Intel sætter ultra-holdbar SSD direkte på PCIe-bussen

Intel går nu blandt andre FusionIO i bedene med flashhukommelse direkte på PCIe-bussen. Den nye 910-serie er beregnet som øverste storage-tier i serverne for ekstrem ydelse.

Intel lancerer nu chipgigantens første SSD, som sidder direkte på PCI-e-bussen. Dermed går Intel blandt andre FusionIO i bedene med flashhukommelse på indstikskort direkte i serverne.

Den nye 910-serie fra Intel består af PCIe-indstikskort, hvor der er plads til op til 800 gigabyte på kortet ved at placere hukommelseschippene i tre lag.

Ifølge Intel er der tale om en forbedret type MLC-flashhukommelseschips med større holdbarhed, som ifølge Intel kan give op til 10 fulde overskrivninger af disken hver dag i fem år.

Ved at sidde direkte på PCIe-bussen bliver der både en fysisk kortere vej mellem hukommelseschippene og processoren i serveren, men der er også større båndbredde til rådighed end for SSD-lagermedier, som forbindes via traditionelle disk-grænseflader som SATA.

Læs også: Ny standard skal sætte turbo på SSD-disken via PCI Express-bussen

PCIe-SSD-lagermedier kan bruges som et øverste niveau for storage i servere, hvor der stilles ekstremt høje krav til antallet af I/O-operationer, og hvor almindelige diske enten ikke kan følge med, eller det kræver et stort antal harddiske at opnå tilsvarende ydelse.

Læs også: Gyldent image på SSD kan fjerne flaskehalsen for virtuelle desktoppe

SSD på PCIe kan også fungere som decideret cache i servere, hvor det kan afhjælpe flaskehalse ved at stille hyppigt brugte data til rådighed på flashhukommelse. Det er billigere både i anskaffelse, plads og strømforbrug end det endnu hurtigere alternativ, hvor dataene gemmes i RAM.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere