Intel snød med produktdemonstration: Viste computerspil som videofil

Intel måtte bruge en videofil af et computerspil, uden at fortælle tilskuerne det, da en ny Ivy Bridge-processor blev demonstreret.

Produktpræsentationer kan være en svær disciplin. Spørg bare Bill Gates, som måtte slås med en blå ’dødsskærm’ på scenen, da Windows 98 blev vist frem for offentligheden i april 1998.

Men skal man snyde, så skal man helst ikke blive opdaget.

Det må Intel sande, efter en præsentation af nye bærbare computere i ultrabook-klassen, som bruger en Ivy Bridge-processor. Præsentationen fandt sted mandag på elektronikmessen CES i Las Vegas, men senere blev det afsløret, at der var fusk med i spillet. Det skriver The Register.

Da Mooly Eden fra Intel skulle vise, hvor stærk Ivy Bridge-serien er til grafik, begyndte han at spille et bilspil på scenen, men stoppede igen og sagde, at det i virkeligheden var nogle bag tæppet, som styrede bilen.

Men i virkeligheden var det, tilskuerne så på skærmen, bare en video, som var indspillet på forhånd. Et kort glimt af et betjeningspanel fra VLC-videoafspilleren på skærmen afslører tricket, og da præsentationen blev optaget på video, var det nemt at bekræfte mistanken.

Intel har siden hen forklaret The Register, at man måtte droppe live-demonstrationen, fordi spillet tog flere minutter at indlæse, og der ikke var tid til det. Siden har man vist flere journalister, at computeren rent faktisk sagtens kan afvikle spillet, lød Intels forklaring.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Per Laursen

Hvis det er for at vise at de er i stand til at afspille film live, uden problemer, så er det fint at anse det for en produkt demo.
Hvis det derimod er for at vise, hvad deres chipset er i stand til mht. realtime grafik, så er en video ikke i orden.

  • 2
  • 1
Jacob Thrane Lund

Fra forsiden af VLCs hjemmeside:
"Features
Simple, Powerful and Fast

Plays everything, Files, Discs (DVD, CD, VCD, Blu-Ray), Webcams and Streams"....

Så det er muligt Intel brugte VLC til at vise et live stream. Eks. fra en maskine behind the sceen hvor en person spillede spillet.

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere