Internet i tog giver bedre 3G dækning

TDC's test med wifi-internetopkoblinger på udvalgte DSB-strækninger foregår via mobilnettet, og det betyder også bedre 3G-dækning langs skinnerne.

Foreløbigt har togrejsende mellem København og Korsør haft muligheden for at surfe via TDC's hotspot-løsning i udvalgte togsæt med en hastighed, som teoretisk kan nå op på 3,6 Mbit/s. Og hen mod slutningen af 2008 bliver hele strækningen mellem København og Århus omfattet af den rullende internetløsning.

Opkoblingen sker via 4 wifi access-points (AP) for hvert togsæt. Ap'erne, som får strøm via Power over Ethernet, er forbundet til en switch.

Kører Linux

I setuppet indgår også en såkaldt 'Tog Controller', som er en single board PC med embedded Linux. Controlleren er også tilsluttet switchen, og indeholder blandt andet en firewall og en router. Endelig er der et radiomodem sluttet til switchen. Modemet sørger for, at klienterne får adgang fra AP'erne til internettet via en antenne på taget af togsættet.

Selvom net-adgangen sker via 3G-nettet, som også de mobile bredbåndsforbindelser gør brug af, så mener Jan Bertelsen fra TDC alligevel godt, det kan betale sig at bruge hotspot-løsningen i togsættene frem for de mobile 3G-modems. Han vurderer, at den forbrugsafregnede opkobling via AP'erne er mere stabil, dels fordi det sker via en antenne på taget af toget, og dels fordi routeren i Tog Controlleren kan re-transmitere pakker og derved mindske risikoen for udfald.

Øget dækning

Der er dog en anden faktor, der spiller ind i forhold til, hvorfor kunderne skulle vælge at surfe med de mobile bredbåndsløsninger frem for den eksperimentelle hotspot-løsning. TDC har nemlig udvidet 3G-dækningen og -kapaciteten langs togstrækningerne for at sikre en ordentlig opkobling for de rejsende hotspot-kunder. Men det betyder også, at TDC's mobile bredbåndskunder får bedre dækning, når de surfer via deres USB-modems.

»Det har der jo været en del diskussion over, men vi mener stadig, at man har en bedre løsning i og med, du sidder i toget og har den eksterne antenne og routeren. Man kan jo også sige det på den måde, at det jo kommer alle vores kunder til gode, uanset om de vælger den ene eller den anden opkoblingsform,« siger Jan Bertelsen til Version2.

Storebæltsproblemer

Selvom TDC udbygger selskabets 3G-dækning, så vokser træerne dog ikke ind i himlen - eller måske snarere i vandet. Der er nemlig stadig en udfordring forbundet med at sikre bred mobilopkobling ved Storebæltstunnellen, hvor teleselskaberne ikke har lov til at opsætte eget udstyr.

»Der foregår i brancheregi nogle diskussioner om at lave en fælles løsning nede i Storebæltstunnellen, som, når man er blevet enige om, hvad det nu engang skal være, vil komme vores løsning til gode,« siger Jan Bertelsen.

Indtil fællesløsningen er klar, må de togrejsende tage til takke med 2G/GPRS i det 3½ minut, det tager at bevæge sig under Storebælt med tog.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Jens Fallesen

En router foretager netop ikke retransmission af pakker – det må (og kan) endepunkterne selv sørge for.

Hvis man rent faktisk har valgt en løsning, hvor routeren foretager en eller anden form for encapsulation, der gør retransmission muligt, er det umiddelbart en dårlig ide, da det dels giver et forhøjet overhead og en meget beskeden gevinst. I tilfælde af et stort behov for retransmissioner vil det tilmed kunne give en væsentlig forringet ydelse, fordi man risikerer, at både routeren og klienten foretager retransmission.

  • 0
  • 0
#5 Jeppe Toustrup

Resultatet af testen var at næsten alle testpersonerne blev smidt af en eller flere gange, når de benyttede 3's dongle. Ingen af testpersonerne blev derimod smidt af TDC Hotspot. Testpersonerne syntes rigtig godt om fleksibiliteten i dongle løsningen, men de syntes alligevel at det var altafgørende at forblive online.

Er der her tale om hvorvidt testpersonerne opdagede at de blev smidt af, eller om de rent faktisk mistede forbindelsen? Hvis det er det første, opdager personerne formentlig nemt hvis 3 donglen siger at den har mistet forbindelsen, hvor imod de selvfølgelig nemt kan opretholde forbindelsen til Wifi access pointet, uden at have forbindelse til internettet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere