IT-Branchen: Lad os copy-paste fra den engelske it-indkøbs-revolution

Danmark må kunne bruge hele eller dele af den britiske succesmodel, hvor store it-udbud er afløst af mindre bidder og større konkurrence. Det mener IT-Branchen, der nu vil indkalde til diskussion af de imponerende engelske resultater.

Englænderne har ramt noget helt rigtigt i deres nye måde at køre statslige it-projekter og it-indkøb på – og det skal Danmark i den grad lære af.

Sådan lyder det fra it-leverandørernes organisation IT-Branchen, som meget gerne vil arbejde videre med erfaringerne fra England. Det skal blandt andet ske på et møde med alle parter, for at se på hvordan man får overført den engelske succes til Danmark.

»Der er virkelig grund til at dykke ned i de erfaringer, de har gjort i England, for det er den helt rigtige retning, de er gået i. Så vi vil efter sommerferien samle it-indkøbere fra den offentlige sektor og it-leverandører og diskutere, hvordan vi kan overføre det til en dansk kontekst,« siger Morten Bangsgaard, direktør for IT-Branchen, til Version2.

Den britiske stat har droppet de gamle dogmer med store udbud, tykke kravspecifikationer og vandfaldsmodeller, som gik galt. De seneste år har briterne været igennem en stor omvæltning og indført helt nye måder at køre statens it-indkøb og it-projekter på. Sidste år gav det en besparelse på fem milliarder kroner i forhold til tidligere, alene fordi mindre virksomheder nu også kunne byde ind på opgaver og dermed skabe større konkurrence.

Læs også: Sådan åbnede den engelske stat for små it-leverandører – og sparede 5 milliarder

Og det er resultater, som gør indtryk i Danmark, hvor diskussionen om bedre måder at handle it på har været i gang i årevis.

»Nu vil vi bruge sommeren på at se på de engelske erfaringer, for det ser meget interessant ud. Jeg er overbevist om, at vi kan bruge det hele eller dele af det i Danmark, så vi skal vurdere, om man kan lave en ren copy-paste eller om det skal være en mere dansk model,« siger Morten Bangsgaard.

Der er brug for en brækstang

Hos organisationen Dansk IT har man også i årevis talt for at bryde med den danske duksetradition, som har givet så mange problemer gennem årene. Men det er ikke nemt lige at ændre, siger formanden for Dansk IT’s udvalg om it i den offentlige sektor, Ejvind Jørgensen, som til daglig er direktør i Rambøll Management.

»Der er ingen tvivl om, at der er for store friktioner i den måde, vi indkøber på. Danmark lider meget under, at vi fortolker udbudsreglerne meget rigidt. Vores udbudspraksis er et issue, vi har, som ikke gør det nemt for os. Vi har brug for en brækstang til at ændre det,« siger Ejvind Jørgensen til Version2.

For selvom man måske ændrer på reglerne og indfører nye udbudsprocesser, vil mange stadig hænge fast i den gamle måde at tænke på, vurderer han.

»En ny udbudslov er på vej og kan hjælpe på det her - men det er ikke nok. Det kræver også en mental revolution. Og så skal der være politisk vilje til at sige, at hvis vi for alvor vil rykke, bliver vi nødt til at gøre det på nye måder,« siger Ejvind Jørgensen.

Han peger på, at statens it-chefer meget gerne vil have mere fleksible måder at købe ind på. I undersøgelsen IT i Praksis, som Dansk IT gennemfører hvert år sammen med Rambøll Management, er øget dialog og fleksibilitet mellem kunde og leverandør topscorer på spørgsmålet om, hvad der kunne gøres bedre i it-projekterne. Og det er især de organisationer, som har it-succes, som peger på dette punkt.

Læs også: Storbritannien ruller NemID-pendant ud – men med indbygget privacy

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Secher Jarlskov

... Men jeg tillader mig at være lidt tvivlende!

Der skal nok komme en embedsmand eller fire og påstå at Danmark er unik - ligesom vi var da vi ikke kunne bestille standard togsæt, men skulle have vores helt egne, dyre ikke-fungerende IC4, vores helt egen Rejsekortsløsning (ikke noget med at låne erfaringer fra Holland) og alle de tusinde andre sager.

Desværre har vi historisk set en tendens til at genopfinde dybe tallerkner på trods af vores lande begrænsede størrelse!

Sune Marcher

»Nu vil vi bruge sommeren på at se på de engelske erfaringer, for det ser meget interessant ud. Jeg er overbevist om, at vi kan bruge det hele eller dele af det i Danmark, så vi skal vurdere, om man kan lave en ren copy-paste eller om det skal være en mere dansk model,« siger Morten Bangsgaard.

...en mere Dansk model, der lige skal sendes i SKI-udbud.

Trololol.

Mads Larsen

Dette er ikke mindre end dagens bedste nyhed. Der er lang vej igen, men at der nu tages skridt hen imod en ny retning kan jeg kun hilse velkommen. Man forstår at der kan være skepsis for om det vil lykkes, men selv elefanter har jo udviklet sig med tiden.

Michael T. Jensen

(Nedenstående er med basis i evt. mangelfuld viden)
Jeg er ikke så sikker på at SKI er en blomst der er fremelsket i IT-branchens have. Er det ikke regnedrengene i finansministeriet, som har indført det for at skaffe så lav en indkøbspris for offentlige organisationer? At det så er skadeligt for IT-branchen og dansk erhvervsliv som helhed hører ikke til i samme regneark...

Ulrik Suhr

I undersøgelsen IT i Praksis, som Dansk IT gennemfører hvert år sammen med Rambøll Management, er øget dialog og fleksibilitet mellem kunde og leverandør topscorer på spørgsmålet om, hvad der kunne gøres bedre i it-projekterne.

Det mest åbenlyse er manglende kontakt med slutbrugerne og leverandør.... ikke projektledere/indkøbere og leverandør.

Kom nu med den IT-Havarikommission!

Hvor mange rapporter skal man lave for at indse dette?

Christian Nobel

Jeg er ikke så sikker på at SKI er en blomst der er fremelsket i IT-branchens have. Er det ikke regnedrengene i finansministeriet, som har indført det for at skaffe så lav en indkøbspris for offentlige organisationer?

Jo blomsten er som du selv siger fremelsket af regnedrengene i finansministeriet, men hvis man så ser på leverandørsiden af sagen, så er det de store virksomheder (Dansk ITs medlemmer), der er i klubben - og de vil jo nødigt kaste det ben væk de selv sidder og gnasker i.

Michael T. Jensen

Jo blomsten er som du selv siger fremelsket af regnedrengene i finansministeriet, men hvis man så ser på leverandørsiden af sagen, så er det de store virksomheder (Dansk ITs medlemmer), der er i klubben - og de vil jo nødigt kaste det ben væk de selv sidder og gnasker i.


Det store problem er faktisk, at sådan som SKI-aftalerne er skruet sammen, er det kun de absolut største firmaer, som kan byde ind på ordrene. På den måde bliver de små og mellemstore leverandører udelukket eller sagt på en anden måde: man sikrer lave priser og handel med udenlandske firmaer.

Fordelene for SKI-leverandørerne er, at de får solgt så mange enheder, at omkostningen pr. stk. bliver meget lav. Dette burde betyde lavere priser for alle andre købere i Danmark, men det tror jeg ikke er tilfældet. I stedet sker der det at disse leverandører er nødt til at tjene på karrusellerne, hvad blev sat til på gyngerne. Alle andre leverandører har lave styktal og dermed højere omkostninger pr. enhed.

Så med SKI sikrer staten lave priser til sig selv, højere priser til dansk erhvervsliv, mere begrænset konkurrence og fast favorisering af store (ofte udenlandske) leverandører.

Tager jeg fejl? Hvis ikke, kan vi så anklage finansministeriet for landsskadelig virksomhed?

Log ind eller Opret konto for at kommentere