Intel: Moores Lov fortsætter under 10 nanometer

Ifølge chipproducenten Intel vil der være liv i Moores Lov et stykke tid endnu, da det ser ud til, at fremstillingen af chips med detaljer ned til under 10 nanometer ikke bliver for dyrt.

Enden på Moores Lov er én af de tilbagevendende profetier i it-branchen, men endnu er vi ikke nået dertil, hvor fysikkens love sætter endegyldigt stop for udviklingen, og nu tør chipproducenten Intel endda love, at Moores Lov kommer til at holde på den anden side af 2020.

»Når vi skalerer ned under 10 nanometer, så vil vi stadig kunne sænke prisen pr. transistor,« sagde chefforsker Mark Bohr fra Intels udviklingsafdeling på et pressemøde, hvor Version2 deltog.

Læs også: Moores Lov lever på lånt tid: Hvad sker der efter 2020?

Moores Lov er ikke en naturlov, men blot en observation af udviklingen inden for processorteknologi. Den findes i flere formuleringer, hvor den mest udbredte er, at antallet af transistorer på en chip fordobles over en periode på 18 til 24 måneder.

Intel anvender nu en fremstillingsproces ved 14 nanometer til de nyeste af selskabets processorer. 14 nanometer henviser til den fysiske størrelse på de mindste detaljer i kredsløbene på chippen.

14 nanometer-processen blev forsinket hos Intel, fordi det ikke lykkedes at opnå en jævn kvalitet i produktionen. Det er en forudsætning for at økonomien i en ny fremstillingsproces hænger sammen.

Mark Bohr understregede da også, at det er væsentligt for Intel, at økonomien skal følge med, når Moores Lov skal opretholdes, og det økonomiske er da formentlig også den barriere, som chipproducenterne først vil støde på, før de når den endegyldige fysiske barriere for halvlederteknologien.

Læs også: Pengene kan tage livet af Moores Lov

Problemerne med 14 nanometer er ifølge Mark Bohr ikke fortsat over til 10 nanometer-processen.

»Det tog os længere tid at få produktionen op for 14 nanometer, men vi har til gengæld højere tæthed på chippen, end andre der hævder at være på 14 eller 16 nanometer. Vi undervurderede nok indlæringskurven ved 14 nanometer, og det forsinkede os. I dag er vi 50 procent hurtigere til at nå de forskellige stadier for 10 nanometer, så det hjælper os med at holde tidsplanen for 10 nanometer,« siger Mark Bohr.

Næste skridt efter 10 nanometer hedder 7 nanometer, hvor det tidligere har set ud til, at økonomien ville sætte en stopper for Moores Lov, fordi prisen pr. transistor ville stige. Problemet er, at jo mindre detaljerne i kredsløbet er, des flere trin bliver der i processen, og det koster.

Læs også: Moores Lov lever på lånt tid: Hvad sker der efter 2020?

Fra 14 til 10 nanometer har Intel holdt fast i den samme bølgelængde på det lys, som bruges til at tegne kredsløbsbanerne. Tidligere så det ud til, at Intel og andre chipproducenter ville være nødt til at bruge ultraviolet lys ved en ekstremt kort bølgelængde allerede ved 7 nanometer, men det mener Intel nu at kunne slippe for.

»Vi er stadig sikre på, at vi kan gå til 7 nanometer uden EUV (extreme ultraviolet), men vi er ikke klar til at fortælle hvordan. Innovation har altid været en del af Moores Lov gennem nu snart 50 år,« sagde Mark Bohr.

Dermed henviser han til de ændringer i eksempelvis materialer og teknikker, som gennem årene har været afgørende for at rykke grænserne for chipfremstillingen og gjort det økonomisk rentabelt.

Selvom chipproducenterne lige nu vil få svært ved at nå ned på chips fremstillet ved mindre end 5 nanometer, så vil der også være andre tricks i posen, som kan forlænge Moores Lov. Det kan eksempelvis være chips i tre dimensioner eller inklusionen af flere typer kredsløb eller processorer på samme chip.

Lige nu er det ifølge Intel ikke attraktivt at gå tit tre dimensioner for andet end nogle bestemte typer chips, men transistorer i flere etager vil kunne give forøgelse af antallet af transistorer på det samme chipareal, selvom transistorerne i sig selv ikke bliver mindre.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Lundin

I min tabel over det elektromagnetiske spektrum er 7nm (blød) Röntgenstråling, så de "optiske" komponenter må da efterhånden skulle være af en anden type.

Det må en mere vidende person meget gerne uddybe.

  • 4
  • 0
#3 Jens Madsen

Så vidt jeg ved fremstilles chips med en maske, der presses mod chip'en, og mønsteret laves som kontaktkopi. Der er således ikke involveret optik. Jeg kan ikke udelukke, at denne metode gør bølgelængden mindre problematisk, end hvor der anvendes optik.

Selve masken laves med mindre bølgelængde (elektronstråler).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere