Intel gik tirsdag ud med information om sine kommende processorer i Xeon Scalable-familien. Processorerne har kodenavnet ‘Cooper Lake’ og skal efter planen komme på markedet i løbet af første halvdel af 2020.
Processorerne er beregnet til datacentre og kraftige servere.
Ifølge Anandtech er Cooper Lake en forbedret udgave af Intels eksisterende Xeon-processorer produceret med en 14 nanometer produktionsproces.
Den første Cooper Lake-processor er en 56-kerners version af Xeon Platinum 9200, en processor, som blev lanceret tidligere i år – men dengang i en version baseret på ‘Cascade Lake’, hvor der benyttes BGA (Ball Grid Array) i stedet for ben (eng. pins), som går ned i en processorsokkel.
Den nye Cooper Lake-version vil benytte en traditionel CPU-sokkel, som vil være kompatibel med næste generation 10 nanometer Xeon-processorer (‘Ice Lake’).
Fokus på maskinlæring
En af de vigtigste nyheder i Cooper Lake-versionen af Xeon Platinum er understøttelse af nye processorinstruktioner kaldet bfloat16, som udnytter det høje antal kerner til hurtigere at kunne træne maskinlæringsalgoritmer. Processoren har også større hukommelsesbåndbredde end Xeon Platinum 8200-platformen.
Bfloat16 – forkortelse for ‘Brain Floating Point’ – er et floating point-format, som Google har udviklet specielt til sine Tensor Processing Units (TPU), som er chips skræddersyet til maskinlæring.
Med bfloat16 kan man repræsentere et større område af værdier på samme plads i hukommelsen, men med lavere præcision. Det gør formatet bedre egnet til maskinlæring og giver øget ydelse. Intel har et whitepaper på bfloat16 her.
Artiklen er fra digi.no.