It-ballade i SU-styrelsen: Studerende får ingen penge

Som en af de første offentlige services blev Statens Uddannelsesstøtte fuldt digitaliseret i sommer. Men problemerne står i kø, og mange studerende får ingen penge udbetalt.

For et stramt studenterbudget kan en forsinket SU-udbetaling være en katastrofe. Og dem er der mange af i øjeblikket, for projektet med at digitalisere SU-udbetalingen har givet mange fejl, som rammer de studerende.

Nogle har i flere måneder måtte undvære den SU, de har krav på, samtidigt med at SU-styrelsen sender rykkere og trusler om fogeden, fordi it-systemet tror, at der er udbetalt for meget, skriver MetroXpress.

Som en af de første offentlige services er SU-systemet blevet fuldt digitaliseret pr. 1. juli 2009. Alle ansøgninger skal ske via nettet med en digital signatur, og tildelingen af SU sker så vidt muligt helt automatisk.

Hos SU-styrelsen erkender datachef Georg Danvøgg, at der har været 'børnesygdomme'.

Især de 18-19-årige, som får SU ud fra forældrenes indkomst, har været ramt, fordi oplysningerne automatisk trækkes hos Skat, uden at det er lykkedes at få de rigtige oplysninger til behandlingen af ansøgningen. For eksempel hvis en SU-modtager ikke bor hos sin biologiske far, men fejlagtigt vurderes ud fra hans indkomst.

»Der er over 20 såkaldte forældrekombinationer, og det har givet nogle fejl, og så vil jeg ikke afvise, at der stadig er nogle, der mangler af få deres SU, men det skulle gerne være på plads på mandag,« siger Georg Danvøgg til MetroXpress.

Han tilføjer, at alt gerne skulle virke ved udgangen af måneden.

Andre problemer med den digitale SU-løsning har været håndtering af udenlandske statsborgere, hvis oplysninger tilsyneladende forsvinder i systemet. Desuden har den tvungne brug af digital signatur gjort det svært eller helt umuligt for danskere i udlandet at søge om SU, oplyser HK Stat.

For at få en digital signatur skal man forbi en dansk ambassade og betale for ulejligheden, mens det på Færøerne har været helt umuligt at få en digital signatur udleveret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere