Hos isenkræmmeren Alstrøm, der har fem butikker på Sjælland, har man den seneste tid solgt en vaskeægte moppedreng af en USB-nøgle på hele 512 gigabyte til den rørende pris af 399,95 kroner. Normalprisen var dobbelt så høj, fremgik det af prismærkerne.
Et regulært knaldtilbud, vil mange sige, men desværre også alt for godt til at være sandt.
For kigger man på EDBpriser.dk, må man i skrivende stund slippe cirka 3.000 kroner for et konkurrerende produkt med den halve plads, 256 gigabyte.
Og USB-stick'en, der stammer fra en ukendt kinesisk producent, viser sig da også kun at give kunden sølle 16 gigabyte lagerplads, og ikke 512 gigabyte som lovet.
Systemudvikler Mark Gjøl fra København var en af dem, der lod sig friste af tilbuddet, men blev slemt skuffet.
»Hvis jeg fandt et tilsvarende produkt på eBay, ville jeg nok have tænkt, at det så suspekt ud. Men en stor dansk isenkræmmer snyder ikke kunderne, tænker man, og det var grunden til, at jeg ikke blev mistænksom,« siger Mark Gjøl til Version2.
Fejl i data
Mark Gjøl lagde de 400 kroner hos Alstrøm og tog USB-stick'en med hjem.
Men herefter begyndte problemerne at melde sig. For når han kopierede mere end cirka 12-16 gigabyte filer over på USB-stick'en, begyndte data at blive fejlbehæftede, og skrivningen til USB-nøglen skete også meget langsomt.
Afsløringen af fupnummeret kan du læse meget mere om i Version2-blogger Peter Tofts blogindlæg om emnet.
Men kort fortalt narrer USB-nøglens controller pc'en til at tro, at den virkelig indeholder 512 gigabyte. På en almindelig Windows-pc hos hr. og fru Danmark vil det altså se ud, som om alt er i den skønneste orden, selvom det langtfra er tilfældet.
Efter at have konstateret, at USB-stick'en kun havde en brøkdel af den lovede plads, skrev data i snegletempo og samtidig var konstrueret 'fantastisk dårligt', er Mark Gjøl nu ikke i tvivl om sin mening om produktet:
»Jeg forventer selvfølgelig at få mine penge igen, og at Alstrøm trækker den tilbage,« siger han til Version2.
Holder sig til isenkram fremover
Begge dele kan han dog også regne med, forsikrer indkøbschef og partner i Alstrøm Joachim Brinck.
»Vi har besluttet at fjerne dem omgående fra butikken og fra hjemmesiden, og kunderne skal bare komme ind med dem og få pengene tilbage,« siger indkøbschefen til Version2.
Hvor mange har I solgt af dem indtil videre?
»Vi har solgt mange af de små på 4 og 8 gigabyte, som virker fint, men vi har ikke solgt ret mange af de større på 64, 128, 256 og 512 gigabyte, som er dem, der er problemer med,« siger Joachim Brinck.
USB-stick'en stammer fra en kinesisk producent. Hvordan er I kommet i forbindelse med dem?
»Næsten alle varer er jo efterhånden fra Kina. Vi har haft en mand derude for at se på andre varer, og så er han til stødt på dem samtidig. Men han har jo tjekket dem derude ved at sætte dem i en pc, så jeg mener, at vi har været i god tro,« siger Joachim Brinck.
Har I solgt den slags varer før?
»Nej, aldrig, så det er jo en speciel vare for os. Når folk kommer ind med deres kaffemaskiner eller andre kerneprodukter, så har vi jo en helt fast procedure for, hvordan vi skal løse problemerne. Men når en kunde henvender sig med en USB-stick, så har vi ikke en jordisk chance for at vide noget, for vi har ikke forstand på det,« siger Joachim Brinck til Version2.
Han erkender, at Alstrøm ikke har haft ekspertisen til at gennemskue, at der var noget galt med produktet.
»En gang imellem, når man prøver nogle nye varer af, så brænder man næsen. Det kan vi kun beklage over for kunderne,« siger Joachim Brinck til Version2.
»Vi holder os til isenkram fremover,« siger han.
Har du lignende erfaringer med it-gadgets, der lovede mere, end de kunne holde? Skriv i debatten nedenfor.