Internettets største darlings mødes: KryptoKillinger blev solgt for millioner

Illustration: Screenshot fra CryptoKitties hjemmeside.
En af internettets største og mest vedvarende succeser - søde katte - mødes nu med tidens mest hypede teknologi - kryptovaluta og BlockChain - og folk på internettet er hoppet i med begge ben.

Folk på internettet gør bare nogle ting, man kun oplever på internettet. I et miks af to af de største ting på internettet - killinger og BlockChain - er CryptoKitties lynhurtigt blevet stort - og mange penge værd.

Modsat andre virtuelle kæledyr så giver BlockChain mulighed for, at du har et enestående unikt kæledyr - og hvis nogen vil have en som den, så må de købe den af dig på Ethereum, skriver TechCrunch.

Det betyder, at folk i løbet af få dage har handlet for over 16 millioner kroner med deres personlige, virtuelle killinger, der er udviklet af AxiomZen.

Spillet kører på smartcontracts på Ethereum-netværket, og de tager i øjeblikket omkring 15 pct. af al netværkstrafik, hvilket gør den til den mest brugte kontrakt på netværket. Nummer to er EtherDelta, der bruges til at udveksle tokens, og det optager 'kun' 8 pct.

Mange penge i killingerne

Den første killing, der kaldes Genesis, blev ifølge en tredjepartsside solgt for over 100.000 dollar - svarende til over 600.000 kroner.

En enkelt er umiddelbart givet væk gratis, men ellers svinger priserne nede fra få kroner til i gennemsnit lidt over 100 dollar.

Det er også muligt at sælge sit kæledyr til avl - kaldet Siring, hvor en ejer betaler Ether for at kunne parre sit kæledyr med en andens for selv at få lov til at få den nye killing.

Kattene har et 256-bits genom, der bestemmer kattenes baggrund, knurhår, striber og endda hvor ofte de kan parre sig - så nogle vil være mere eftertragtede end andre.

Det hele bliver finansieret af, at selskabet solgte de første 100 killinger og løbende laver nye - og så tager de 3,75 pct. af bestemte handler.

En sjov sidebemærkning kunne være, at hvis handel med killinger bliver en større del af kryptovaluta-markedet, så kunne kriminelle i teorien også bruge de søde, små killinger som en måde at hvidvaske penge på.

Populær handelsvare

Handel med de virtuelle killinger går lige nu så hurtigt, at det faktisk kan være svært at nå at købe en killing, før den er solgt.

Version2-redaktionen har forsøgt og oplever de samme fejl, som mange andre oplever.

I bund og grund har CryptoKitties ramt en guldåre af interesse, som de ikke selv var klar til at håndtere - og det rammer nu hele Ethereum.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere