Intel vil understøtte ny DDR4-RAM inden september

Intels nye Xeon-processor-serie vil i løbet af tredje kvartal understøtte den nye og hurtigere RAM-type DDR4. Den kan også finde vej til for eksempel Apples workstation Mac Pro.

Afløseren for DDR3-RAM er på vej - med det nemt gennemskuelige navn DDR4. Fordelene er 50 procent højere hastighed og et 35 procent lavere strømforbrug, men det bliver i første omgang kun servere og arbejdsstationer i den dyre ende, der får muligheden. Det skriver Infoworld.com.

Intel har ikke meldt officielt ud, men Infoworld har opsnuset, at DDR4-RAM vil være understøttet i udrulningen af næste generation af Intels Xeon-processorer, der bliver kaldt Grantley, i løbet af tredje kvartal af 2014.

Men DDR4-RAM vil stadig være så meget dyrere end DDR3-typen, at det i noget tid kun vil blive brugt i servere, der har brug for den højere performance, vurderer analytikere. For eksempel er det med in-memory blevet normalt at lade talknuseri til ERP- og Business Intelligence køre i RAM-hukommelsen alene, uden brug af harddiske, og her vil DDR4 kunne gøre en forskel. Omvendt vil det næppe kunne betale sig at udstyre en standard webserver med DDR4.

Også workstations, altså kraftige stationære computere til professionelt brug, vil kunne få DDR4, når de kommer med Xeon Grantley-processorer. Det kunne for eksempel være Apples første opgradering af den nye Mac Pro at skifte til nye processorer og DDR4-hukommelse.

DDR4 blev endeligt specificeret i september 2012 og har dermed været længe undervejs, men udbredelsen er blevet forsinket af forskellige grunde, blandt andet at RAM-producenterne hellere ville producere den velkendte DDR3-RAM, med højere profitmargener, og at tablets og ultrabook-bærbare kører på en low-power variant af DDR3 til mobile enheder. En tilsvarende low-power-udgave af DDR4-RAM er kun lige begyndt at tage form.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thue Kristensen

De skal skifte RAM-type præcis en gang per ny desktop-computer jeg har, så jeg aldrig kan genbruge mine RAM-klodser :(. Når DDR4 er nået ned til dødelige desktops om ~2 år, og tilmed er det eneste der virker med en seneste-generation CPU, så passer det meget godt med at jeg skal have ny desktop-computer.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere