Intels Coffee Lake-processorer kommer allerede til efteråret - men holder fast i 14 nm

Intel lancerer den ottende generation af Core-processorer til efteråret, men det bliver med den nuværende fremstillingsteknologi.

Rygterne har ganske vist været, at der ikke ville komme en opdatering til Intels Core-processorer i 2017, men nu lyder det fra Intel, at den ottende generation vil udkomme til efteråret. Det skriver Ars Technica.

Den ottende generation af Core-processorer med kodenavnet Coffee Lake bliver til gengæld ikke den første med en ny 10 nanometer-fremstillingsteknologi. Intel har altså valgt at udgive de nye processorer i år, men på den eksisterende 14 nanometer-teknik.

Frem til 2016 var Intels strategi en 'tik-tak' ('tick-tock') model, hvor Intel skiftevis opdaterede chiparkitekturen og fremstillingsteknologien. Cyklussen var cirka to år, men i 2016 gik Intel den langsommere udvikling af chipfremstillingsteknologier i møde ved at indføre en trefaset model, hvor der kom en optimeringsfase ind mellem proces og arkitektur.

Men denne model ser altså ikke ud til at holde helt, da den annoncerede opdatering til efteråret reelt vil være den anden optimeringsfase i træk, skriver Anandtech.

Datacenterchips først

Intel forventer dog at blive klar med den nye 10 nanometer-fremstillingsteknologi i 2018 med den generation, som har kodenavnet Cannon Lake. Det bliver imidlertid datacenterchips, som først får gavn af teknologien.

Det kan afspejle, at Intel er opmærksom på, at der er processorer til datacentre på vej fra blandt andet Qualcomm, som er baseret på ARM-arkitekturen og Samsungs 10 nanometer-fremstillingsteknologi.

Udfordringerne med nye fremstillingsteknologier er én af de store forhindringer for den fortsatte udvikling af Moores Lov, fordi hver ny generation af teknologier kræver fabrikker, som er væsentligt dyrere at få til at producere chips i det nødvendige antal, end de forrige generationer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere