IO Interactive garanterer: Canadisk satsning koster ikke danske job

Illustration:
Der skal ikke skæres ned blandt spiludviklerne i København, når IO Interactive åbner en ny afdeling i Canada, lover firmaet bag 'Hitman'-serien.

Flagskibet i den danske spilbranche, IO Interactive, er ikke i gang med at skære ned i Danmark, selvom der nu skal udvikles 'Hitman'-spil i Canada også.

Læs også: Hitman flytter til Canada: Lavere skat og lettere adgang til udviklere

Sådan lyder den klare melding fra IO Interactive, der står bag den populære serie spil om lejemorderen Hitman.

»Der sker ikke noget med vores studie i København, når det nye studie i Canada åbner. Vi fortsætter, som vi plejer,« siger Nick Price, kommunikationschef hos IO Interactive, til Version2.

Ifølge Børsen tirsdag skal de næste to 'Hitman'-titler udvikles færdige i København, før den nye canadiske afdeling tager over. Men Nick Price forklarer, at der ikke skal flyttes kapacitet til Canada. I stedet kan der fremover udvikles flere spil i serien.

»Det er en udvidelse af kapaciteten. Og vi ser det som en positiv tilkendegivelse fra vores ejere, at de gerne vil udvikle flere spil i 'Hitman'-serien og vil bruge flere penge på at styrke brandet Hitman,« siger kommunikationschefen.

Se de danske Hitman-udvikleres største succeser

IO Interactive er ejet af japanske Square Enix, som i forvejen har en anden afdeling i Montreal i Canada. Det er hovedårsagen til, at det nye studie bliver placeret her – sammen med attraktive skatteregler og lettere adgang til dygtige spiludviklere.

»Der er nogle økonomiske fordele og en afsindig mængde talent derovre. Og fordi Square Enix har et studie i forvejen, kender de regionen og har mange kontakter og et samarbejde med universitetet der,« forklarer Nick Price.

Også Lee Singleton, som skal stå i spidsen for det nye spilstudie i Montreal, fortæller i et interview med Gamasutra, at der ikke er planer om at flytte 'Hitman'-udviklingen ud af Danmark. Han forventer, at det nye spilstudie i Canada vil få 150 ansatte.

Spilbranchen i Danmark har været igennem op- og nedture, og IO Interactive er det sidste af de ’store’ spilfirmaer, der er tilbage, efter Deadline Games gik konkurs i 2009. Samtidig har mindre firmaer fået succes internationalt, for eksempel Playdead med det sort/hvide dogmespil 'Limbo'.

Læs også: Deadline-udvikler: Det er en shaky branche

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere