It-afdelingerne har ikke styr på gennemskuelighed i Kubernetes-systemer
Over halvdelen af adspurgte it-ledere i en undersøgelse indrømmer, at deres organisation har blinde punkter i forhold til at kunne overvåge komplekse multicloud- og containermiljøer. Det skriver mediet Computerweekly.
Tallet fremgår af rapporten '2022 Global CIO report,' som bygger på en global undersøgelse af 1.300 it-chefer og ledende medarbejdere, der er involveret i infrastrukturstyring i store virksomheder med mere end 1.000 ansatte. Undersøgelsen er gennemført af Coleman Parkes på vegne af virksomheden Dynatrace.
It-cheferne i undersøgelsen er også bekymrede over den stigende kompleksitet i forbindelse med overvågning af miljøer, der bruger Kubernetes.
Ifølge undersøgelsen siger 59 procent af it-cheferne, at traditionelle overvågningsløsninger af infrastruktur ikke længere er velegnet, i en verden der består af cloud og Kubernetes. Cheferne ønsker sig i stedet platforme, der kan give end-to-end-overvågning på tværs af multicloud-miljøer.
Også 59 procent af it-cheferne mener, at styring af infrastruktur er en stigende byrde i forhold til resurser. Det hænger - ikke overraskende - sammen med et stigende forbrug af cloud-tjenester, og tvinger it-afdelinger til hele tiden at skifte mellem forskellige løsninger og dashboards, for at få den nødvendige indsigt.
Behovet for at anvende mere end én overvågningsløsning på tværs af multicloud-miljøer gør det efter chefernes mening svært at optimere infrastrukturens ydeevne og resurseforbrug. 62 procent oplever, at blinde pletter i miljøerne er en voksende risiko for den digitale transformation, da it-holdene ikke har nogen nem måde at overvåge teknologierne på fra ende til ende.
