Intel og Nokia går sammen om open source telefonstak

Intel og Nokia har søsat projektet Ofono, der er en open source telefonstak til mobiltelefoner. Ofono skal gøre det nemmere for programmører at kode applikationer til mobiltelefoner.

Intel og Nokia er gået sammen om projektet Ofono, der skal ende op med en open source telefonstak til mobiltelefoner. Det fremgår af hjemmesiden ofono.org.

Ifølge hjemmesiden skal Ofono tilbyde et interface, der hæver abstraktionsniveauet for programmører af mobiltelefoner. Interfacet skal derfor være nemt at bruge og kunne benyttes til at skabe rige telefonapplikationer uden at kræve en dyb forståelse for den underliggende teknologi.

»Til at opnå dette tilbyder Ofono det sproguafhængige D-Bus API (programmeringsinterface, red.), som er ekstremt nemt at bruge,« hedder det på projektets hjemmeside.

Ofono er ikke en mobil softwareplatform i stil med for eksempel Google Android eller Moblin, selvom det flere steder er blevet opfattet som en ny og frisk konkurrent på det marked.

»Ofono er ikke et modtræk til Android. Det er ganske enkelt ikke fair at sammenligne dem. Ofono er dog at sammenligne med android.telephony og Radio Interface Layer (RIL),« skriver Ofono-maintainer Aki Niemi på sin blog.

Ofono er lagt under GPLv2-licensen og indeholder udover det højniveau D-Bus API også et lavniveau plugin-API til integration med både open source- og tredjeparts telefonstakke. Plugin-API'et er modelleret efter offentlige standarder, specielt standarden 3GPP TS 27.007 ("AT command set for User Equipment"), fremgår det af Ofono-hjemmesiden. 3GPP specificerer standarderne for 3G-mobiltelefoni.

Nokia og Intel står for den fælles vedligeholdelse af Ofono-projektet og opfordrer udviklere til at komme i sving med at udvikle til Ofono-projektet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere