It-afdelingen kan blive flaskehals for moderne BI
BI er død, erklærede analysehuset Gartner tidligere på året, og lagde kimen til begrebet BI-nosaurus om virksomheder, der ikke var vågnet op til denne nye virkelighed.
Meldingen skal tages med et gran salt, forklarer BI-ekspert og såkaldt innovations evangelist Timo Elliot ved SAP Insider-konferencen i Wien.
»Ikke alene er brugen af traditionel BI ikke døende - det er stigende,« fastslår han.
Når Gartner alligevel rammer en nerve med den tidlige dødserklæring, er det fordi Business Intelligence i stigende grad ryger ud af hænderne på den traditionelle it-afdeling.
I stedet ligger hoveddelen af beslutningskraften inden for BI i den øvrige virksomhed, og inddragelse af it-afdelingen bliver til en mulighed snarere end et vilkår.
Og det er en udvikling, der kræver omstilling fra it-afdelingerne, hvis ikke de skal ende som flaskehalse i databrugen, understreger Timo Elliott.
»Når jeg taler med virksomheder, ser jeg ofte, at de hold, der arbejder med de mest innovative projekter, ikke har noget at gøre med den centrale it-afdeling - de forsøger at undgå den,« forklarer han og fortsætter:
»De bliver ofte opfattet som flaskehalse. Der er meget lidt samtænkning mellem projekterne på den digitale forfront og it-afdelingen,« siger Timo Elliott.
Typisk er enterprise systemer til BI for langsomme at tilpasse, når forretningen vil have svar på nye spørgsmål. I en undersøgelse foretaget af Forrester for SAP svarede 31 procent af respondenterne, at de i gennemsnit venter dage eller uger på en ny BI-anmodning.
Det er den slags statistik, der gør, at den mest efterspurgte feature til BI-systemer - ifølge Timo Elliott - er ‘Export to Excell’. I den situation, er det korrekte svar ikke ‘Nej’, for at sørge for, at forhindre skygge BI-løsninger.
»Det rette svar, er at spørge ‘hvorfor’,« konstaterer Timo Elliot.
Virksomheder, der har succes med at oprette en strømlinet it-infrastruktur til Business Intelligence, er også dem, der har flest problemer, fortæller han.
»Fordi de prøver at bygge et babeltårn - en perfekt infrastruktur. Og alt det beskidte arbejde, som medarbejdere vil lave i Excel, bliver forbudt eller begrænset - og det skaber konflikt,« siger Timo Elliott.
I stedet skal it-afdelingen løsne tøjlerne, og gøre det klart, at man vil hjælpe medarbejderne, og bygge systemet på tillid snarere end kontrol.
»Diplomati bliver en essentiel egenskab,« siger Timo Elliott.
Accept af skygge BI-løsninger betyder ikke, at man ikke skal gå efter at have standardværktøjer. Virksomheder med færre værktøjer få mere ud af Business Intelligence, fortæller Timo Elliott, der sammenligner it-afdelingen med den traditionelle taxa-branche, som verden over bliver udfordret af forretningskoncepter som Uber:
»Løsningen er ikke at demonstrere - men at konkurrere.«
Version2 er inviteret til SAP Insider-konferencen i Wien af SAP.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.