Det er formentligt en rigtig skidt idé at lade sydafrikanske fodboldfans komme for tæt på serverrummet bevæbnet med de berygtede vuvuzelahorn. Vibrationer kan nemlig ødelægge harddiskene.
Hos det danske hostingfirma Interxion bliver størstedelen af brandalarmerne nu pillet ned af samme grund. Vibrationer fra sirenerne er nemlig under mistanke for at kunne beskadige kundernes harddiske.
»Mistanken peger i retning af, at det, der driller de maxtunede harddiske, er vibrationer,« siger administrerende direktør Peder Bank fra Interxion.
Baggrunden er, at Interxion og andre lignende hostingfirmaer rundt om i verden har oplevet problemer, efter datacentrenes Inergen-slukningssystemer er blevet udløst.
»Det er forholdsvis nyt. For et år siden sagde man, at det var sikkert, og der ikke skete noget ved det, men der har været hændelser, som har vist, at det ikke holdt stik. Vi mangler stadig at være 110 procent sikre på, at det her er årsagen, men der har været fejl, typisk på nye typer harddiske,« fortæller Peder Bank.
Problemet er, at der er en lang række faktorer, som spiller ind. Sirenerne bidrager med vibrationer fra lyden, men udløsningen af gasserne skaber også vibrationer. Den kemiske sammensætning af gasserne menes dog ikke at spille en direkte rolle.
Harddiske er følsomme over for vibrationer. Det gælder ikke kun kraftige stød og rystelser, men også lydbølger. Eksempelvis har forskere fra Sun Microsystems demonstreret, hvordan selv høje råb er nok til at påvirke harddiskene tilstrækkeligt til, at det kan måles.
**Læs også: **Råb får harddisken til at køre langsommere.
Interxion samarbejder med andre hostingfirmaer verden over på at finde frem til den præcise årsag, men har indtil videre valgt at pille størstedelen af sirenerne i selskabets hostingcenter ned.
»Nu jagter vi kilderne, og én af de kilder er sirenerne, så dem piller vi ned. Vi havde klistret centret ind i sirener, så man næsten fik tinnitus, hvis man var derinde, når alarmen gik. Det var helt unødigt. Nu prøver vi at gå ned på et mere nødvendigt niveau,« forklarer Peder Bank.
Han understreger, at der foreløbigt blot er tale om en mistanke, for der er intet, der endnu er blevet videnskabeligt bevist. Men arbejdet i de nedsatte arbejdsgrupper og resultaterne fra laboratorieforsøg peger i retning af vibrationer.
Selvom der kun er tale om en mistanke er det ifølge Peder Bank nok til at skride til handling, fordi reduktionen i antallet af sirener er et forholdsvis udramatisk skridt set i forhold til, at det måske kan redde data.
»Jeg håber, at det er gjort med det her, men jeg tror ikke på det. Jeg tror, der er flere parametre, der spiller ind,« siger Peder Bank.
Udfordringen er særlig stor for de store hostingfirmaer, fordi de ofte er de første til at implementere nye datacenterteknologier. Brandslukningsanlæggene er ganske vist en forholdsvis velkendt teknologi, men ikke i samspil den nyeste storage.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.