Intern opdatering kiksede: TDC-kunder må vente én uge på at flytte telefonnumre

Det har taget længere end normalt at flytte telefonnumre til og fra TDC, fordi en intern opdatering hos TDC gik galt.

Siden den 20. juni har telefonikunder, som har skullet flytte telefonnumre til eller fra TDC, måttet vente forgæves, fordi flytningen har taget længere tid end normalt på grund af tekniske problemer hos TDC.

Problemerne er opstået som følge af, at leverandøren på det såkaldte OCH-system, som teleselskaberne bruger til nummeroverførsler, blev udskiftet. Derfor var der planlagt nedetid på systemet fra den 20. til den 23. juni, oplyser TDC til Version2.

TDC valgte at benytte den planlagte nedetid til at opdatere nogle af selskabets interne it-systemer, og det var her, TDC løb ind i problemer.

»Mens OCH-systemet var nede, ville vi klare nogle interne systemopdateringer, og det tog lidt længere end ventet. Den gode nyhed er, at systemerne var oppe igen i dag klokken 11. Der er dog en backlog, som det tager noget tid at komme igennem,« siger kommunikationsrådgiver Mette Marie Rasmussen fra TDC's pressetjeneste til Version2.

Det er ifølge TDC begrænset, hvor mange sager systemet er i stand til at behandle af gangen, og derfor tager det tid, før puklen med ventende sager er væk. TDC forventer, at situationen vil være klaret fredag aften.

Problemerne hos TDC har påvirket kunder, der har forgæves har ventet på at få gennemført en flytning af telefonnumre. Det er blandt andet gået ud over kabelvirksomheden Elfac, som skulle skifte fra almindelig fastnettelefoni til Office 365 Lync.

Elfacs leverandør kunne ikke få oplyst fra TDC, hvordan status var på systemet, og derfor var det ikke muligt at gennemføre den planlagte flytning torsdag.

»Vores projektstatus er derfor, at vi ikke ved, hvornår problemet er løst for TDC, og vi ved ikke, om TDC vil informere om, hvornår de har tænkt sig at portere vores numre. Det betyder, at vi ikke ved, hvornår vores projekt kan afsluttes,« skriver it-chef Henrik Lynnerup fra Elfac i en e-mail til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere