Islændinge: Vi bygger datacentre i ly for vulkanudbrud

Vulkansk aske er ikke godt for servere, men islændingene har taget risikoen for vulkanudbrud og askeskyer med i planerne for ønationens grønne datacentre og satser på, at vinden blæser den rigtige vej.

Datacentre i skyen kan få en helt ny betydning, når en vulkan går i udbrud få hundrede kilometer væk og begynder at udspy tusindvis af tons af mikroskopiske glaspartikler ud i atmosfæren.

Island er skabt af den aktive vulkanzone, der skiller den nordamerikanske kontinentalplade fra den europæiske, og ønationen er vant til at leve med vulkanudbrud.

Derfor er risikoen for et udbrud også tænkt med i planerne for store datacentre på Island. Det skriver Data Center Knowledge.

De islandske datacentre er placeret på vestkysten af øen ligesom hovedstaden Reykjavik og ligger således vest for de aktive vulkaner. Den dominerende vindretning er vestenvind, og dermed er der meget lille sandsynlighed for, at et vulkanudbrud skulle sende aske i retningen af et datacenter i så store mængder, at det vil give problemer.

Støvstorme i Australien har tidligere betydet, at hostingfirmaer måtte lukke for kølesystemerne på grund af tilstoppede luftfiltre til airconditionen.

Vulkansk aske består hovedsageligt af mikroskopiske glaspartikler, som kan skabe statisk elektricitet ved friktion. Derfor kan en større koncentration ødelægge it-udstyr, hvis asken slipper forbi ventilationsfiltrene.

Island har de seneste år forsøgt at etablere sig som en hostingnation ved at markedsføre sig på muligheden for at bygge datacentre, der netop får energi fra de geotermiske kraftværker på øen, som udnytter magmakamre, der ligger tæt ved jordoverfladen.

Island er ét af de få steder i verden, hvor denne type energi, der næsten er CO2-fri, kan udnyttes.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Nielsen

Måske man kunne støtte med et par velplaceret mølleparker, der kan drives af den billige energi og blæse ren luft henover datacenterne hvis vinden skulle vende...
Jeg tror stadig, at omkostningerne i sikring og datacenter spejling på dette hotspot vil æde besparelsen fra den billige energi.

Log ind eller Opret konto for at kommentere