Det vakte opsigt, at en stribe iPhone-applikationer kopierede hele adressebogen uden at spørge om lov.
Men faktisk er adressebogen ikke det eneste, som en udvikler af iPhone-applikationer nemt kan bede om fuld adgang til. Alle billeder taget med telefonen vil også kunne kopieres til en ekstern server, uden at brugeren opdager noget.
Det skriver New York Times, i kølvandet på diskussionerne om applikationer, som henter hele brugerens adressebog hjem til egen server.
Om nogle applikationer faktisk bruger muligheden for at kopiere billederne er uvist, men en app-udvikler demonstrerede for den amerikanske avis, at det er ganske nemt at få adgang.
Brugeren bliver spurgt, om applikationen må tilgå lokationsdata, og er svaret ja, kan applikationen også tilgå hele fotoalbummet. Billederne bliver nemlig gemt med metadata om telefonens placering, da billedet blev taget, og dermed falder billederne altså åbenbart ind under kategorien lokations-data.
At lade en applikation snage i billederne og kopiere dem videre til en anden server er dog i modstrid med Apples regler. I teorien vil alle applikationer, som forsøger dette, derfor blive afvist af Apple, når den skal godkendes til Apples App Store.
Men tricket med at kopiere hele adressebogen er også imod Apples regler for applikationer, hvilket ikke forhindrede Twitter og andre firmaer i at få godkendt apps, som gjorde det, pointerer New York Times.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.