It-advokat: FBI-hack ville næppe være lovligt i Danmark

Dansk politi ville næppe få lov at hacke computere, som FBI tilsyneladende har gjort det i USA. Alligevel kan data fra FBI-hacket godt ligge til grund for dansk efterforskning, vurderer it-advokat.

Det er endnu uvist, i hvor høj grad og hvordan oplysninger fra FBI’s digitale børnepornorazzia, Operation Pacifier, har resulteret i sager mod danskere. Operationen medførte ellers, at 34 danske computere røg med som en del af fangsten, da det amerikanske forbundspoliti brød anonymiteten på Tor-nettet i jagten på børneporno.

Men havde dansk politi brugt samme fremgangsmåde som det amerikanske forbundspoliti, ville det næppe have været lovligt, vurderer it-advokat og partner i Bird & Bird Martin von Haller Grønbæk.

Problemet er, at FBI for at identificere brugere af et børneporno¬forum på Tor-nettet har skaffet sig adgang til en masse computere uden på forhånd at vide, hvem computerne tilhører.

Læs også: Danskere fanget: FBI hackede over 1.000 Tor-computere i børneporno-aktion

»Hvis du i Danmark skal skaffe dig adgang til huse, breve eller andet, skal du have en dommerkendelse. Og den dommerkendelse skal som udgangspunkt være specifik i forhold til en person og en formodet forbrydelse i forbindelse med den person,« siger Martin von Haller Grønbæk og fortsætter:

»Jeg tror ikke, man i Danmark ville kunne få en dommerkendelse, der bare gav generel mulighed for at fiske rundt og se, om nogen, man ikke ved hvem er, foretager sig noget ulovligt via en tjeneste.«

Men kan man ikke sammenligne det med, at politiet har mistanke om, at der foregår noget ulovligt ved en bygning og derfor vil overvåge alle ved bygningen?

»Du ville nok kunne få lov til at installere overvågning i en bygning, hvis du vidste, at den blev brugt til ulovlige ting. Men her får du lov til at overvåge hælercentralen, følge personerne hjem og bryde ind i deres huse for at se, hvad de har liggende.«

Ud over det problematiske i på baggrund af en enkelt, generel dommerkendelse at hacke over 1.000 computere, påpeger Martin von Haller Grønbæk, at det næppe heller ville være lovligt i Danmark, hvis det danske politi havde drevet serveren i en periode på samme måde, som FBI har gjort det fra februar til marts sidste år.

34 danske sager

Ifølge oplysninger fra Europol ser Operation Pacifier ud til at have resulteret i mindst 34 sager i Danmark. Og såfremt oplysninger, som FBI har hacket sig til, ligger til grund for anholdelser i Danmark, finder Martin von Haller Grønbæk det problematisk, fordi det dermed er et amerikansk og ikke et dansk retsgrundlag, der ligger til grund.

»Det problematiske er, at der er angivet forskellige antal sager, der er opstået på dette grundlag. Nu handler det lige om børneporno, men det kunne jo handle om andre ting.«

Han nævner i den forbindelse ulovlig fildeling af copyright-beskyttet indhold som musik og film.

»Det er altid svært at diskutere i forhold til børneporno, det er alle folk jo imod. Men hvis det her blev brugt til eksempelvis håndhævelse af immaterielle rettigheder, ville det være dybt problematisk.«

Selvom Martin von Haller Grønbæk kalder sagen problematisk, mener han dog principielt godt, at de danske myndigheder kan bruge FBI-oplysningerne til at få en dansk dommerkendelse.

Eksempelvis kunne man forestille sig, at FBI ligger inde med en IP-adresse, der peger på en person i Danmark. Politiet i Danmark får kendskab til IP-adressen, går til en dansk domstol og får på den baggrund en dommerkendelse i forhold til et konkret individ.

Det springende punkt er her, hvorvidt domstolen finder oplysningerne troværdige – uanset om de er skaffet på et lovligt grundlag eller ej.

»Jeg tror, at man i Danmark ville kunne få en dommerkendelse på dette grundlag, hvis det er således, at domstolen vurderer, at oplysningerne ikke er forkerte, og at der er en begrundet mistanke,« siger Martin von Haller Grønbæk.

Artiklen har været bragt i avisen Ingeniøren

Følg forløbet

Kommentarer (8)

Anne-Marie Krogsbøll

"»Jeg tror ikke, man i Danmark ville kunne få en dommerkendelse, der bare gav generel mulighed for at fiske rundt og se, om nogen, man ikke ved hvem er, foretager sig noget ulovligt via en tjeneste.«"

Er det det, der er tilfældet her? Er det ikke kun personer, der har været inde på en børnepornoside, der er gået i "fælden"?

Der er selvfølgelig den mulighed, at man kan være kommet ind på den ved et uheld. Det må vel så afklares i en retssag. Hvis man gentagne gange går ind på den, så kan man vel ikke mere påberåbe sig, at det var et uheld. Ej heller hvis der er tale om noget, man skal logge ind på.

Jeg er lidt usikker på min holdning til dette - umiddelbart er det da betydeligt mere målrettet end totalovervågning via diverse kanaler.

Bent Jensen

Det stiller et spørgsmål og besvare et andet.

Hvad med de personer der har opsøgt siden efter at FBI har overtaget tjenesten, hvis den var lukket have mennesker måske ikke fundet eller foretaget sig noget ulovligt. = Opfordring til ulovligheder. Der er sikkert også del eller hentet noget nyt efter overtagelsen, så har FBI selv været med til ulovlig distribution.

Der spørgsmål vi har fået svar på er er.
Hvorfor at USA kun har et meget lille antal sager hvor domstolene spørges om overvågning og aflytning, i forhold til Danmark.
Det er fordi det enten foretages overvågning, som i Danmark ville være ulovligt som med NSA, eller man kun beder om en forespørgsel for at overvåge måske en hel by, da der foretages noget ulovligt, af nogen et eller andet sted.

At de her mennesker skal findes og straffes er helt i orden, men man skal stadig gøre det på et lovligt grundlag, ellers ender vi som i Kina, Rusland, Nordkorea, Mange Arabiske stater og USA. Hvor man ikke må tænke, eller eje, tilgå eller gøre noget selv hvis man ikke følger states Dogme. Ellers risikere man dødsstraf, retten til at tilgå information, og total overvågning af alle aspekter af sit liv. Hov nu gik den på vores Justiksminister, vi må nok holde her. Inden han for mange gode ideer.

Henrik Hansen

»Jeg tror ikke, man i Danmark ville kunne få en dommerkendelse, der bare gav generel mulighed for at fiske rundt og se, om nogen, man ikke ved hvem er, foretager sig noget ulovligt via en tjeneste.«

Hvor langt er der mon fra dette og så til en visitationszone, hvor man blot erstatter et geografisk område med en given server?

Chresten Christensen

Porno og porno, så lad os se om det er forstået rigtig, en gruppe folk, skaffer sig adgang til nogle personers PC, hvad kan der være ulovlig i det.... ?.
Hvis man ser lidt nøgterne på det så kan man omskrive det lidt til::
En dommer , efterretningsvæsen og politi, indblandet i pædofil ring, der har skaffet sig adgang til børneporno på u-lovligvis, hos børne familier. Nu hvordan det; En person kan forholdsvis let skaffe sig adgang til det trådløse netværk, der findes i mange hjem. Denne person til går så den malware inficeret server, som er sat op af; politi og andre. Malware er sat til at indfange billeder af nøgne børn(børneporno), den definition passer på alle familier der har lagt billeder af deres egne nøgne børn på, deres PC, der laves en netværks søgning på denne families netværk, og alle PC'er med billeder, der passe den før omtalte definition, bliver nu indfanget i dette net. Og vupti man har en masse nye børneporno billeder, som de kan bruge. Det er før set at politiet i USA, har brugt billeder de har fået adgang til. Til andre operationer.

Ib Erik Söderblom

"»Jeg tror ikke, man i Danmark ville kunne få en dommerkendelse, der bare gav generel mulighed for at fiske rundt og se, om nogen, man ikke ved hvem er, foretager sig noget ulovligt via en tjeneste.«"

Når der udstedes 4252 dommerkendelser, men kun falder dom i de 102 af sagerne, så kan det tyde på, at udstedelsen af dommerkendelser måske nok sidder lige lovligt løst.

Dommerkendelser skal ikke udstedes pr. automatik, men skal rent faktisk sikre borgerne mod uretmæssigt overgreb fra systemet.

Det positive ved denne sag, udover at de får buret nogle afsporede mennesker inde..., er at det netop viser, at masseovervågning udelukkende er en krænkelse af alle de almindelige og helt uskyldige borgere.
Hvorimod en målrettet indsats giver resultater.

Desværre evner vores embedsmandsværk, politikere og politietaten ikke at forstå forskellen, eller forstå problematikken.

Jørgen L. Sørensen

Citat fra artiklen: "... identificere brugere af et børneporno¬forum på Tor-nettet ..."

Betyder det at der kun var adgang til materialet hvis man brugte TOR-netværket --- eller kunne man også finde siden blot ved at indtaste adressen i sin browser?

Hvis det sidste er tilfældet synes jeg ikke man kan tale om at materialet var på TOR-nettet, men at TOR-nettet var en af flere måder til at få adgang til materialet.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen