Kampen om reddit udspiller sig på et virtuelt lærred - resultatet er mildt sagt underholdende

*Opdateret* En ny subreddit lader brugerne farve et kæmpe, virtuelt lærred. Territorielle konflikter, mystiske sorte huller og en aggressiv regnbuebevægelse har præget projektets første to døgn, men det udvikler sig konstant.

Ofte er internettet et trættende sted. Had, fake news, hacker- og phishingangreb, chikane, mobning og alskens andre dårligdomme virker til at blive mere og mere hyppige på det store, åbne og til dels frie internet. Men engang imellem sker der noget, hvor internettet kan få den gode side frem i folk. Hvor det bliver interessant.

Den 1. april dukkede et nyt subreddit op, en form for et kollaborativt internetbaseret frihåndslærred. Det hedder r/place.

Konceptet er ganske simpelt. Hver femte minut kan man placere én af 16 forskellige farver på et kvadrat (et pixel) på det store lærred. Og det gør folk - i stor stil!

I projektets spæde start placerede folk, hvad der øjensynligt lignede tilfældige firkanter. Et stort kaos. Nogle tegnede en penis, andre skrev "9/11 was an inside job". Internettet, som man forventede sig.

Men måske var det på grund af timeren, som i sagens natur gjorde det umuligt bare at spraye farver. Ihvertfald gik der ikke længe, før brugerne begyndte at arbejde sammen. Subreddits begyndte at forme sig. En gul ubåd dukkede op. Rick fra Rick & Morty poppede frem fra Belgien.

Bunden blev omdannet til en Windows 95 proceslinje, nederste højre hjørne blev dedikeret til farven blå og en meget vellignende replikant af Mona Lisa indfandt sig nær centrum.

Men selvom det måske kunne se sådan ud, var det ikke kun sjov og ballade. Langt fra. Reelle territoriale kampe har de sidste to døgn udspillet sig på r/place. Blandt andet forløb en mindre re-enactment af Tyskland og Frankrigs historie under og efter 2. Verdenskrig.

De to lande havde hver deres flag relativt tæt på hinanden. Tyskland begyndte derefter at trække over mod Frankrig, som grundet flagets komposition ikke lige kunne rykke væk.

Da det tyske flag ramte Frankrig, opstod der et kort "slag", hvor brugere kæmpede mod hinanden om territoriet. Frankrig måtte dog hurtigt se sig slået, og begyndte at avancere nord- og sydpå, hvor Tysklands flag forhindrede dem i at overtage.

I lang tid var mødepunktet kontrolleret af Tyskland, men pludseligt begyndte små, blå prikker at opstå. Og, i hvad der øjensynligt var en fredspagt, begyndte EU's flag at forme sig, og står nu stadig som det forenende flag mellem de to subreddits.

Også den destruktive THEVOID begyndte efter cirka et døgn at sprede mørke på lærredet. Med dens sorte og krogede fangarme, slugte den det ene subreddit efter det andet. Kampen sluttede dog, da, hvad der må formodes at være en stor flok Pink Floyd fans så sit snit til at smide Dark Side of the Moon albumcoveret ind i midten, som stadig står der. THEVOID trak sig tilbage, og der var atter "fred" på r/place.

I skrivende stund er r/denmark ved at udvide Dannebro (Norge og Sverige er meget større end Danmark!), men er oppe imod, hvad der øjensynligt er en enorm regnbuebevægelse.

De har sat sig for, at hvad der i bedste Hitchhikers Guide To The Galaxy stil kan beskrives som en en tværgående "regnbuemotorvej", skal skære tværs gennem Danmark, så den kan forenes med "regnbuepladsen" på den anden side. Det ser ud til, at de prøver at overtage herredømmet på hele lærredet.

Undertegnede journalist har ad flere omgang forsøgt at få en gul prik på Union Jack i forsøget på at lave EU's stjerner, men det er ikke lykkedes endnu. De er vågne, de britere.

Opdateret klokken 14:46. Regnbuebevægelsen har tilsyneladende droppet deres tværgående motorvej gennem Dannebro, som tilgengæld har fået en svane. r/Denmark er atter frit

Opdateret klokken 22:47. r/place er nu lukket for inputs. EU fik en fredsdue og Dannebro bestod (nu med knubsvane). Tak for denne gang

Rettelse: Det er ikke vished for, at regnbuerne på lærredet stammer fra LGBT-bevægelsen. Derfor har vi rettet til "Regnbuebevægelse"

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Vinther

Ved du hvad? Det har du ret I. Jeg var lidt for hurtig til at konkludere der - det viser sig at være en subreddit lavet til formålet, og derved ikke LGBT-bevægelsen. Jeg bukker mig i skam og undskylder

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere