Iran vil have sit eget internet - af sikkerhedshensyn

Et stort, lukket netværk kun for iranere skal afløse internettet i Iran. Dermed kan styret bedre beskytte sig mod Stuxnet-lignende angreb og overvåge befolkningen endnu mere.

Efter afsløringen af først malwaren Stuxnet og siden andre slags overvågningssoftware, som alle højst sandsynligt er en del af USA’s cyberkrigsførsel, tager Iran nu et drastisk skridt.

I stedet for at bruge det åbne internet, skal iranerne med tiden kobles på det lukkede, officielle iranske netværk, der altså kommer til at fungere som et gigantisk intranet for landet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Planen har været undervejs i noget tid, og alle offentlige myndigheder er allerede koblet på det lukkede net nu, hvorefter turen altså kommer til de almindelige iranere.

Meddelelsen om netværket blev givet på statens tv-kanal søndag, sammen med besked om, at Googles søgemaskine og Gmail ville blive spærret inden for nogle timer, uden videre forklaring. Den slags spærringer, der også typisk rammer Youtube og Facebook, er ikke unormalt i landet, ligesom websider, der kritiserer regeringen, typisk bliver spærret.

Internettet i Iran er kendt som verdens mest overvågede, og indbyggerne har brugt VPN-forbindelser til for eksempel Gmail for at undgå, at myndighederne kan læse med. Da det hollandske webfirma Diginotar sidste år havde besøg af hackere, som producerede gyldige certifikater for blandt andet Gmail og Google, var det højst sandsynligt de iranske myndigheders værk. Dermed ville de nemlig kunne overvåge også krypterede forbindelser ved at lægge sig imellem kommunikationen fra en borger og Googles servere.

Men ved at oprette et nationalt netværk, og med tiden muligvis lukke for normal adgang til det åbne internet, får styret langt bedre muligheder for at overvåge landets digitale kommunikation.

Det store, nationale netværk skal efter planen være helt klar til brug til marts 2013. Hvad der siden hen sker med adgangen til det åbne internet er ukendt, men Irans styre har tidligere afvist, at man vil lukke for adgangen.

Læs også: Dansk it-firma anklages for at hjælpe Iran med internetovervågning

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere