Internet Explorer 9 kommer 15. marts

Den nye version af Microsofts browser bliver gjort tilgængelig for de danske Windows-brugere tirsdag den 15. marts, hvor Microsoft skal forsøge at bremse flugten til Chrome og Firefox.

Microsoft har nu lagt sidste hånd på den nye version af Internet Explorer, som bliver frigivet til Windows-brugerne i næste uge, tirsdag den 15. marts. Det oplyser Microsoft Danmark.

Der vil dog være en del danske Windows-brugere, som ikke vil kunne bruge Internet Explorer 9, da browseren kræver Windows Vista eller nyere. Alle Windows XP-brugerne må derfor nøjes med enten at beholde Internet Explorer 8 eller vælge én af konkurrenterne.

Internet Explorer 9 har været mere end et år undervejs, og browseren skal ud at konkurrere på et marked, hvor der for første gang i mange år ser ud til faktisk at være rift om brugerne på Windows-platformen.

Internet Explorers markedsandele er således faldet støt de seneste år i flere lande, men det er stadig den mest udbredte browser i Danmark ifølge statistikker fra de største danske websteder.

Version2 har afprøvet Internet Explorer 9 gennem længere tid, og der er tale om Microsofts første rigtige seriøse bud på en browser, der kan udfordre de to primære rivaler på Windows-platformen, Googles Chrome og Mozillas Firefox.

I en direkte sammenligning med Chrome 10 og Firefox 4 vil der for den almindelige bruger ikke være den store forskel. Både Internet Explorer 9 og Firefox 4 er blevet væsentligt forbedrede gennem betatesten. I oktober advarede vi på Version2 mod den daværende betaversion af Firefox 4, men den seneste betaversion kører upåklageligt.

Læs også: Firefox 4 beta: Hold dig fra den sløveste browser!

Internet Explorer 9 har fået en ny Javascript-motor, som skal gøre scripttunge websteder som webmail og sociale medier hurtigere, og browseren har også fået mulighed for at trække på grafikkortets hestekræfter gennem Microsofts DirectX.

For den almindelige bruger vil den nye brugerflade nok opleves som den største forskel, og her er ændringer størst i forhold til den tætte integration til brugerfladen i Windows 7. Microsoft forsøger således at få webudviklere til at tilføje ekstra metatags, som gør det muligt at bruge en genvej til et websted som en slags applikation i Windows 7.

Læs også: Internet Explorer 9 beta: Hurtig men favoriserer Windows 7

Blandt de funktioner, som Microsoft lige akkurat nåede at få med i den færdige version, er muligheden for at blokere for tracking, altså at websteder eller reklameudbydere kan følge brugerens færden på nettet. I praksis virker indstillingerne for denne funktion dog ikke ligefrem intuitive, så det er tvivlsomt, om det er noget, den almindelige internetbruger vil benytte sig af.

Læs også: Internet Explorer 9 vil stoppe sporing på nettet

Samtidig med lanceringen af Internet Explorer 9 har Microsoft også pustet nyt liv i selskabets erklærede mål om at få udryddet de sidste installationer af Internet Explorer 6. Det var en browser, som ganske vist cementerede selskabets førende position på browsermarkedet, men et væld af sikkerhedshuller og manglende understøttelse af webstandarder har gjort browseren til lidt af et mareridt for Microsoft.

Læs også: Microsoft forsøger - igen - at aflive Internet Explorer 6

Men ironisk nok vil Internet Explorer 9 ikke kunne hjælpe Microsoft på den front, da Internet Explorer 6 kun kører på Windows XP eller ældre udgaver af Windows, som altså ikke kan opgradere til den nye browser.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Thomas Dybdahl Ahle

Microsoft forsøger således at få webudviklere til at tilføje ekstra metatags, som gør det muligt at bruge en genvej til et websted som en slags applikation i Windows 7.

Det synes mig, at en implementering af (måske med et par udvidelser) ville være en langt mere standard venlig. Jeg kan ikke forstå, de siger at IE9 markerer starten på deres accept af standarderne, og de så introducerer den slags. http://reference.sitepoint.com/html/link/rel

  • 0
  • 0
#6 Peter Eriksen

Nu er det jo sådan set lige så meget - hvis ikke mere - en Windows 7 feature og ikke en IE 9.

Du kan jo sådan set skrive hvad du har lyst til i meta tags - meta tags er jo netop en del af standarden.

De her specifikke meta tags benyttes så bare til, at fortælle browseren, at den skal lave nogle jump lists i Windows 7. Der er jo intet der forhindre Chrome i at lave deres egne meta tags der får Chrome til at gøre det samme.

Selvfølgelig er det så lidt bøvlet, hvis sider skal have forskellige meta tags for, at få hhv. Chrome og IE til at lave jump lists, men eftersom jump lists er en OS specifik ting, så hører det da under ingen omstændigheder hjemme i html standarden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere