Irlands smittestop-app har kun stået i 850.000 euro, svarende til 6.329.000 kroner.
Det skriver avisen The Guardian.
Det er mere end tre gange billigere end den danske app, der foreløbig har kostet 20 millioner kroner.
Siden lanceringen den 6. juli er den irske smitteapp downloadet 1,3 millioner gange på otte dage. Dermed er det den hurtigst downloadede app i Europa i forhold til indbyggertal.
Ligesom den danske app benytter den irske telefonens bluetooth-signal til at udveksle et digitalt håndtryk med en anden enhed, der også kører appen, når brugerne kommer inden for 2 meter fra hinanden i mere end 15 minutter.
De anonyme nøgler gemmes i en log på telefonen, som de irske sundhedsmyndigheder kan bede brugeren om at uploade, hvis brugeren er smittet. Loggen kan derefter bruges til at spore navngivne kontakter, der bliver advaret om en mulig infektion.