Intel rasler med patent-sablen: Windows 10 på ARM kan krænke emuleringspatenter

13. juni 2017 kl. 05:211
Microsoft vil bringe Windows tilbage på ARM-processorer, men det vil denne gang ske gennem emulering. Det er Intel imidlertid ikke glade for.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Microsoft og Qualcomm vil senere på året bringe Windows 10 tilbage på ARM-baserede processorer i samarbejde med flere store pc-producenter. Men det risikerer at blive mødt med sværdslag fra chipgiganten Intels advokater.

Mens Microsoft til Windows RT, som var en udgave af Windows 8, der kunne køre på ARM-processorer, lavede en ny kerne til ARM, så vil det angiveligt være emulering af en x86-processor, som skal bringe Windows 10 over på ARM-arkitekturen.

Intel er imidlertid parat til at bruge selskabets arsenal af patenter for at forhindre emulering af x86-arkitekturen, skriver ZDNet.

Intel benyttede et blogindlæg om x86-processorens 39 års fødselsdag til at påpege, at selskabet vil beskytte dets investeringer i udviklingen af x86-arkitekturen ved hjælp af patenter og benytte disse patenter til at gå efter firmaer, som eksempelvis vil forsøge at emulere x86-processorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»X86-teknologien er vores (proprietary) og central for vores forretning, og vi ser med bekymring på, hver gang det ser ud til, at nogen kopierer det på en upassende måde. Vi vil grundigt granske ethvert produkt, som hævder at emulere x86-teknologier og energisk håndhæve vore immaterielle rettigheder, hvis vi mener, de bliver krænket,« skriver Intels juridiske chef Steve Rodgers i et opfølgende svar til ZDNet.

Intel vil næppe slå ned på nye instruktionssæt

Ars Technica påpeger, at det næppe er de nyeste instruktionssæt til x86, hvor Intel vil kunne slå hårdt ned. Mest fordi nye instruktionssæt som eksempelvis AVX endnu ikke er særligt udbredte, og derfor vil det ikke være kritisk for Microsoft og Qualcomm at understøtte dem.

Tilsvarende er en række af de mest grundlæggende instruktionssæt så gamle, at patenterne er udløbet. Der er dog en mellemkategori som eksempelvis de forskellige udgaver af SSE, som både bruges mange steder og stadig er beskyttet af patenter.

De kommende Windows 10-enheder vil være baseret på Qualcomms Snapdragon 835 Mobile PC Platform, som især vil give mulighed for længere batteritid og samtidig en konstant internetforbindelse via mobilnetværk.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
14. juni 2017 kl. 08:21

Hvis patenterne er udløbet er de 'frit tilgængelige', hvorimod igangværende patenter kun kan bruges ved samtykke eller mod aftalt betaling. Microsoft har i rigtig mange år rykket for CPU'er, der skulle være 'mindre og bedre'. Intel har dog ikke været i stand til at levere. Jeg ved godt, at dette er 'big business', men hvis den gamle partner ikke kan levere, så må den nye partner i spil, som i dette tilfælde er Qualcomm. Mon ikke Intel med sin forsigtigt løftede pegefinger vil opfordre Microsoft og Qualcomm til stilfærdige drøftelser 'under 6 øjne'.