Interview-personer søges: Hvordan ser en aktiv Version2-bruger ud?

Kan du afsætte et par timer, vil Version2 gerne interviewe dig på her redaktionen. Vi vil gerne høre om din brugeroplevelse og om, hvordan vi bedst aktiverer læserne.

Version2 søsætter nu en mindre undersøgelse af, hvad der får jer brugere til at være aktive i de forskellige fora på Version2.dk.

Formålet er at skabe en bedre brugeroplevelse på baggrund af jeres ord, tanker og ideer om Version2. Vi søger derfor brugere, som kunne tænke sig at fortælle om deres holdninger og erfaringer med Version 2 i et interview.

Hvis du er en af de heldige, kommer du til at deltage i et gruppeinterview med i alt 5 personer, hvor der lægges op til fri debat og diskussion om jeres holdninger, erfaringer og synspunkter i forhold til din og de andres brugeres motivation for at aktivt at deltage eller ikke deltage på sitet.

Alt, hvad der bliver oplyst gennem gruppeinterviewene, vil blive behandlet fortroligt, ligesom alle interviewede vil blive anonymiseret. Navn, bopæl samt eventuelle personlige kendetegn vil blive sløret i undersøgelsen, så det ikke vil være muligt at identificere de enkelte interviewpersoner.

Gruppeinterviewene gennemføres onsdag den 12. januar 2011 kl. 16 og/eller torsdag den 13. januar 2011 kl. 15 og kl. 18 og vil vare omkring to timer. De finder sted i Version2's lokaler i Mediehuset Ingeniøren, Skelbækgade 4, 1717 København V.

Hvis du er interesseret i at deltage i et gruppeinterview eller bare gerne vil høre mere, før du beslutter dig, kan du kontakte os på community@version2.dk

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (36)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Deleted User

Tak for henvendelserne omkring datoerne! Fejlen er nu rettet og datoerne skulle nu stemme overens med dagene;-).

Vi har allerede fået henvendelser fra brugere der har lyst til at deltage, men der er stadig plads til flere...

Mvh

Andrea Thomsen Version2

  • 0
  • 0
#8 Deleted User

I forhold til denne undersøgelse er det ikke interessant for os at undersøge, hvor Version2’s brugere er bosat. Derimod er vi interesseret i at høre jeres meninger og holdninger til, hvad der motiverer JER som brugere til at deltage i de forskellige fora på Version2.

Skulle der være brugere i andre byer end København, som gerne vil deltage og fortælle om, hvad der motiverer jer for at deltage på Version2, så skriv endelig til os alligevel, da vi eventuelt kan arrangere en måde, hvorpå din deltagelse bliver mulig.

Mvh Andrea Thomsen Version2

  • 0
  • 0
#10 Deleted User

God ide med en eventuelt onlinedebat! Vi vil vurdere om det er muligt at inddrage i undersøgelsen.

Der er stadigvæk plads til flere interviewpersoner som har lyst til at fortælle om, hvad der motiverer JER brugere til at deltage i de forskellige fora på Version2. Så meld jer endelig til og vær med til at forbedre brugeroplevelsen af Version2.

Mvh

Andrea Thomsen Version2

  • 0
  • 0
#11 Deleted User

Vi har indtil videre fået en del henvendelser fra jer brugere som gerne vil deltage i vores interviews, MEN vi har i den grad brug for flere… Netop fordi det er JERES mening og ekspertise på området vi gerne vil kende til for at kunne skabe en bedre brugeroplevelse på Version2!

Så tøv endelig ikke med at kontakte os med en tilmelding til et interview, eller for nærmere info, om denne unikke chance for at være med til at præge den kommende relancering af Version2.

Mvh

Andrea Version2

  • 0
  • 0
#12 Venligst Slet Min Bruger

Eftersom jeg ikke har tid/lyst til at rejse til København for at fortælle min mening om version2.dk kan I få et kort sammendrag her.

Rating-systemet skal enten fjernes eller laves om.

Det kan kvæle enhver lyst til konstruktiv debat, når ens moddebattør kan kaste med mudder og blive uprated, fordi han har de "rigtige" holdninger til Linux mv., mens man selv bliver downrated, fordi man ikke er enig.

En mulighed kunne være at gøre som på newz.dk, hvor man kan se hvem der har rated. Det er ikke sikkert det stopper misbruget, men så kan man da i det mindste se, hvem det er.

  • 0
  • 0
#13 Deleted User

Tak for dine input vedrørende Version2. En skam du ikke har lyst til at deltage i et interview, hvor du ville have mulighed for at uddybe dine input yderligere. Såfremt du har tid og lyst er du velkommen til at sende os en mail omhandlende hvad der motiverer dig til at deltage på Version2, da alle input fra jer brugere er værdifulde for os.

Mvh Andrea Version2

  • 0
  • 0
#14 Deleted User

Det er rigtig dejligt med den interesse i har udvist for at deltage i vores undersøgelse!

Vi har dog stadigvæk brug for flere og i særdeleshed kvinder! Så er du en kvindelig bruger af Version2, og har lyst til at dele dine erfaringer og holdninger i et interview, høre vi gerne fra dig. Og såfremt der stadig er mandlige brugere, som gerne vil deltage, høre vi også gerne fra jer:-)

Mvh

Andrea Version2

  • 0
  • 0
#16 Klaus Elmquist Nielsen

Rating-systemet skal enten fjernes eller laves om.

Det kan kvæle enhver lyst til konstruktiv debat, når ens moddebattør kan kaste med mudder og blive uprated, fordi han har de "rigtige" holdninger til Linux mv., mens man selv bliver downrated, fordi man ikke er enig.

Den er svær at finde en ordenlig løsning på. Man kunne gøre som på ing.dk hvor der kun kan gives positive stemmer.

En anden ting man skal være opmærksom på er at det ikke bare er fagpersoner der bidrager til debatten på version2.dk. Der er også folk som er ansat til at varetage en kommerciel entitets interesser. Nogle af disse har en uddannelse inden for kommunikation (læs: spin) og ved lige præcist hvordan man skal lukke munden på kritikere. I sådanne tilfælde er negative stemmer faktisk en rigtig god ting, omend det bedste ville være at sådan debatførelse ikke er tilladt.

Det er ikke alle man er enige med herinde. Meget enig om dette. Problemet er bare at "enighedskortet" er et hyppigt benyttet spinredskab.

Så ja, jeg forstår godt hvad du siger og hvad din kritik er. Uanset om det er et indlæg fra en privatperson som rent faktisk føler sig trådt på eller en professionel debatør som ønsker bedre arbejdsvilkår på version2.dk.

  • 0
  • 0
#18 Deleted User

Du har helt ret i, at det ikke er statistisk repræsentativt at begrænse sig geografisk! Men da formålet med denne undersøgelse ikke omhandler statistiske generaliseringer, men derimod er at opnå dybere indsigt i, og forståelse, for hvad der motiverer jer til at deltage aktivt på Version2, er det ikke relevant for os hvor vedkommende er bosat geografisk.

Vi har ikke som sådan tal på hvordan den, geografiske fordeling er af aktive brugere, men jeg kan referere til, at vi er bekendt med at have aktive brugere over hele Danmark og tilmed også i udlandet. Derudover ved vi fra en kvantitativ repræsentativ undersøgelse af Version2's brugere at lige knap halvdelen (49 %) er bosat i hovedstadsområdet.

Mvh Andrea, Version2

  • 0
  • 0
#19 Julie M. Callesen

Jeg vil også gerne sende en opfordring fra Community - det er nu, I har chancen for at komme med Jeres input og få indflydelse på, hvordan Version2 kommer til at se ud og fungere i fremtiden. Så kom frit frem:)

Mvh Julie M. Callesen, Community Builder, Version2

  • 0
  • 0
#20 Jesper Poulsen

Den er svær at finde en ordenlig løsning på. Man kunne gøre som på ing.dk hvor der kun kan gives positive stemmer.

Det er ikke heldigt. Når folk skriver noget der er helt hen i vejret kommer det til at stå "uimodsagt" hen. Og dem er der desværre så mange af på ing.dk at jeg ikke gider at spilde min tid dér. For mange fjolser, simpelthen.

  • 0
  • 0
#21 Carsten Pedersen

Ikke nødvendigvis, men der er et stærkt behov for at V2s "community builder" eller andre involverer sig i debatterne - og i særdeleshed begynder forholde sig til at slette indlæg.

Kvaliteten af debatten svinger naturligvis, men de sidste på måneder har niveauet her mindet mere og mere om det man ser på ComOn.

V2 kunne lære en del af deres kolleger hos ing.dk i den sammenhæng.

  • 0
  • 0
#22 Deleted User

Vi har stadigvæk plads til Version2 brugere, som har lyst til at blive interviewede og fortælle os om deres erfaringer og holdningerne med at være Version2 bruger!

Så har du lyst til at deltage så ser vi dig gerne herinde på redaktionen torsdag den 13. januar enten kl. 15 og 18. Så skynd jer at sende os en mail - vi vil meget gerne høre fra dig!

Mvh Andrea, Version2

  • 0
  • 0
#23 Deleted User

Endnu en opfordring herfra om, at deltage i vores undersøgelse om hvad der motiver jeg brugere til at være aktive på Version2.

Så se om du ikke kan afsætte 2 timer på torsdag enten kl. 15 eller kl. 18 og komme ind på redaktio-nen og vær med til at gøre Version2 til en endnu bedre side at være aktiv bruger på;-).

Mvh Andrea, Version2

  • 0
  • 0
#24 Lars Bjerregaard

Jeg var sammen med 3 andre gutter til Version2's bruger-interview i dag, og det gik vist meget godt. Jeg tror oven i købet at Andrea overlevede 2 stive timers bombardement fra 4 nørder. Godt gået Andrea! :-)

Efterfølgende skrev jeg en del feedback tilbage, og nu tænker jeg: Hey, jeg kan da ligeså godt skrive det som et indlæg her, så i andre også kan se det. Der er ikke noget fortroligt over det, og hvem ved, måske kan nogen af jer blive inspirerede over tankerne som følger, eller komme med yderligere forslag.

Så here goes. Det er en lang smøre, som fylder godt 5 sider i tekstbehandleren. Ekstrapræmie til dem som faktisk læser det hele.

-- Version2's kernekompetencer og styrker

Version2's kernestyrke, det som mediet lever af og giver det berettigelse er, at levere originalt indhold af høj faglig og indsigtsfuld karakter. Originalt indhold er her indhold som opstår på Version2, og ikke kan findes andre steder. Det originale indhold bliver i væsentlighed produceret via to delvist forbundne kanaler: 1) Blogskribenterne 2) Debatdeltagerne

Dette originale indhold er det som skiller Version2 ud fra “de andre”, giver det en særskilt berettigelse og karakter i medielandskabet, og er det interessante grundindhold, som tiltrækker eksisterende og nye læsere.

Version2's succesrate står og falder i højeste grad med graden, kvaliteten og mængden af dette originale indhold. Version2 lever af “kvalitet over kvantitet”. Der var høj konsensus omkring det faktum, at vi hellere ser den halve mængde output med den dobbelte kvalitet, end omvendt.

Version2 bør være sig meget bevidste omkring det faktum, at dets succes i høj grad er drevet af og bestemt af dets brugere og bloggere/uafhængige skribenter.

-- Svagheder og potentiale for nedgang

Der var konsensus omkring en bekymrende trend, hvilket er at det synes som om at den faste journalistiske stab på V2, mere eller mindre udelukkende fungerer i opgaven som nyhedsformidlere, af 3'parts indhold, taget fra andre kilder og oversat til Dansk, meget ligesom f.eks. Computerworld. Der var en klar trend hos de 4 deltagere, at vi var “flygtet” fra et Computerworld, som er blevet overfladisk, uskarpt, useriøst og uinteressant, over til Version2, hvor vi fandt det vi var ude efter: Det originale, faglige og interessante indhold. Vi udtrykte bla. følgende bekymringer omkring denne trend:

Hvor det er åbenlyst, at V2 journalisten har sammenfattet en historie fra 1, 2 eller 3 andre (typisk udenlandske) medier, og blot oversat dem, er der aldrig kildehenvisninger, og oversættelsen er typisk dårlig, med meget mangelfuld kildekritik, og fremstår ofte som rodede, overfladiske og halv-sande artikler. Dette er der andre medier som gør, ofte bedre, og det bidrager meget lidt til reel information, og kvaliteten af indholdet, og tiltrækker ikke V2's læsere, tværtimod.

Det ville være langt bedre, om der var originale kildehenvisninger, og at journalisten havde givet sig tid til at gennemarbejde indholdet, facts-checke det, og tilføjet sin egen originale og velinformerede mening og analyse. Bedre halvt så mange historier, men af større kvalitet. Det opleves af os at dette sker alt for sjældent af V2's journaliststab.

Version2 bør være sig meget bevidst om følgende: Hvis nedgangen af kvalitet i Version2's journalistiske historier fortsætter, og det originale indhold nedprioriteres, er det fuldstændigt forudsigeligt, at de kompetente kræfter blandt bloggere og læsere på et tidspunkt får nok, og af egen drift starter et Version3 eller lignende, og forlader V2 som en synkende skude. Det svarer lidt til et politisk parti som mister sine kernevælgere, og derefter går i opløsning. Det er formodentligt ikke dette scenarie som er V2's vision for fremtiden, og ville med stor sandsynlighed betyde mediets død.

-- Strategi

Jeg vil opsummere vores anbefalinger til Version2's fremtidige succesfulde strategi som følgende: Hvis V2 formår ikke at ødelægge økologien for de uafhængige bloggere og debatdeltagere, og ikke sætter sin egen journalistiske integritet for meget over styr, har det en klar mulighed, for at forstærke kanalerne for det originale og højt faglige indhold, med forøget læserskare, annoncørtilgang og indflydelse til følge. Det bør indses at den væsentlige succesfaktor er brugerdreven, og satses på at understøtte denne faktor. Følgende er nogle konkrete forslag til tiltag under dette formål, på forskellige niveauer.

-- Tiltag ---

-- Alle har en blog og alle kan være V2 bloggere

Sæt de uafhængige bloggere og brugere endnu længere i højsædet. Her er en ide med potentiale for eksplosiv succes: Lad alle V2 brugere automatisk have en blog!

En blog er simpelthen en facet ved det at have en brugerprofil. Som det er nu kan alle deltage i en debat, men kun et fåtal kan starte en debat, med et indlæg af originalt indhold. Tænk jer hvis der, i stedet for 10 udgangspunkter for originalt indhold, i stedet var 35! Selvfølgelig vil de ikke alle have samme høje kvalitet, men det gør ikke noget, og den situation er sådan set uforandret i forhold til i dag. Den situation vil på følgende vis ikke adskille sig væsentligt fra i dag:

V2 vil stadig have sin “stab” af uafhængige bloggere, som skriver på Version2. For at adskille dem fra alle de andre (som nu automatisk også har en blog), har de status af “Featured blogger” - hvad ville man kalde det – måske “fast blogskribent”, eller lign. Alle kan stadig deltage i debatten, ligesom hidtil.

På følgende måde ville situationen adskille sig fra i dag:

Ud over “de faste” bloggere, er der nu “alle de andre”. Dvs. alle kan starte et blogindlæg, på deres automatiske blog, og nogle af disse vil være af lige så høj kvalitet, og en gang imellem måske højere, end de faste bloggere. Efter en periode med konsistent høj kvalitet, kan V2's stab beslutte sig for at ophøje sådan en blogger til en “featured blogger”. Det vil sige, det fungerer lidt som et kvalitetsstempel fra V2's side, en anbefaling om man vil. Det kunne også kaldes ”anbefalede bloggere på Version2”.

Når man går til “blog” siden/menupunktet, vil de “faste/anbefalede” bloggere altid figurere øverst i en særskilt sektion. Under denne sektion er en sektion med “alle de andre bloggere”, som vil boble op på siden, f.eks. som en følge af kombinationen af dato + læserinteresse.

Personligt kan jeg garantere for, at hvis i indførte sådan et tiltag, ville i få interessante og indsigtsfulde blogindlæg fra mig, på jævnlig basis.

Dette tiltag ville have potentiale for en veritabel eksplosion af originalt og interessant indhold, som er præcis det som kan tiltrække flere læsere til V2, og har samtidig, efter min mening, en meget lav risikoprofil. De nye blogindlæg skal selvfølgeligt/formodentlig være modereret af staben, som vil have mulighed for at filtrere evt. meget underlødige indlæg fra, og fratage en given læser deres blog-privileger, men jeg tror ikke det vil være en større opgave, og gevinsten kan være meget stor.

-- Slå grupperne ihjel

Hvis Version2 har brug for at prioritere deres midler, tid og fokus, bør i overveje at slå grupperne ihjel. Der er sådan set ikke noget principielt i vejen med denne feature, men det ligner en investering som slet ikke giver et respektabelt afkast. Vi snakkede om følgende problemer med grupperne på V2:

De lever ligesom deres liv “under radaren”, og kommer aldrig rigtigt til synlighed, overhovedet ikke på samme niveau som bloggerne. Grupper (eller rettere forums) er et meget velkendt format på Internettet, men problemet er at Danmark er et lille land, og der er kun plads til så mange forums. De 2 – 3 største, mest aktive og veldrevne, om et bestemt emne, vil vinde, og de andre sygne hen. V2's grupper er i den sidste kategori.

Der kan opstå originalt indhold i grupperne, men det synes ikke i stor grad at være tilfældet, og dette indhold er aldrig synligt eller profileret på forsiden af Version2. Forsiden af Version2 skal være ”the latest and greatest” af alt den samlede mængde indhold der produceres på en given dag.

Et succesfuldt forum skal have en meget featurerig og robust teknisk infrastruktur, for at være velfungerende og tiltrække aktivitet. Dette er ikke tilfældet på V2.

Konklusion: Grupperne gør ingen skade som sådan, men de er lidt ligesom ligegyldigt fyld til siden, som ikke batter noget. “Less is more”. Det er bedre at koncentrere sin energi om kernekompetencerne og det som virkeligt fungerer, og så skære det løse væk. De fleste brugere vil få deres behov for aktive, effektive og interessante fora stillet andetsteds.

-- Udvid brugerprofilen

En brugerprofil på Version2 indskrænker sig lige nu til et profilbillede, samt oversigt over brugerens indlæg. Dette er essentielle ting, men kunne sagtens udvides betragteligt. Igen – det er brugerene som er ophavsmænd til det meste af det interessante og originale indhold på V2. Hvad med følgende:

Hver bruger har sin blog, med dertil hørende oversigt over dennes blogindlæg.

Hver bruger kan have en linksamling han gerne vil dele.

En bruger kan have en beskrivelse af sig selv, hvem de er, hvad de lægger vægt på, deres passioner og tilhørsforhold, deres professionelle liv/karriere.

En bruger kan have en “contact-form”, så enhver bruger kan sende en besked til en anden bruger.

Men.... intet Facebook pladder, please. Ingen “friends”, netværker, “followers”, “walls”, billedsamlinger, etc.. Hvis man vil have det kan man bruge.... Facebook!

V2 vil aldrig få succes som et socialt netværk, men et uformelt netværk er det naturlige biprodukt, ved at deltage i debatten med ligesindede og interessante mennesker. Det sker automatisk.

-- Gør det NEMT at følge debatten

Som det er nu er det for besværligt at følge og deltage i debatten, og mange billige muligheder går tabt her. Der er to primære metoder til at følge med i en debat:

1) Abonner via email 2) Abonner via RSS-feed.

Nogen foretrækker det ene, nogen det andet. Giv mulighed for begge, overalt! Det er ikke så svært. Glem alt om nyhedsbreve.

Som det er nu, hvis man læser en interessant artikel eller blogpost, har man kun én mulighed for at følge med i debatten: At skrive et indlæg (ping...) og afkrydse tilsendelse af beskeder. Det er alt for begrænset, og samtidigt dumt.

Det der er brug for er følgende:

På forsiden kan man abonnere på artikel/blogstrømmen, som den kommer ind, via RSS eller email. Lige nu er kun RSS på plads, og det er min primære kilde og indgang til Version2.

På hver eneste artikel og blogindlæg skal man kunne abonnere, via email eller RSS, hvilket resulterer i, at man bliver opdateret om samtlige indlæg i debatten til artiklen. Dette findes overhovedet ikke nu.

Hvis man bibeholder grupperne, skal man ligeledes kunne abonnere, via email eller RSS, på nyhedsstrømmen i gruppen, og på hvert enkelt indlæg.

Ovennævnte tiltag ville alene (IMHO) kunne forøge den totale mængde af deltagelse på Version2 med en faktor 2 eller 3. Og det er nemt at lave....

-- Mulighed for filtrering af indlæg

Det er et træls faktum, at nogen folk bare bliver for meget at høre på i længden. Hvis man gav brugerne på V2 muligheden for selv at moderere de brugere man ikke vil læse indlæg fra, ville det kunne forøge glæden ved at bruge mediet, og dermed deltagelsen med en pæn slat. Der er mange folk der simpelthen falder helt fra som læsere, hvis signal-støjforholdet bliver for dårligt, og kommentarerne for dumme eller gentagne. Der er bogstaveligt talt debatdeltagere på Version2, som skriver det samme (laaange) indlæg om og om igen.

Jeg vil anbefale at V2 studerer de forskellige modeller for at implementere dette, ude på det store Internet. Start med meget store sites, som f.eks. Slashdot. Eksempler på måder at implementere det på:

En bruger kan klikke på en anden bruger (f.eks. via dennes indlæg) og vælge “skjul indlæg fra denne bruger”. Hver gang der er et indlæg fra denne bruger, vil dette være “foldet ind” (for den person som læser debatten), i stedet for synligt i sin helhed. Man kan nu vælge at læse udenom, eller en gang imellem klikke på indlægget for at “folde det ud”, for at se om noget skulle have forandret/forbedret sig.

Alle brugere har deres personlige “kill-filter”, kald det et “person-spamfilter”, som kan filtrere indlæg fra personer man vælger helt fra.

Hvert indlæg kan have en “for træls” knap. Når et anseeligt antal brugere har klikket på denne, associeret med en given debatdeltager, vil denne debatdeltager få en automatisk debat-karantæne. Dette er vanskeligt at implementere ordentligt, og “det personlige filter” modellen, vil formodentlig virke bedre.

-- Nem mulighed for errata

Det er et faktum at der er rigtigt mange fejl i Version2's artikler. Dette kan være alt fra faktuelle fejl, til stavefejl eller grove misforståelser. Hvis i gør det nemt og inviterende for læserne at korrigere disse, vil i forøge glæden ved deres deltagelse, og kvaliteten af journalistikken. Med mindre i da vil påstå at i er fejlfri...

Der er to kendte måder at gøre dette på:

1) Hver artikel skal have et link, som hedder “indsend rettelser til denne artikel”, som med det samme går direkte til artikelforfatteren. Dette er den nemme og billige måde.

2) Hver artikel efterfølges af et automatisk indlæg med overskriften “Rettelser til artiklen”. Her kan brugerne i realtid indskrive rettelser til artiklen, og forfatteren kan plukke i disse og tilrette indholdet, eller deltage i debatten om rettelserne. Studer f.eks. Groklaw for denne model.

-- Der skal altid være kildehenvisninger!

For os alle fire er det lettere chokkerende og uforståeligt, at der aldrig er kildehenvisninger i Version2's artikler. Prøv at hør: Jeres læsere (mig/os) er altså ikke dumme. Personligt scanner jeg ca. 200-300 IT nyheder hver dag, og nærlæser måske 20 af dem. Jeg, og de fleste af os, ved præcis hvor i får jeres nyheder fra, og det er bare rigtigt dårlig form og journalistik ikke at angive de 1-3 hovedkilder, hvorfra nyheden er hentet, oversat og fortolket. Det skylder i læserne og det er useriøst ikke at gøre det.

-- Den mobile version

Det er rigtigt godt at Version2 (og Ingeniøren) har indset at der er en eksplosion af mobilitet i gang, og automatisk tilbyder en mobil version af hjemmesiden, når man besøger den fra en mobil enhed. Personligt er det sådan jeg læser ca. 2/3 af indholdet på V2. Og den mobile version fungerer sådan set godt, men der er nogen nemme tiltag som kunne tilbyde en væsentlig forbedring i brugeroplevelsen og brugervenligheden og anvendeligheden:

Man kan ikke logge ind og deltage i debatten på den mobile version. Dette er en stor mangel.

Hav altid et “gå til kommentarer” link helt i toppen af en artikel eller blogindlæg. Det er ikke sjovt at scrolle 10 skærmfulde ned, hvis man allerede har læst artiklen, og vil checke op på kommentarerne/debatten.

Hav altid et tal for hvor mange som indtil nu har læst en artikel, helt i toppen af artiklen. Både for den mobile version og den fulde version. Giv evt. brugerne muligheden for at sortere artiklerne på dette tal, helt ude på forsiden.

Hav altid et tal for hvor mange som har kommenteret på artiklen, helt oppe i toppen af artiklen. Samme begrundelse.

Disse enkle tiltag gør det nemt at navigere til det indhold man helst vil læse, og giver værdi i en travl hverdag.

-- Trådet debat

Som en debat udvikler sig, foregår det altid helt automatisk og organisk i tråde og under-tråde. I dag kan man kun følge debatten som et lineært forløb, hvilket godt kan gøre ondt i hovedet efter et stykke tid, og øger fragmenteringen unødigt. Indfør et trådet debat-modul. Masser af andre kan finde ud af det, og det øger anvendeligheden væsentligt, specielt i de store debatter.

  • 0
  • 0
#25 Baldur Norddahl

Både ing.dk og version2.dk har verdens mest irriterende mobil udgave. Mobil udgaven er i princippet en reduceret udgave, men min telefon viser den rigtige side helt fint inklusiv debat med mere. Desværre er der en fejl når man forsøger at skifte fra mobil til "pc-udgave" så virker det ikke altid. Når jeg modtager en mail om nyt debat indlæg med link til det nye indlæg, så er det naturligvis debatindlægget jeg er interesseret i at læse. Men i stedet bliver jeg sendt videre til mobil udgaven, der som bekendt slet ikke viser debatindlæg.

Jeg vil også støtte protesten imod minus knappen. Den er dræbende for debatten. Minus kan bruges hvis nogen siger noget forkert, men den bliver oftere brugt hvis nogen siger noget man er uenig i. Hvis vi alle var enige ville der ikke være nogen debat. Nogle debattører er gået over til konsekvent at give sig selv et plus og modparten et minus (hvorfor kan man det?!).

Jeg vil hellere have et site hvor man giver sin mening til kende med argumenter i stedet for en minus-knap.

Jeg elsker de to søstersites ing.dk og version2.dk for debatterne. Historierne skal være nogle der er gode som debatoplæg. De må også meget gerne være researchede og bringe nyt til bordet. Interviews med nøglepersoner er gode. Kopihistorier som vi i forvejen har læst andre steder er ligegyldige.

  • 0
  • 0
#27 Peter Makholm Blogger

I det ene indlæg skriver du:

Hvert indlæg kan have en “for træls” knap. Når et anseeligt antal brugere har klikket på denne, associeret med en given debatdeltager, vil denne debatdeltager få en automatisk debat-karantæne. Dette er vanskeligt at implementere ordentligt, og “det personlige filter” modellen, vil formodentlig virke bedre.

Og i næste skriver du:

Afskaf tommelfinger knapperne. Det var faktisk et punkt jeg glemte at få med

Så i virkeligheden er det den positive tommelfinger du vil afskaffe, men gøre følgerne af den negative tommelfinger lagt voldsomere.

Det tror jeg simpelthen ikke at Version2's læsere er voksne nok til. Jeg forudser at de eneste der i sidste ende vil hygge sig over en sådan funktionalitet er de rabiate linux-fanatikere der får ondt i røven over alt der er bare den mindste smule negativt over for Linux. (Ikke fordi rabiate Apple- og Microsoft-fanatikere er bedre, jeg tror bare de vil tabe den mudderkamp.)

Det er så enkelt at ignorere pointene sålænge at de ikke har nogen reel effekt. At pålægge dem den ene eller anden fortolkning vil først gøre reel skade på hele Version2's debatkultur. Hvis I virkelig ikke kan lide dem, så burde det være en smal sag at skrive en greasemonky-udvidelse der fjerne både knapper og resultat.

I en række af debatterne er pointsystemet ret ligegyldigt når der hurtigt viser sig to lejre der stemmer hinanden op og ned uden hensyn til kvaliteten af indlæget, men alene holdningen. Men personligt er det mere selve debatterne der hænger mig langt ud ad halsen end den lille detalje at der er en pointstilling.

Men i langt størstedelen af temlig ukontroversielle debatter mener jeg at point-systemet giver en god mulighed for lige at skimme en tråd igennem for informative tilføjelser til emnet.

Men hvad kan vi gøre som ikke giver kontroversielle, men ofte velformulerede debattøre karantæne? En ide kunne være at vise både plusser og minusser istedet for bare summen. En anden ide kunne være at når et indlæg havde både fem plusser og fem minusser, så blev det bare markeret som "kontroversielt" og yderligere point blev slået fra.

Men [b]ALT[/b] andet end at give kontroversielle, men fornuftige folk skriveadgang! (Jeg behøver vel ikek skrive listen, men jeg tror godt vi hurtigt kan blive enige om top-5 der først ryger under den regel)

  • 0
  • 0
#28 Lars Bjerregaard

Så i virkeligheden er det den positive tommelfinger du vil afskaffe, men gøre følgerne af den negative tommelfinger lagt voldsomere.

Det kan du godt sige ja, og det er nok ikke en særlig god løsning.

Det tror jeg simpelthen ikke at Version2's læsere er voksne nok til

Du har formodentligt ret. Jeg tror heller ikke det er den bedste løsning. Den bedste er formodentligt muligheden for "det personlige filter", som får visse indlæg til næsten at forsvinde.

  • 0
  • 0
#29 Peter Makholm Blogger

Du kan allerede i dag få kill-files til version2, hvis du altså bruger en greasemonkey-kompatibel browser: http://userscripts.org/scripts/show/50407

Men den slags er selvfølgelig forbeholdt den aktive og vidende bruger. Jeg har ingen argumenter imod også at tilbyde det som server side fascilitet.

Men gennem tiden er jeg nu blevet en del mindre varm på ideen om at få en personligt bedre debat ved hjælp a simple kill-files. Ofte er det ikke så meget det enkelte fjols der er en gene, men i lige så høj grad eller enddog i langt højere grad alle den som forsøger at enten diskuterer med fjolset eller forsøger at overdøve fjolset. Randall Munroe ramte desvære alt for godt: http://xkcd.com/386/

Så kan man selvfølgelig også sætte dem der gør det på ignore-listen, men tilsidst kommer man let til at føle sig ret alene når man kun hører 10% af samtalen.

  • 0
  • 0
#30 Lars Bjerregaard

Du kan allerede i dag få kill-files til version2, hvis du altså bruger en greasemonkey-kompatibel browser: http://userscripts.org/scripts/show...

Jeg prøvede at installere scriptet i min Chrome, hvilket gik fint, men jeg tror ikke scriptet virker længere. Der er ihvertfald ingen kill-knapper eller nogen anden forskel at se. Ellers lyder det fra beskrivelsen meget tæt på det jeg foreslår at bygge ind i selve V2 debatmodulet.

Randall Munroe ramte desvære alt for godt: http://xkcd.com/386/

Fnis...

Så kan man selvfølgelig også sætte dem der gør det på ignore-listen, men tilsidst kommer man let til at føle sig ret alene når man kun hører 10% af samtalen.

Personligt ville jeg være rigtigt glad, hvis jeg kunne filtrere 5 udvalgte brugere. Det ville komme 80% af vejen.

  • 0
  • 0
#31 Deleted User

Hej Lars -

Mange tak for dit lange indlæg. Der er mange gode pointer, og det er tydeligt, at du er kernelæser her på version2.dk.

Der er dog én ting, som ingen af os på redaktionen kan genkende:

Der skal altid være kildehenvisninger! For os alle fire er det lettere chokkerende og forståeligt, at der aldrig er kildehenvisninger i Version2's artikler.

Kan du ikke give et par eksempler på journalistiske artikler - lad os sige inden for den seneste uges tid - hvor der er ikke er kildehenvisning på. Det er nemlig noget af det, vi selv mener at være meget omhyggelige med - ikke mindst fordi vi selv som medie har gavn af, at andre henviser til os. Jeg skal ikke afvise, at der er svipsere (det ville dog undre mig meget), men normalt skriver vi tydeligt, hvor en artikel stammer fra, og linker til kilden i artikelteksten. Vi er også omhyggelige med at skrive, hvis materialet stammer fra en pressemeddelelse, fordi vi mener, at der skal være den gennemsigtighed over for læserne.

Du skal være opmærksom på, at vi er gået væk fra at lægge kildehenvisninger under det (indrømmet ret usynlige) faneblad Eksterne links under artiklen, som vi brugte tidligere. I stedet linker vi nu direkte i artikelteksten.

En anden vigtig pointe i den forbindelse: Når du læser historier fra mobiludgaven af sitet, kan du IKKE se, at et link er 'stylet' som et link. Linket er der mao., men det ligner almindelig tekst. Det er vist nok noget, vores digitale afdeling kigger på...

Mvh Mikkel, v2.dk

  • 0
  • 0
#32 Lars Bjerregaard

Hej Mikkel

I er velkomne. Jeg skrev så meget feedback fordi jeg virkeligt ønsker at Version2 skal (for)blive det bedste IT medie i Danmark. Håber ikke det fra jeres side læses for negativt; der er masser af positive ting at sige om V2.

Nå, foranlediget af dit spørsmål måtte jeg jo hellere checke mig selv efter. Jeg tog nogen stikprøver fra artikler, og kiggede på dem, mht. kildehenvisninger. Nedenfor følger resultatet. Jeg vil dog godt lige indledningsvis sige, at det er da interessant at vi alle 4 havde den opfattelse at kildehenvisninger på V2 er mangelfulde. Det siger vel et eller andet...

Til de tilfældige udpluk:

Jeg kan ikke se nogen kildehenvisninger, så det mangler med mindre det er en original V2 historie. Der står dog f.eks. "Forsvarsministeriet oplyser til Ingeniøren" - hvor kan det ses/læses? Der må være en mulig kildehenvisning både til forsvarsministeriet samt ing.dk.

Jeps, der er et kildelink indflettet i teksten.

Jeps, der er et kildelink indflettet i teksten.

Jeg kan ikke finde nogen kildehenvisninger. Er det en original V2 historie? Der er et par "for yderligere interesse læs mere her" links nederst i artiklen, men de er ikke kilder på historien.

Jeps, der er et kildelink indflettet i teksten.

Mangler kildehenvisninger

Jeps, der er et kildelink indflettet i teksten.

Jeps, der er et kildelink indflettet i teksten.

Det giver mig anledning til nogen konklusioner:

I mine øjne mangler der kildehenvisninger i nogen af historierne. Det er muligt jeg tager fejl, og jeg bliver gerne klogere.

Som du selv siger så kan man ikke se at links er links i den mobile udgave. Det er lidt pinligt, og det har nok bidraget til min "påstand", da jeg læser måske 2/3 af historierne fra mobil enhed. Glæder mig til at det bliver rettet. Burde være en ca. 10-sekunders patch. ;-)

Man kan godt misse at de indflettede links faktisk er kildehenvisninger, selvom de er det. Jeg ville nok personligt foretrække kilde-links i en mere struktureret blok, f.eks. i enden af artiklen. Men det vigtigste er at de trods alt er der.

Jeg synes også i bedre bør synliggøre, hvis/når en artikel faktisk er originalt indhold fra Version2's side. Noget i retning af "Original artikel - af navn1, navn2" etc. i toppen.

Bortset fra alt det: Tak for Version2, som trods alt er det bedste danske online IT magasin pt., og håber aldrig i bliver færdige med at forbedre det, eller lytte til jeres læsere.

Mvh. Lars

  • 0
  • 0
#33 Jesper Poulsen

Bortset fra alt det: Tak for Version2, som trods alt er det bedste danske online IT magasin pt.

Enig. Jeg kommer kun her. Er der intet nyt her, så kan jeg til nød finde på at kigge på CW. ComON er død i mine øjne. Deres kommentarsystem med CAPTCHA er ringe. De "forbedrede" noget der var godt. Håber ikke at V2 laver noget tilsvarende. Det ville være synd.

  • 0
  • 0
#34 Deleted User

Hej Lars -

Igen tak for input. Det er mere værdifuldt, end du aner, for du belyser et konkret problem på version2.dk - hvordan gør vi det synligt og helt utvetydigt, hvor artikler/citater stammer fra?

Som nævnt i mit foregående indlæg er vi meget strikse med at kildehenvise ordentligt i artiklerne, fordi vi selv er afhængige af, at andre gør det med vores historier.

Men som jeg læser dit indlæg, mangler vi primært ordentlig gennemsigtighed i de artikler, vi selv har opdyrket, og dem, der stammer fra Ingeniøren.

Jeg vil tage dine input én for én:

Jeg kan ikke se nogen kildehenvisninger, så det mangler med mindre det er en original V2 historie. Der står dog f.eks. "Forsvarsministeriet oplyser til Ingeniøren" - hvor kan det ses/læses? Der må være en mulig kildehenvisning både til forsvarsministeriet samt ing.dk.

Her er der tale om en egenhistorie skrevet af to journalister på vores søstermedie Ingeniøren, men bragt på Version2, fordi den passer ind her. Men ja, hvor skulle du - og andre - vide det fra? Når der står "Forsvaret oplyser til..." er det altså fordi, journalisterne har haft kontakt til Forsvaret.

Jeg kan ikke finde nogen kildehenvisninger. Er det en original V2 historie? Der er et par "for yderligere interesse læs mere her" links nederst i artiklen, men de er ikke kilder på historien.

I dette tilfælde er det ganske enkelt fordi, Jesper selv har talt med Umbraco-direktøren. Men det kunne måske godt fremgå mere direkte, så læserne ikke er i tvivl om, at det er vores egen historie.

Mangler kildehenvisninger

http://www.version2.dk/artikel/1759...

Der henvises til to undersøgelser - én udført af avisen Kommunen, en anden af DanID. Herudover en redegørelse fra IT- og Telestyrelsen. Men du har ret i, at der mangler links til det, der nu kan linkes til. Det vil vi rette op på :).

Og nej, vi bliver aldrig færdig med at forbedre eller lytte til vores læsere, og som du påpeger, har vi noget at arbejde med her. Så endnu en gang tak her fra.

Mvh Mikkel, v2.dk

  • 0
  • 0
#35 Pernille Vejby Lauritsen

Jeg har, siden jeg først så V2 efterlyste interview-personer, tænkt lidt over hvad der kunne få mig til at være mere aktiv i de forskellige fora herinde.

Jeg er nok kommet frem til, at min lyst til at deltage i diskussionerne, er fordi jeg ofte er i tvivl om jeg kan bidrage med noget. Fokus er ofte meget teknisk, og da jeg til dagligt arbejder med IT set ud fra en organisatorisk, strategisk og økonomisk synsvinkel, ville mine input ofte virke fejlplacerede.

De artikler der bringes, ligger jo ofte op til en bestemt retning, for de efterfølgende diskussioner. Er dette et bevidst valg fra redaktionens side?

mvh. Pernille

  • 0
  • 0
#36 Morten K. Thomsen

De artikler der bringes, ligger jo ofte op til en bestemt retning, for de efterfølgende diskussioner. Er dette et bevidst valg fra redaktionens side?

Oftest ligger der ingen debatmæssige bagtanker bag vinklingen af artiklerne på Version2. En gang imellem vælger redaktionen dog at lægge op til debat nederst i artiklen ved at tilføje et afsnit a la "Hvad er dine erfaringer med XX? Skriv i debatten nedenfor" eller "Har du også oplevet, at YY, må du meget gerne skrive det i debatten nedenfor".

De nævnte afsnit kan - ud over deres placering i bunden efter den egentlige artikel - kendes på at være skrevet med kursiv.

Mvh Morten, Version2.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere