Intels Skylake bliver sidste hardware-udkald for Windows 7

Microsoft vil ikke garantere, at Windows 7 vil understøtte nyere processorer, end dem Intel lige nu har i handlen.

På papiret vil Windows 7 blive opdateret frem til januar 2020, men for it-afdelinger og forbrugere kan det meget snart blive svært at finde ny hardware, som kører Windows 7 - i hvert fald med officiel support fra Microsoft.

I et blogindlæg skriver direktøren for Microsofts Windows-division, Terry Myerson, at allerede med den nuværende generation af processorer og chipset fra Intel, vil Microsoft kun garantere support for udvalgte enheder, når det gælder Windows 7 og Windows 8.1.

Når Intel efter planen har sendt den næste generation med kodenavnet Kaby Lake på markedet i foråret 2017, så vil Microsoft ikke længere yde support ud over kritiske sikkerhedsopdateringer.

Det er sådan set ikke en decideret ændring af Microsofts supportaftale, men nærmere en skærpet fortolkning fra Microsofts side. Windows 7 er på nuværende tidspunkt i den udvidede supportfase, hvor Microsoft først og fremmest leverer sikkerhedsopdateringer.

Nye installationer af ældre Windows-udgaver på ny hardware er typisk OK

Tidligere har Microsoft dog også for at imødekomme hovedsageligt virksomheder, der ofte har holdt fast i ældre versioner af Windows i længere tid end forbrugerne, tilladt nye installationer af ældre Windows-udgaver på ny hardware. Det vil man stadig kunne med Windows 7 efter sommeren 2017, men der er ingen garanti fra Microsofts side for, at Windows 7 vil understøtte de nye funktioner.

Det vil ifølge Terry Myerson eksempelvis være firmware-understøttelse af strømsparefunktioner i de nye processorer, som ikke vil understøttes af Windows 7.

»For at Windows 7 kan køre på nyere chips, så skal drivere og firmware emulere det, Windows 7 forventer at se i eksempelvis håndtering af interrupts, bussen og power states. Det kan være en udfordring for grafik, wifi og sikkerhed. I takt med at vore hardwarepartnere laver tilpasninger til drivere og firmware, vil kunderne opleve tilbageskridt i den løbende vedligeholdelse af Windows 7,« skriver Terry Myerson.

Windows 10 kom med en ny kerne til Windows, og det betyder, at hardwareproducenternes nye drivere til ny hardware og til Windows 10, ikke umiddelbart kan overføres til Windows 7. I princippet vil hardwareproducenterne kunne levere drivere til Windows 7 på ny hardware, men ændringen af Microsofts fortolkning af supportaftalen indebærer, at Microsoft ikke længere vil distribuere legacy-drivere via Windows Update.

Omvendt betyder det også, at hardwareproducenterne ikke længere er forpligtet til at lave drivere til Windows 7.

Microsoft garanterer kun support for Windows 10 på alle enheder

Selv for Intels Skylake er der begrænsninger for supporten fra Microsofts side. Microsoft vil frigive en liste over Skylake-baserede enheder, som Microsoft vil supportere med Windows 7. Alle andre enheder vil Microsoft kun garantere support for Windows 10.

Bag hele denne ændring af supporten for ældre Windows-udgaver på ny hardware ligger også, at Microsoft er særdeles interesseret i at få erhvervskunderne til at opgradere til Windows 10. For nylig rapporterede Microsoft, at 200 millioner enheder kører Windows 10, men af dem var blot 22 millioner virksomheds-pc'er.

Virksomhederne var også dem, der holdt længst fast i Windows XP. Det betød, at Microsoft skulle bruge mange ressourcer på at vedligeholde et gammelt styresystem, ligesom det med lanceringen af Windows 8 var vanskeligt for Microsoft at få udviklerne til at udvikle til den nye app-platform, Modern UI, fordi disse applikationer ikke var kompatible med hverken Windows XP eller Windows 7.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (9)

Brian Hansen

Og når i to ovenover har fået blod til hjernen igen, så går det sikkert op for jer at praktisk talt resten af os kører Windows i et eller andet omfang, på et eller andet Intel x86-64 baseret hardware :)
Big deal, ikke noget der ikke kan klares med drivere.

Bent Jensen

Så prøver Microsoft at vride armen om på ryggen, hugge hænder af, og skære halsen over.

Hvis de vil have lidt flere bruger over på Win10 så burde de åbne for gratis opdatering for Vista og XP i stedet. Men MS forstår bare ikke at man kan være tilfred med det man har, og ikke behøves det nye nye. Køre selv Win10 på enkelte PC. men hvis der skal skiftes mere, bliver det nok mere til en Ubuntu version, Men tror manglende salg kommer af, at MS tror at grunden til at der ikke er solgt så mange PC, er fordi vi alle Spændt har ventet på deres nye OS. Men virkeligheden er at mange ældre PC køre helt fint, alt det vigtige foregår på nettet og i skyen, og Win10 er bare en ny opdatering.
Så nu er de bange for næste aktionærmøde, hvor aktien nok falder.

Det er kun spil og måske de nye 3D briller der driver et behov for mere datakraft ved private bruger, nye OS har kun MS brug for, vi andre kunne klare os med XP. MS må indse at de ikke vinder på mobilmarked, og hvis ikke de trækker noget op af hatten, måske inden for hardware, ikke længere er den store spiller på marked, da det marked de "vandt" ikke længere findes eller vokser


Note:Advarsel med hensyn til Windows 10 og Trådløse netkort
Advarsel med hensyn til Windows 10. Har set mange der opgradere som ikke kan få deres trådløse netværkskort til at virke,eller det er ustabilt. Det er heller ikke så godt som Win7 eller XP til Desktop og der skal bruges meget tid på ny læring, dog ikke så meget som til katastrofen Win8 . så hvis i har bruger som er tilfreds, opgradere ikke men BLIV. Så for en gang skyld tror jeg ikke at Windows først laver noget lort også noget godt. Det blev til noget, ikke så dårligt som Vista eller Win8
Grunden til at Win 10 vokset så hurtigt er at alle er flygtet fra Win8, men hvis de gerne vil have flere med på vognen så må de se at få XP og Vista gratis med, ellers kommer de til at leve med stor defragmentering i årtier.

Knud Jensen

Udover at det for nogen er gratis at opgradere til. Så jeg har jeg svært ved at se guleroden for denne version af Windows.

Der mangler ganske enkelt et salgsargument for mit vedkommende. Ikke at den på nogen måder er dårlig, den er bare ikke umiddelbart bedre end Windows 7.

Bjørn Froberg

Jeg har win7 på jobbet og win10 derhjemme.. jeg ville ønske vi var ved at planlægge en migrering.
Ganske følelses-porno agtigt så synes jeg bare at Win10 "føles" bedre. Performanceforbedringerne.. tjah.. jeg har ikke mærket det vilde, men har omvendt heller ikke mærket en forværring! Et par ældre maskiner jeg har opdateret til win10 virker til at performe bedre, men min workstation er det same/same.

Johnnie Hougaard Nielsen

Ganske følelses-porno agtigt så synes jeg bare at Win10 "føles" bedre.

Det er jo så et argument der kun gælder i ganske snævre cirkler. Bredere set vil jeg mene at langt de fleste er hamrende uinteresserede i operativsystemet, bare det kører godt nok til at de kan starte browser, tekst, regneark, spil m.v. Her bliver det en decideret gene at Microsoft flyttede ostene, uden at sådanne brugere oplevede noget benefit (ud over hurtigere boot). En plage at skulle til at bruge dåsen på en anden måde end den vante.

Windows 10 er mindre slem end Windows 8, men stadig intet "wow", undtagen for et smalt segment som ikke tror på læresætningen "if it ain't broke, don't fix it".

Bjørn Froberg

Også derfor jeg skrev følelsesporno argumentet, fordi det er hvad det er ;-)

Men startmenuen ER faktisk bedre i win10 versus win7. Det er sgu rart nok man lige kan pinne sine programmer og sortere dem lidt efter funktion og lave en smart genvejsmenu.. og så kan man søge i startmenuen lige som i win7, endnu et kærkomment tiltag. Win8/Win8.1 var et fejlskud IMO.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer