Intel realiserer optisk drøm

16 års forskning i silicium udmønter sig nu i nye transmittere og receivere.

Intel Developer Forum, San Francisco: På IDF, som er Intels årlige udvikler-konference, viste Intel onsdag sine første optiske produkter frem.

Det drejer sig om transmittere og receivere, der kan overføre data med en hastighed på 100 Gb/s. Det er ikke hastigheden, men udførelsen i silicium, der vækker opmærksomhed.

Intel har i de seneste 16 år arbejdet med forskning og udvikling af optisk kommunikation, såkaldt silicon photonics, baseret på silicium.

Intel anvender i forvejen silicium til fremstilling af sine processorer, så derfor har det ligget ligefor også at anvende dette materiale til optisk kommunikation.

Fordelene ved at anvende silicium er blandt andet, at det er nemmere at arbejde med end de mere eksotiske materialer, som SiGe (siliciumgermanium), der ofte anvendes, samtidig med at Intel også billigt kan masseproducere det, da Intel kan anvende de samme produktionsfaciliteter, som benyttes til fremstilling af processorer og tilhørende supportchips.

I går offentliggjorde Intel for første gang, at produkterne er klar til salg, men Intel har i al stilfærdighed leveret disse til udvalgte partnere siden juni.

De første produkter skal anvendes til fiberkommunikation mellem computere og andet udstyr i et datacenter, men på længere sigt er det meningen, at prisen skal drives ned, så produkterne også kan anvendes til kommunikation internt i servere, hvor der indtil nu anvendes kobberbaserede løsninger. På endnu længere sigt har Intel planer om at integrere optisk kommunikation i sine processorer, således at de ikke længere behøver kobberbaserede løsninger for at kommunikere med omverdenen.

Intel har tidligere talt om, at siliciumløsningerne kun vil koste en brøkdel af traditionelt fremstillede fiberløsninger, men der er endnu ikke sat pris på produkterne. Intel har dog tidligere nævnt priser på omkring 5 dollars for en optisk transmitter, men der er ingen tvivl om, at prisen for de første produkter bliver en del højere.

Intels forskning i silicon photonics har været koncentreret i hovedkvarteret i Santa Clara, hvor Intel har sit laboratorium i en bygning ved siden af hovedbygningen. Dette er i modsætning til hovedparten af firmaets forskning og udvikling, der foregår i Hillsboro i Oregon, hvor Intel også har produktionsfaciliteter.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Troels Henriksen

Så er motherboard'et vel på vej i graven, for hvis du kan koble CPU (nærmest) direkte til grafikkort og jeg vej ikke hvad, via et fiberkabel, så er der vej ikke brug for motherboard'et længere?

Bundkortet laver indtil videre også andre ting - der sidder nogle gamle porte og busser, nu og da er der vist også nogle disk-controllere, og der er strømstyring og nogle andre småting. Det er dog helt tydeligt at CPUen er ved at opsluge mere og mere funktionalitet. Idealet er nok et System-on-Chip design, som man har i f.eks. telefoner, hvor én chip gør stort set det hele. Så slipper man for klodsede og langsomme busser.

  • 1
  • 0
#4 Mads Ølholm

Det må have været meget sent - og der burde selvfølgelig have stået "data". Jerh kan kun beklage, da jeg selv er arg modstander af flertalsformer, som mange får til at ende på et s.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere