Apples iTunes App Store er med mere end 100.000 applikationer indtil videre den mest omfattende butik for applikationer til mobiltelefoner, men Apples hemmelige kriterier for, hvad der må sælges gennem butikken, får nu en gruppe udviklere til at gøre oprør. Det skriver Infoworld.
Apple skal godkende samtlige applikationer, der bliver solgt gennem App Store, og App Store er den eneste vej til at distribuere applikationer til iPhone, medmindre brugerne vælger at bryde spærringen i Apples firmware.
Processen med godkendelsen er imidlertid dikteret af en række kriterier, som Apple ikke vil offentliggøre. Et af kriterierne er angiveligt, at en applikation ikke må indeholde billeder eller henvisninger til Apples produkter og varemærker.
Det betyder, at en applikation, som nævner Apple eller indeholder et billede af, hvordan applikationen ser ud på en iPhone, hvor selve telefonen er synlig, kan blive afvist af Apple. Men ifølge webstedet apprejections.com bliver selv det kriterium ikke håndhævet konsekvent.
Dermed bliver det vanskeligt for udviklerne at gennemskue, hvorvidt en applikation vil slippe gennem Apples nåleøje. Da selve godkendelsen kan tage flere uger, kan gentagne afvisninger betyde en lang forsinkelse for lanceringen af en applikation.
»Siden Apple hårdnakket nægter at dokumentere deres kriterier eller diskutere sagen på andet niveau end for hver enkelt sag, så har jeg besluttet at samle alle kendte eksempler på applikationer, der er blevet afvist,« siger den britiske iPhone-applikationsudvikler Adam Martin til Infoworld.
Blandt andet det danske iPhone-udviklingsfirma Kiloo oplevede at få bandlyst deres Commodore 64-emulator. Det skete på baggrund af, at det var muligt for brugerne at bryde sikkerheden i applikationen, så de kunne skrive deres egen Basic-programkode. Det er i strid med Apples regler om, at man ikke må tilbyde applikationer, der åbner for programmering på iPhone.