdet de standarder, som er nødvendige for at journaloplysningerne kan udvikles nationalt og ikke mindst internationalt. Det kunne jo være sjovt at få tjekket, om danske journaloplysninger nu kan udveksles med svenske, norske, tyske, polske og engelske? Findes der en beskrivelse af en international standard for området?

  • 0
  • 0
#9 Mikkel Kruse Johnsen

Der findes i dag mange XML beskeder (Emessage) der kan udveksles. Se:

http://medcom.dk/wm110556

Det er bare et spørgsmål om at få de store systemer til at understøtte dem. Men det skal de have mange penge for, så derfor går det ikke så hurtigt.

VistA er et amerikansk system skrevet i MUMPS et sprog lavet til healtcare i 1960'erne. Så der er nok ikke mange danskere der kan udvikle i det. Det er nok nemmere sagt end gjort. Derudover understøtter det ikke nogen danske standarder for udveksling.

Bare fordi noget er åben source gør det, det ikke nødvendigvis brugbart. Er selv varm fortaler for OSS, men det skal også kunne videreudvikles og tilpasses danske forhold. F.eks. kunne man bruge OpenVista som er C# (Gtk#) frontend til VistA.

  • 0
  • 0
#10 Peter Jespersen

Den holder ikke - vi kan ikke have et system der ikke bare er udviklet i udlandet, men som også er gennemprøvet. Der skal være en maksimal chance for fiasko og et sted hvor vi kan gøre af alle de milliarder som staten har alt for mange af.

Og så en kraftig advarsel til hippierne på Bispebjerg Hospital - vi kan ikke have effektive IT-Systemer i det offentlige her i landet - det er naturstridigt at personalet kan logge ind på hospitalets system på under en halv time.

Der Vil Blive Slået Hårdt Ned På Urostiftere !

  • 0
  • 0
#11 Anonym

Mikkel

Problemet er at Medcom er et forældet koncept som kun varetager de kommercielle interesser hos VAN-leverandører og ved at flytte styringen til EPJ-leverandøren uden at sikre patienten eller understøtte effektivisering af systemet.

Det er en system-centrisk model uden fremtid, som graver os længere og længere ned i stive ufleksible modeller.

National Patient Index er et halvdesperat forsøg på at lappe på fejlene.

Man adresserer nok reelle problemstillingerne, men tilgangene er så dårlige at de reelt gør mere skade end gavn. Man spilder investeringerne på forældede tiltag.

  • 0
  • 0
#12 Mikkel Kruse Johnsen

Stephan

Det giver jeg dig ret i, at MedCom er langsom og er ikke villige til at gøre op med VANS-leverandørene.

Jeg udvikler selv lægesystem og er med til Medcom møder og der sker ikke en skid. Alle sidder og venter på hvor mange penge de kan få ud af Medcom.

Men jeg giver dig ikke ret i at konceptet med en organisation som varetager standarden for udveksling. Det er den eneste måde vi kan få EPJ-systemerne til at snakke sammen på.

Det tager langtid sådan noget. De store firmaer skal jo have halve til hele millioner for at lave noget vi andre små kan lave på en uges tid.

Medcom skal bare sætte flere deadlines og der skal være konsekvenser hvis de ikke overholdes.

Så skal der også ansættes folk som ved noget om IT og de store opgaver skal ikke kun gå til deres venner, som det sker nu :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere