Intel og Lenovo: Pc'en er på vej til at blive genfødt

Kun idéløse pc-producenter kan hævde, at pc'en er på vej til at uddø, mener Lenovos direktør. Og ifølge Intel er pc'en ligefrem i færd med at blive genfødt.

Vi lever i tiden efter pc'ens tidsalder. Det er et budskab, som især producenter af smartphones har gentaget de seneste år, men sådan ser virkeligheden ikke ud ifølge to af de selskaber, der har mest på spil i pc'en.

»Vi lever ikke i verden 'efter pc'en'. Vi er på vej ind i 'pc'en plus-tidsalderen',« siger administrerende direktør Yuanqing Yang fra Lenovo til nyhedsbureauet Reuters.

Pc'en vil fremover supplere blandt andet smartphones, men ifølge Yuanqing Yang vil det også kun være en 'post-pc æra' for de producenter, som er løbet tør for idéer eller ikke tør prøve at gå nye veje.

Ikke overraskende kommer Intel, som producerer størstedelen af de processorer, som bruges i pc'er, med nogenlunde samme budskab.

»Det er helt bestemt en periode med dramatiske forandringer. Jeg tror, vi er færd med at se pc'en blive genfødt som en internetenhed. Det er et krav. Du vil ikke kunne være en klassisk pc i en tid med smartphones, tablets og andre internetenheder. Pc'en er den sidste enhed, som får kappet de gamle bånd, der har gjort den til en pc og ikke en ægte internetenhed,« siger teknisk direktør Justin Rattner fra Intel til amerikanske Computerworld.

Han ser især kommende forandringer i batteritiden for bærbare pc'er, som er tæt på at kunne holde til en hel dags arbejde, ligesom nye wifi-chips gør det muligt at lade en bærbar pc give brugeren notifikationer om eksempelvis nye e-mails, selvom pc'en er på standby.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Carsten Olsen

De nye PCere bliver snart med mulighed for talestyring i stedet for keyboard/mus. Det bliver også noget med text til tale output.

Derimod er der intet der tyder på at text bliver afskaffet. Så hvis en Kineser har en samtale kørende med en Amerikaner så taler han Kinesisk til PCen det bliver til Kinesisk text, som derefter oversættes til Amerikansk text som så læses op på Amerikansk. Så teksten er stadig vigtig.

  • 0
  • 2
Torben Mogensen Blogger

Meget af det, man bruger en PC til nu om dage, kan snildt klares med en docking station til en tavle-PC, så man får et ordentligt tastatur og en større skærm. Eksternt lager og printere vil formentlig tilgås trådløst og deles mellem alle husets netværkskoblede enheder (TV, stereoanlæg, osv.). I den forbindelse udvides den trådløse router til en lille server, der også kan levere regnekraft og andre services.

Så jeg spår ikke meget fremtid for den traditionelle PC. De generelle opgaver vil blive løst på mindre bærbare enheder, evt. via docking station, de mere krævende spil vil blive afviklet på konsoller, og resten på en miniserver, der forbinder alle husets computere samt sørger for backup og print.

  • 1
  • 2
Torben Mogensen Blogger

De mest krævende spil vil stadig kræve en PC. Den begrænsede hardware på en konsol sætter nogle begrænsinger i spillene som hardcore gamere ikke vil acceptere

Ligger det i definitionen af en konsol, at hardwaren skal være svagere end en PC? Typisk er er helt nye konsoller stærkere end samtidige PC'er, men konsollerne har længere levetid end PC'er, så efter nogle år overhaler PC'erne dem. Det er længe siden, at der er kommet nye topmodeller på konsolmarkedet: PS3 er fra 2006 og XBox 360 er fra 2005, så nye PC'er er ganske rigtigt kraftigere. Men det varer kun til den næste generation af konsoller.

Selv konsoller, der på papiret har mindre kraftig hardware end en top gamer-PC, kan have mere imponerende spil, da man programmerer konsoller meget tættere på hardwaren, hvor man på PC'er skal programmere op mod en API, der skal passe til alle mulige forskellige modeller af grafikkort.

  • 2
  • 3
Venligst Slet Min Bruger

Selv konsoller, der på papiret har mindre kraftig hardware end en top gamer-PC, kan have mere imponerende spil, da man programmerer konsoller meget tættere på hardwaren, hvor man på PC'er skal programmere op mod en API, der skal passe til alle mulige forskellige modeller af grafikkort.

En anden fordel er vel også, at man ved hvad man har at gøre godt med, så man kan optimere sine spil til at yde det absolut maksimale uden at det går udover performance.

Det er lidt sværere, når det er one-size fits all.

  • 0
  • 0
Anders Majland

Meget af det, man bruger en PC til nu om dage, kan snildt klares med en docking station til en tavle-PC, så man får et ordentligt tastatur og en større skærm.

Problemet er så at mange alligevel bliver nødt til at slæbe et tastatur med på farten for lige at kunne skrive mere end et par linier i en fart. Asus's Transformer serien er et godt eksempel på en løsning. Forleden sad jeg også med en Samsung Slate der er en kraftfuld tablet der kører windows 8. Men sammen med tastaturet var den stadig tungere end min bærbare af den gamle skole. En Lenovo X220 med 12" skærm. Den kan bruges stand-alone men ellers så ryger den i en docking station - både hjemme og på arbejde. (og det har skiftende bærbare gjort her i efterhånden mange år)

Som et generelt arbejdsredskab tror jeg ikke den bærbare med integreret skærm og tastatur såden lige er på vej ud. Men den kan nemt suppleres af andre enheder til mere specialiseret brug.

  • 2
  • 0
Jørgen L. Sørensen

De nye PCere bliver snart med mulighed for talestyring i stedet for keyboard/mus. Det bliver også noget med text til tale output.

Så må man håbe at DSB får flere stille-kupeer, det er slemt nok med mobilerne :o

Det må også være træls i kontorlandskaber hvis alle skal sidde og snakke til deres pc.

Den stationære pc i hjemmene kunne jeg godt forestille mig er på vej ud, for de fleste hjem er vist godt hjulpet med en tavlepc. Men vi er stadig nogle der ikke er glade for dem, men hellere vil have et tastatur til at klimpre på. Og så vil jeg hellere slæbe rund på en bærbar, og have en ordentlig størrelse skærm og tastatur hængslet sammen, end at have løsdele flydende så de bliver glemt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere