Internettets nye overlord ICANN har et blakket ry

At USA i praksis har bestyret internettes adressebog, har længe vakt kritik. Nu er ansvaret flyttet – til en privat virksomhed kaldet ‘internettets svar på FIFA’.

Den første dag i oktober markerede en milepæl i internettets historie.

Efter årelange forhandlinger, utalige Skype-møder og 32.000 e-mails har den amerikanske telemyndighed nu formelt sluppet grebet om en af grundpillerne i internettets infrastruktur; ‘Domain Name System’, der oversætter webdomæner som ing.dk til IP-adresser, hver gang vi besøger en hjemmeside.

Helt til sidste øjeblik har flere amerikanske politikere – med det republikanske kongresmedlem Ted Cruz som bannerfører – forsøgt at stoppe processen, mens fire attorney generals fra lige så mange amerikanske stater har sagsøgt forbundsregeringen over beslutningen.

Driftansvaret for DNS er nemlig ikke blot en viceværttjans i cyberspace.

»Det her handler om, hvordan vi styrer internettet,« forklarer Jakob Bring Truelsen, der er direktør i DK-Hostmaster, som administrerer .dk-domænet i Danmark.

»Det skal man finde ud af, mens man er venner, så det er på plads, hvis man en dag skulle blive uvenner,« tilføjer han.

Pointen er principiel. Men der er konkrete grunde til, at man ikke har lyst til at være uvenner med en nation, der har magten over DNS.

Med kontrol over DNS-hierarkiets 13 såkaldte rodservere kan man nemlig for eksempel stoppe al trafik på vej mod russiske hjemmesider – .ru – og dermed effektivt blokere dem for almindelige internetbrugere. Frygten har været, at amerikanerne i en tilspidset situation kunne finde på at bruge magten over DNS aktivt.

»Og så ville det blive til et politisk våben,« konstaterer Jakob Bring Truelsen.

Af denne grund betragtes 1. oktober 2016 som skelsættende, mens 10. marts, hvor aftalen faldt på plads, er blevet omtalt som internettets uafhængighedsdag.

Illustration: MI Grafik
Illustration: MI Grafik

Centraliseret bureaukrati

Men den nye virkelighed for internettet er ikke fri for at vække bekymring hos dem, der har fulgt processen tæt.

DNS er historisk blevet varetaget af ICANN – International Corporation for Assigned Names and Numbers – på kontrakt med USA. Med den nye aftale ophører denne kontrakt, og ansvaret overgår til ICANN selv under inspektion af en såkaldt multistakeholder-gruppe, der om nødvendigt kan drage ICANN’s bestyrelse til ansvar.

Det vil måske overraske mange almindelige internetbrugere, at den informationskanal, vi ofte tager for lige så givet som elnettet og vandforsyningen, er drevet af en privat californisk nonprofit-virksomhed.

Ikke desto mindre har ICANN været internettets koordinator siden 1998 og haft til opgave at uddelegere IP-adresser og top-level-domæner (TLD) som dem, hvert land har.

ICANN blev startet for at erstatte internetpioneeren Jon Postel, der administrerede store dele af internettets infrastruktur ene mand indtil sin død i 1998.

Mens organisationen ligesom internettet er vokset betydeligt, har den skabt sig et tvivlsomt ry i internetkredse. I 2002 ragede ICANN uklar med bestyrelsesmedlemmet Karl Auerbach, der var valgt demokratisk af alverdens internetbrugere som en del af ICANNs indsats for at skabe legitimitet.

Auerbach endte med at slæbe ICANN i retten og fik medhold, fordi organisationen holdt virksomhedens regnskaber hemmelige for ham. Kort tid efter afskaffede ICANN de demokratisk valgte poster, og Auerbach sammenlignede senere organisationen med Sovjetunionen; et endeløst og centraliseret bureaukrati.

‘Global afpresningsplan’

I 2012 åbnede ICANN internettet for en række nye TLD’er på linje med .com og .net. Over 1.500 såkaldt generiske TLD’er er blevet etableret med titler som .toys, .cheese og .sexy – officielt for at lade virksomheder få et mere unikt udtryk på nettet.

Denne udvidelse af internettet blev dog mødt med massiv kritik – blandt andet fordi ICANN’s egne undersøgelser påpegede, at udvidelsen kunne ende med at koste samfundet dyrt, fordi virksomheder måtte købe domæner, de ikke havde brug for.

Af samme grund kaldte organisationen for europæiske vinbønder planen for ‘en globalt organiseret afpresningsplan’, med henvisning til domæner som .wine.

TLD’erne har dog formået at give penge i kassen til ICANN. I januar i år blev den samlede TLD-indtjening opgjort til 233 millioner dollars – over 1,5 milliarder kroner. Pengene er sat til side, indtil ICANN’s bestyrelse beslutter sig for, hvad de skal bruges på, oplyser organisationen.

Det almindelige driftsbudget går til kontorer i blandt andet Los Angeles og Bruxelles, til lønninger, der er steget med 10 procent over de seneste tre år, og ikke mindst til bestyrelsesmedlemmer, der belønnes med mellem 250.000 og 300.000 kroner – omkring dobbelt så meget, som en ICANN-undersøgelse har vist, var almindeligt blandt nonprofit-organisationer.

Endelig fik ICANN i år kontant kritik fra et uafhængigt ekspertpanel for at misbruge sit mandat. Et hold ICANN-advokater havde i behandlingen af tre nye TLD’er præsenteret deres egne udtalelser som uafhængige og refereret til forskning, som ikke eksisterede.

Internettets FIFA

Det er sager som disse, der har fået kommentatorer til at sammenligne ICANN med FIFA, der har eksklusiv ret til at afholde VM i fodbold.

Det skræmmende ved FIFA er, at når tingene går galt, så er der ingen, der har magt til at gribe ind, skrev Guardian-journalisten Emily Taylor sidste år i en sammenligning mellem de to organisationer.

Og uanset, at der er sat en ny struktur op til at holde øje med ICANN, er der stadig meget at gøre for at ‘sikre ansvarlighed og gennemsigtighed i ICANN,’ understregede en internet-koalition af virksomheder som Facebook, Google og Disney i denne uge.

DK-Hostmasters direktør, Jakob Bring Truelsen, har tillid til, at den nye model kan løse opgaven og påpeger, at ICANN over det seneste år er blevet mere professionel.

Ikke desto mindre står organisationen ved en skillevej, hvor TLD’er, som ingen ønskede, er propfyldt med spam-hjemmesider, mens andre måske droppes, fordi de ikke har været økonomisk holdbare.

»Skal man være en pengemaskine?« spørger Jakob Bring Truelsen retorisk og fortsætter:

»Eller skal man overveje at fokusere på at varetage den her infrastruktur, der er så vigtig?«

Denne artikel stammer fra den trykte udgave af Ingeniøren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Bent Jensen

Så længe at styringen fortsat er i USA og EU, så kan denne vel stadig misbruges, hvis det kommer til et punkt hvor man er meget uenig. Man kan kan vel bare rykke ind, og overtage styringen.

Med hensyn til korruption, så ville de fleste i Fifas bestyrelse side i fængsel i flere 100 år, hvis hovedsædet var i USA. Selv menige FIFA medlemmer er betænkelige ved at mellemlande der.

  • 5
  • 0
#3 Yoel Caspersen Blogger

Nu er jeg ikke helt stærk i internettets infrastruktur, så hvad sker der hvis man selv angiver en DNS server som for eksempel OpenDNS. Kaldes Root så stadig eller er man fri af NSA's klør.

Det hjælper desværre ingenting. Root-servere er der hvor fx OpenDNS finder information om hvor toplevel-domænerne hører til - fx .dk, .com eller lignende.

Lad os tage et eksempel: Du vil ind på version2.dk.

Din browser spørger OpenDNS, der spørger root-serverne hvem der er ansvarlige for .dk. Root-serverne fortæller at .dk styres af DK Hostmaster.

Nu spørger OpenDNS DK Hostmaster, hvem der er ansvarlige for version2.dk. Det viser sig at være EuroDNS.

Herefter spørger OpenDNS EuroDNS, hvilken IP-adresse der gemmer sig bag version2.dk - og får at vide, at IP-adressen er 109.238.50.21.

Hele denne kæde er afhængig af at første led fungerer - og første led er root-serverne. Om du bruger OpenDNS, Googles DNS eller din internetudbyderes DNS gør ingen forskel.

Hvis du har adgang til en Linux-maskine og vil se hvordan det ser ud i praksis, kan du køre følgende kommando:

dig +trace version2.dk

  • 5
  • 0
#4 Jón Eikhólm

Hvis de store sites som dr.dk, borger.dk m.m. holder sig til en statisk IP adresse, så kunne man som bruger bare gemme disse IP adresser. Så vil disse sites stadig være tilgængelige selvom rodserveren blokerer .dk domænet.

  • 0
  • 1
#5 Rasmus Viking Christiansen

Tak for forklaringen. Det virker for mig som lidt ineffektiv altid at skulle kalde en af "kun" 13 servere hvergang. Naivt ville jeg mene at et smartere system sendte en's forespørgelles først til en's lokale TLD server, eller hvem man nu har angivet til dette, f.eks. DK Hostmaster. Er det så en .dk adresse sendes den direkte videre derfra og hvis ikke, f.eks. .uk, sendes den videre til den ansvarlige for det top level domain, UK Hostmaster eller hvad de hedder.

Da de fleste lande har deres eget top level domain og TLD administrator, vil local anmodninger ikke nødvendig vis skulle en tur rundt om Jorden for, rent fysisk, at ende få km fra udgangspunktet. Det ville også decentralisere håndteringen af anmodninger så ikke et eller nogle få lande sidder med den lange ende, men hvert land med hver sin. Desunde vil interNETTET blive mere NET og mindre vifte eller hestehale.

  • 1
  • 1
#7 Yoel Caspersen Blogger

Det virker for mig som lidt ineffektiv altid at skulle kalde en af "kun" 13 servere hvergang. Naivt ville jeg mene at et smartere system sendte en's forespørgelles først til en's lokale TLD server, eller hvem man nu har angivet til dette, f.eks. DK Hostmaster.

I praksis vil alle servere cache resultaterne - og det gør de med udgangspunkt i den enkelte DNS-records TTL (time to live), som angives i sekunder. Så systemet er sådan set effektivt nok.

Jeg udelod denne detalje, da det ikke ændrer på det grundlæggende issue, at man kan lamme DNS-systemet hvis man lukker samtlige root-servere. Når alle caches er timed ud, hvilket typisk vil ske i løbet af få timer, holder WWW som vi kender det op med at virke.

Personligt er jeg ikke glad for at USA spiller en dominerende rolle i forhold til internettet, men vi skal huske, at USA generelt er på vores side. Den vestlige levevis er på ingen måde en universel ting, og størstedelen af de lande, der er med i FN, er i større eller mindre grad diktaturstater, som ikke giver en døjt for vores syn på menneskerettigheder eller demokrati.

Hvis man forestillede sig at alle verdens lande skulle stemme demokratisk om hvilke rettigheder man skulle have på internettet, kunne vi godt sige farvel til ytringsfrihed, religionskritik og fri informationsdeling.

Så det er ikke nødvendigvis nogen fordel hvis USA mister grebet om internettets rodservere - alternativet kan være langt værre.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere